Ros, Rozz, Rozzeren, Råssen, Ros-K, Roskiller. Kært barn har mange navne, og vores alle sammens danske musikfestival, Roskilde, er ikke en undtagelse. Hvorvidt man kommer for musikken, vennerne, stemningen, alkoholen eller andre euforisende genstande, så kommer man, og gader og stræder i det københavnske er ofte efterladt fuldkommen tomme a la god, gammel western-stil i The Good, The Bad and The Ugly.
Lapplands egen tilknytning til det kære barn har i år taget et skridt mod et tættere, mere alvorligt forhold – vi blev nemlig, sammen med en håndfuld andre musiksites og -blogs, inviteret med til pressemødet for dette års release af musikprogrammet. Så klemt ind et sted mellem DR, Warner Music og Politikken sad Lappland dér og havde det ganske roligt. Det var åbenbart første gang, at Roskilde havde beæret os løse kanoner i musikmiljøet med en invitation, og da jeg efter arrangementet blev spurgt af en fra Roskilde-festival, hvad jeg syntes om dette nye tiltag, havde jeg hverken et mere eller mindre intelligent svar end: ‘Det er vel meget godt’.
Men jow jow – nok snak om selve arrangementet, for det var jo hovedsagligt musikken, vi var der for (og så sponsorøl). Og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ligefrem flere gange helt uhæmmet kastede armene i vejret af lutter begejstring under den 60 minutters lange præsentation. Det skete faktisk ikke. Men præsentationen var selvfølgelig heller ikke udtømmende, da mange af de nye musiktilføjelser ikke blev præsenteret under den officielle annoncering. Så ud med mig og fat i en flyer, hvor hele line-uppet var på skrift. Og igen – ikke de store begejstringsudråb (så skulle det da lige være, da jeg så, at Spleen United var annonceret i den anden største font – og det var egentlig bare mere et udråb end et tegn på begejstring).
Det skal jo så lige siges, at jeg her kommer til kort. Mangel på glæde over musikken fra min side skyldes jo, at jeg simpelthen ikke kender det meste af det, der er på programmet. Så her i anden dagens eftertænksomme stund er der gået lidt nøjere research i den. Og det har indtil videre alligevel ført til lidt spirende interesse i mit indre. Så – et sidste råd til befolkningen derude: Nørd et par timer med myspace, bandcamp eller youtube, hvad end der falder dig mest på sinde, og så skal der nok dukke et par overraskende perler op i mængden. Om ikke andet så handler det jo om at se noget på festivalen, som overrasker et lidt for tilvant øre. Efter en noget sparsom granskning af programmet, er mine umiddelbare bud på noget godt følgende:
KRIGET! – Svensk trio, bestående af en bassist, en trommeslager og en saxofonist, der gør lydbilledet usikkert på en hulans sikker måde. Det skal høres, ikke skrives!
DEAD SKELETONS – Islandsk trio, som med deres mantralignende gentagelser, lange forvrængede guitartoner og psykedeliske lækkerier helt sikkert vil være på min liste af absolutte skal-se-koncerter. De har efter sigende skabt et helt unik live-show til deres turné her i foråret, så forventningerne er høje.
THE PUNCH BROTHERS – Amerikansk progressiv bluegrass. Fordi de spiller på banjo, synger om whiskey, og det bliver en af de der koncerter, hvor man kommer forbi, og det bliver en fest.
EL PARAISO PRÆSENTERER CAUSA SUI, PAPIR & EL PARAISO EMSEMBLE – Det danske pladeselskab El Paraiso beærer Roskilde med optrædener fra deres to blomstrende bands, Causa Sui og Papir, samt en specielt sammensat konstellation El Paraiso Ensemble. Fikspunkter: Syre, krautrock, improvisation, 60′erne, laaaaaaaaaaaaaaaaange numre.
FORTSAT GO’ JAGT! /Kim
