Tidligere havde vi kig på Ping Pong Tactics. Denne gang er det Bed Rugs (ej at forveksle med aarhusianske Bed Bugs) fra Antwerpen, der kræver øjne og ører rettet mod det flamske. Med det ene ben plantet solidt i den meget aktuelle psych-pop og det andet i den mere 90′er-skuende power-pop kreerer de fire unge herrer vellyd af absolut international kvalitet. To plader er det indtil videre blevet til, hvoraf den seneste, ‘Rapids’, bl.a. bliver oversat til amerikansk kassettebånd via prominente Burger Records.

‘Mixtapes’ featuren på bandets hjemmeside er ret hyggelig og afslører glimrende inspirationskilder. Om end mange af dem er åbenlyse, begejstrer det yderligere at se, at gutterne har appetit for bl.a. Cold Pumas-sideprojektet The Soft Walls og Lappland favoritten Gap Dream.

Videoerne her er fra den nye ‘Rapids’.

Tobias

Da jeg fandt ud af, at Not Cool havde spillet opvarmingsgig for Pissed Jeans i 2011 og tilmed lavet en liste over deres yndlingsalbum fra 2010 med Women øverst, måtte jeg hurtigt overgive mig til de usejes ekstreme sejhed. Den gik bare rent ind. Trioen spiller flabet punk, men med en kant som jeg sjældent har hørt før. Forsanger Matthew Gilbert råber og skriger gerne, men er ej heller bleg for at synge med en sart, halvforpint vokal i bandets mere rolige numre. Trommerne ruller afsted uden det mindste besvær og med et stort overskud, og guitaren forsøder hele herligheden. Selv kalder de musikken for ‘gutter pop’, altså rendestenspop. Jeg er ikke lige klar over, hvad de selv ligger i denne beskrivelse, men jeg forestiller mig lidt, at det er noget lignende at kalde sig selv for ‘Not Cool’.

I 2011 kommer der god varme under Not Cool’s gryde, og eksempelvis viste NME interesse for bandets rendestenslyd. Dette skulle dog vise sig ikke at være tilstrækkeligt til at opretholde bandets eksistens. I begyndelsen af 2012 meddeler de på Facebook, at de afliver projektet: ‘Due to various circumstances including personal development, self loathing and various godly epiphanies we have decided to ‘call it a day,’ quit, split etc.’ Ikke den meste grundige forklaring, men budskabet er soleklart: Not Cool er afgået ved døden.

Jeg mener helt klart, at musikken her indbyder til lytning mere end læsning, så jeg vil hermed afslutte nekrologen. ‘Rugged Raw’-EP’en som jeg har valgt at poste nedenfor, er kun et af eksemplerne på, hvor alsidigt og alt andet end ikke fed deres musik er. Der ligger en håndfuld udgivelser på deres bandcamp, så klik derover og gør dig selv den tjeneste at dykke lidt ned i Not Cool’s skattekammer. Så er der kun tilbage at sige, det er dælme ærgerligt, at disse tre gutter ikke længere forskønner verdenen med deres musik, for det er dælme noget musik, som gør verdenen en tand skønnere.

/Kim

Mød kringlede rytmer, atypiske taktarter og synkoperede riffs. Survival’s single Tragedy Of The Mind er en dramatisk men melodisk satan, der hiver lytteren af sted ved håret.

Nummeret er at finde på Survival s/t, der udkom i går på Thrill Jockey. Foruden Hunter Hunt-Hendrix består Survival af Greg Smith, and Jeff Bobula. De tre har tidligere spillet i bandet Birthday Boyz, og har jammet sammen i over ti år.

På papiret er det Hunter Hunt-Hendrix, der er trækplasteret i Survival. Han er en elsket skikkelse uden for metallens cirkler, hvor kritikere har prist hans opdatering af black metallen til en version 2.0 med drone, math, og prog som nye virkemidler.

Den primale black metal-monotoni fra Liturgy er blevet tæmmet en smule og sat ind i en anden kontekst med Survival. Her refereres til så forskellige ting som Black Sabbath, Magma, Aphrodite’s Child, Creedence Clearwater Revival, Aaron Copeland, The Smashing Pumpkins og tidlige math-rock bands.

At dømme fra nummeret Tragedy Of The Mind, som du kan se og høre herunder, er Survival-pladen vild.

//Troels

Turtle Island er fra Columbus, Ohio, og overordnet set er de vel et rockband. Men kinderægget er jo egentlig også bare et chokoladeæg, så idéen er at grave en lag dybere (spis chokoladen!) og komme tættere på de andre dimensioner. Lad os først lige få styr på det praktiske. Sangeren Dallin Stevenson møder i 2010 Ben Fritz (bassist) i en kælder. Dallin og Ben finder hurtigt fælles ståsted musikalsk og rekrutterer yderligere Alex Bake og Nick Gerden til at spille henholdsvis guitar og trommer. Deres første bandnavn er The Lion, the Squirrel and the Man with a Moustache. Efter lidt tid flytter Alex, de skifter navn igen (Fantastic Explosion In Time) og osv.

Det korte af det lange i denne historie er, at ligesom så mange andre tog det lidt tid at finde frem til Turtle Island og dennes besætning. Idet guitaristen Sean Gleeson bliver medlem, er Turtle Island fuldendt. Navnet Turtle Island valgte de fire gutter, fordi de alle som børn havde leget på en lille ø ved samme navn, som lå i nær deres barndomshjem. Sommerdage fyldt med svømmeture, roning og leg på denne lille paradisø beslutter kvarteten, er de perfekte minder at have in mente, mens der skabes musik.

Det er efterhånden blevet hintet en halv snes gange, så for endeligt at få båret pointen om kinderægget i hus, må jeg her tydeligt understrege musikkens styrke; nemlig dens alsidighed, overraskelsesmomenter og fuldstændig perfekte kombination af flere gode ting. Nummeret ‘Fuzzy Brain’ er et pragteksemplar på dette. Det starter ud med en tør guitarmelodi, meget Nirvana-ish, som efter en rundgang får selskab af et par hårdtslående trommer. Den catchy melodi og enkeltheden i denne intro antyder et godt, solidt rocknummer. Pludselig kommer der dog et lille twist, som udforventet tilfører en mere groovet trommegang samt en opprioritering af bassen i lydbilledet. Denne subtile, dog iørefaldende, ændring minder om 60′er-70′er-rocken, hvor blues stadig var en vigtig inspirationskilde. Og det er ikke alt. Endnu en overraskelse ligger på lur, som første vers afsluttes, og bridgen, tilbage til det begyndende guitarriff, er i et roligere tempo med en svævende vokal, der er mere poppet end det forgående. Efter godt tre minutter brydes sangen – igen – af en nu stille, slæbende desert rock guitar som leder over en hardcore, Black Sabbath-lignende guitarsolo, der får lov til at afslutte nummeret.

Turtle Island er kinderæggets musikalske pendant. Det overrasker, det spreder glæde, det behager sanserne, og det er ikke bange for at være mere end én ting – og det fungerer. Debutalbummet The Twelve Togethers of Love Rockets er ude 30. maj via Flowerpot Records, og albummet kan købes på bandets bandcampside.

___________________________________________

/Kim

Hvorfor er I kun to i bandet?

Vi kendte ikke andre der havde lyst til at starte et band end hinanden. I begyndelsen gik vi med løse planer om at finde en til at spille bas, men jeg tror at vi begge to endte med at være meget tilfredse med kun at være to. Veto-ret til alle, ingen flertals-afgørelser, aldrig noget hassle med at aftale øvere, ikke en skid gear at slæbe til koncerter.

I hedder Orphans. Føler i jer som musikalske forældreløse?

Hehe, nej, navnet er taget fra filmen The Warriors.

Der findes ikke specielt mange pigepunkbands eller pigerockbands – og slet ikke i Danmark. Når de der er beskrives eller omtales af anmeldere eller andre, lægges der ofte meget vægt på, at de er piger og ikke fyre. Oplever I, at I bliver mødt anderledes end ’drenge’ bands?

Det kan man nok ikke komme uden om. På den ene side er der en enorm positiv og meget umiddelbar respons, folk synes jo at det er sindssygt spændende og eksotisk med et pigeband. Stadig. Men det er jo et tveægget sværd, for den positive opmærksomhed dækker jo desværre tit også over en total mangel på tillid. Det kan ikke tælles på to hænder de gange folk er kommet op til os efter koncerter og har spurgt om dét der nummer vi spillede de godt kunne li’ mon var et cover? De er simpelthen så overraskede over, at vi har skrevet en god sang, at de ikke kan forestille sig andet end, at det har vi så i virkeligheden heller ikke. Der er masser af sådan nogen småting.

I er garanteret inspireret af en masse ting, men to af de bands jeg kommer til at tænke på er Beat Happening og Bikini Kill. Begge bands der gjorde oprør med de gængse opfattelser af hvad rockmusik er og hvad det kræves for at være musiker. Skriver i jer ind i samme tradition?

Det at der findes en masse rigtig gode bands, der skriver rigtig gode sange uden at nødvendigvis beherske deres instrumenter fuldkomment er jo et kæmpe incitament til selv at spille. Hvis man elsker mathrock og gerne vil starte et band, men ikke kan spille, så er man jo fucked. Så er det mere tilgivende at elske Talulah Gosh. Det er helt klart meget betryggende når man står og synes det hele fucker lidt, så tænker man bare på The Shaggs, og hvor meget man elsker dem. Det skal nok gå.

Hvis I skal nævne fem albums, der har givet jer lyst til at spille musik, hvilke fem skulle det være?

GG Allin & The Jabbers – Always Was, Is And Always Shall Be

Det er sådan en plade hvor man får det herre fedt over sig selv når man hører den. Specielt Cheri Love Affair får en til at tænke at den kunne man da godt lige optræde med.

Bratmobile – Pottymouth

Bare sådan en evig yndlingsplade hvor man også kan se sig selv spille de sange på en scene og være svedig.

Hanson – Middle of Nowhere

Pladen der fik Katarina til at begynde at spille guitar!

No Hope for the Kids – No Hope for the Kids

En af de første punk-plader jeg (Anna) var sådan hårdt nede med, og den plade der fik mig til at interessere mig for K-town og dansk punk generelt.

Sleater-Kinney – Dig me Out

Den plade der gir’ en lyst til at skrive bedre sange og øve sig mere.

I er snart aktuelle med en single – jeres debut sådan i fysisk forstand. Fortæl lidt om den?

Vi har indspillet seks numre med Morten og Emil fra Tumor Warlord. Dem udgiver vi så selv på en 7’er, forhåbentligt inden sommeren er ovre. Det blir’ primært nyere numre, og et enkelt nummer vi har spillet siden bandet startede. Den blir’ herre god.

Tilbage i 2011 lavede i et album der også ligger på jeres bandcamp – ’… Have Special Needs’ hedder det. Har i planer om et helt album igen?

De numre der ligger på vores bandcamp er bare mere eller mindre tilfældige hjemme-indspilninger. Men vi regner helt sikkert med at indspille til en 12’er så snart 7’eren er ude! Med hjælp fra Emil og Morten fra Tumor Warlord igen!

Hvilke bands herhjemme synes I vores læsere burde holde øje med og lægge ører til?

The War Goes on! Det er det bedste danske band lige nu.

//Troels

_________________________________________________

The Go ELSKER 70′erne… i hvert fald ud fra deres seneste plade at bedømme. Måske er det en hyldest til den falmede hjemby Detroits storhedstid? Måske spiller de bare som de gør, fordi de er pisse gode til det? Modsat bands som Goat og Foxygen er der her hverken tale om frisk fusions revival eller ironisk slinger i valsen. Opskriften er ganske enkel: bundærlig kærlighed til blomsternes årti, tilbagelænet sangskrivning og autentisk produktion.

_________________________________________________

Dude York er en trio fra Seattle der spiller uhyre fængende indie pop. DIY attituden er i orden, bagkataloget byder på et sygt hit ved navn ‘Fuck City’ og et indrømmet Nirvana rip-off, og så truer de med at der er store ting i gære. ’The Lake’ er fra sidste års EP af samme navn, som ifølge bandet “may or may not be a taste of what is or isn’t to come”.

_________________________________________________

Tera Melos‘ seneste plade, X’ed Out, tager ved hvor der blev sluppet sidst. De melodiske tilbøjeligheder bliver rådyrket og går glimrende hånd i hånd med de kendetegnende livlige sangstrukturer. Ind imellem står vokalen næsten nøgen, kun ledsaget af lidt døsig guitar. Men for det meste hegnes der godt igennem – tit med lækre vokalharmonier på toppen. Hvem sagde, at pop musik ikke kan være hektisk?

_________________________________________________

Tim Presley fra White Fence spytter plader ud som var det dommedag. Foruden sidste års samarbejde med Ty Segall er det blevet til fire plader siden 2010. Udgangspunktet for den femte udgivelse var efter sigende bare at få samling på en flok uforløste idéer. Dette er endt med et regulært album ved navn Cyclops Reap, og sangene herpå lider på ingen måde under at være andensorteringsmateriale.
John Lennon på lo-fi detour i det-går-nok humør?
Nummeret her er en single B-side fra Cyclops Reap.

_________________________________________________

Cowtown fra Leeds lyder nogle gange som et show-off mellem Devo og ZZ Top, andre gange som et Steve Miller inspireret Deerhoof sideprojekt. Under alle omstændigheder er de et ret sjovt bekendtskab, når først man får affundet sig med bandets univers (hvor dudes snildt kan låne Black Flag logoet til sit eget bandlogo, og hvor dudes i én bevægelse laver syge skateboard tricks i sandaler, ryger joints, laver peace tegn med fingrene OG poserer til cover fotoet).

_________________________________________________

Aarhusianske Fright Eye har gået og brygget på lækkerier til deres kommende 7″ på RaumEinsRecords. Første godbid herfra er ‘Going To The Store’. Energien er intensiveret, de underkuede melodier har fået en meter mere at løbe på. Der er i det hele taget lagt op til en flabet garagehitparade af format. Efter koncert smagsprøver på de nye numre kan jeg med glæde forsikre, at ‘Going To The Store’ får hæderligt selskab.

_________________________________________________

Tobias

Arrington de Dionyso er en fyr, der har fingrene i lidt af hvert i hjembyen Olympia. Især med sit mærkværdige band Old Time Relijun har han udmærket sig som en genreknusende musiker, hvis nysgerrighed ud i det transcendente affødte soloprojektet Malaikat Dan Singa i 2009. Album nummer to under dette pseudonym udkom for få dage siden på K Records og hedder Open The Crown.

Både på første og andet Malaikat Dan Singa-udgivelse indtager Arrington hovedrollen i lydbilledet, som hysterisk messende undergangsprofet med skiftevis el-guitar eller en bas-saxofon i hånden, mens gerne flere trommesæt af gangen leverer hypnotiske rytme-trips.

Halvdelen af Open The Crown-albummets fremføres på indonesisk ligesom projektets titel Malaikat Dan Singa betyder engle og løver på det lokale tungemål. Et sprog Arrington de Dionyso har tillært sig under et ophold i Indonesien, hvor han boede og jammede med traditionelle musikere.

Lyden af stammefolk i trance og hallucinerende medicinmænd er da også allesteds nærværende på Open The Crown. Spoken word, punk, trance, psychrock og indonesisk folkemusik smelter sammen i et urbrøl, der looper i det uendelige. Musikken har krautrockens repetitive langstrakte groove og en shamans ekstatiske vildskab. Trancen overføres til lytteren fra første sekund, og bliv ikke overrasket, hvis du finder dig selv badet i sved på gulvet, når Open The Crown render ud.

Albummet udkom for få dage siden, og du kan streame alle sangene herunder og købe pladen direkte hos K Records.

Citatet øverst er fra Impose Magazine

//Troels

Mikal Cronin, som udgør 1/3 af torsdagens program, har rødder i San Franciscos raserende garage bølge, hvor han har ageret tro følgesvend for den mere omtalte barndomsven, Ty Segall. Cronins debut album udkom i 2011 og trak masser af positiv omtale med sig. Samarbejderne med Ty Segall skinner igennem, men Cronin vakler ikke et sekund på egne ben og vinder bl.a. på den stærke sangskrivning. Sidste år aflagde han visit på Roskilde festivals Pavillon scene, hvor han kvitterede med overbevisende energi og et cover af Wreckless Erics “Whole Wide World”. Andet album, ‘MCII’, har netop ramt gaden og varsler ørehængere i stride strømme.

I modsætning til sidste år er der en del spændende danske navne på dette års egentlige program. Det københavnske punk / post-hardcore / no-wave fænomen Lower, der spillede til sidste års Day Party, er lige straks klar med debut fuldlængden. Den kan man forhåbentligt få smagsprøver på om fredagen, hvor også rockklenodiet Nis Bysted og Thulebasen lægger genvisit og Synd og Skam bringer fynsk forår.

Men fredag byder også på amerikanske lækkerier. Den aldrende lo-fi legende R. Stevie Moore beriger aftenen med en af sine sjældne og efter sigende uforudsigelige koncerter. Men, men, men… (dyb indånding)… Det er en af de helt store Lappland favoritter, nemlig Mount Eerie, der (for undertegnedes vedkommende) udgør aftenens hovedattraktion. Under dæknavnet The Microphones gjorde Phil Elvrum sig bemærket i slut halvfemserne med sine dystre, ukonventionelle sange. Med Elvrums seneste foretagende, Mount Eerie, er traditionen fra The Microphones bevaret, men med et fokuseret udtryk der henleder tankerne på de kulsorte, nordamerikanske skove.

En succes fra sidste år, lørdagens Day Party, er tilbage på plakaten. Dette tager sig ud fra kl. 14 på det lokale tilflugtsted Sway, hvor et sæt lokale helte sparker tømmermændene tilbage til hvor de kom fra. Happy Hookers For Jesus er godt igang med at skabe et navn for sig selv, både i Aarhus og i København, hvor de senest havde tjansen som opvarmning for Nü Sensae. De tre gymnasieknægte, der er hørt beskrevet som Nirvana-core og punk-grunge, er et must for enhver med hang til støjrock.
Emenkaya er efterhånden en sagnomspunden sag på de østjyske kanter. Ligesom for Randers-sekten, som bandet er opkaldt efter, har der fra starten hersket en nærmest gruindgydende mystik omkring bandet. Første show blev efter tumult og foruroligede dørmænd lukket ned efter få minutter. De følgende historier og det nærmest totale fravær af information om bandet – udover at det tæller medlemmer fra Cola Freaks og Under Al Kritik – gjorde dem til en svær definerbar størrelse. Siden kom forløsningen med fuldbyrdede (og stadig sagnomspundne) shows og nu en plade lige på trapperne. Forvent vel-/underspillet hardcore med indebrændte tekster på dansk.

Rygtet vil vide, at grundlæggerne af Pop Revo brugte den nystartede festival som undskyldning for at booke britiske The Clientele. Derfor synes det også passende, at dette tryllebindende band bliver hentet tilbage i anledning af festivalens 10 års jubilæum. Siden debuten i år 2000 har Alasdair MacLean leveret sange af formidabel kvalitet, som han med resten af The Clientele har svøbt i ømhed og tilbageskuende krystalklang. Det har medført et velfortjent kult følge i kredse rundt omkring i verden. The Clientele er efter sigende blevet nærige med koncertoptrædender på deres gamle dage, så fornøjelsen lørdag aften bliver tilmed en sjælden én af slagsen.

Fuldt program og mere info kan findes på Pop Revos hjemmeside.

Partoutbilletten koster 350 kroner, kom glad!

Tobias

HEAVY DAYS IN DOOM TOWN PART ll

Ungdomshuset Dortheavej 61 – åbningsaften på Stengade, 2.-5. maj, pris: 475 kr. for fire dage, 100-150 kr. pr. dag

For anden gang løber den københavnske doom/sludge/stoner-festival Heavy Days in Doom Town af stablen. Allerede i morgen, torsdag den 2., åbnes festivalen på Stengade, inden det intense program for alvor går i gang på Ungdomshuset. Øverst på plakaten er de engelske doomlegender fra 70′erne og 80′erne Pagan Alter, amerikanske Cough – et sludge/doom band, der bedriver klassiske heavy riffs og psykedeliske udladninger i et slæbende tempo, tyske Kadaver med 70′er heavy-lyd og det engelske sludgeband Conan.

Heavy Days in Doomtown har booket i alt 32 bands, sørget for kultfilmsbiograf på biblioteket klods op af Ungdomshuset, vegetarmad på grillen, kunstudstillinger, billige øl i lange baner og meget andet. Hvis du som jeg ikke er fuldblods heavyhoved, men bare gerne vil snuse lidt til genrene og støtte et fedt arrangement, så tag til Nordvest i weekenden. Min personlige anbefaling skal lyde på Portland-bandet Danava, der også gæstede KB18 i efteråret. Gruppen nyfortolker klassiske heavy og progrock-dyder fra de sene 70′ere, tænk Black Sabbath og Led Zeppelin, på overmandende medrivende facon.

_____________________________________________

MOUNT EERIE (US) 

Huset KBH, Lørdag d. 11. maj, entre 100 kr.

Nye musikalske indtryk er allesteds nærværende, og personligt tygger jeg mig glædeligt igennem en god stak nye bands hver eneste uge. Men det er umuligt at tage det hele ind, give alt en fair chance, undgå at være overfladisk. Med Mount Eerie er sagen en anden. Hans helt unikke blanding af akustisk nedbarberet folkrock, hvor stilheden er lige så vigtig som de støjudladninger og dronede passager skovmanden fra Seattle-egnen også gør brug af, får lytteren til at fordybe sig. Man lades uden valg.

Phil Elverum er ansigtet bag Mount Eerie. Hans musikalske og litterære univers tager udgangspunkt i modsætningerne mellem hans lille hjemby Anacortes, og urlandskabet der omgiver den med bjerget Mount Eerie i centrum. Phil Elverum udgav først sprælsk og legesyg lofi-indie under navnet The Microphones, men skiftede ham til Mount Eerie i 2004. Sidste år udgav Mount Eerie hele to albums, det smukke afdæmpede Clear Moon, som Pitchfork valgte som Best New Music, og den mere ruskende Ocean Roar, som Drowned In Sound gav topkarakteren 10/10.

I den forbindelse var Phil Elverum på dansk jord sidste efterår, hvor han optrådte solo på Loppen. Denne gang kan han opleves med band på Huset KBH den 11. maj og til Pop Revo i Aarhus dagen før.

_____________________________________________

DANIEL JOHNSTON (US)

Vega, onsdag d. 15. maj, entre 200 kr.

Hi, How Are You? Daniel Johnston flyttede til Texas i slutningen af 70′erne og begyndte at optage simple singer/songwriter sange på kassettebånd, og dele dem ud til folk han mødte. Med barnlig naivitet, som en Forrest Gump med en ustemmet guitar, har Daniel Johnston skrevet absolut ærlig spartansk lo-fi musik gennem årtier og har inspireret et væld af musikere. Han er en af USA’s mest underfundige kunstnere og kan dårligt sammenlignes med nogen anden. Hans mest ikoniske udgivelse er Hi, How Are You fra ’83, der var et ud af tre bånd, han udgav det år. I dag lever han både som musiker og kunstner med en imponerende mængde kreativ output bag sig. Jeg er ikke Daniel Johnston kender, men hans særprægede facon og hjerteskærende ærlighed har skaffet ham en meget dedikeret fanskare. Eftersigende bliver man fan efter at have set Daniel Johnston live, og det kan du på Vega den 15. maj, så noter dig det.

_____________________________________________

THE BESNARD LAKES (CAN) + BLAUE BLUME (DK)

Stengade 30, fredag d. 17. maj, entré: 100 kr.

Hvis nu man siger: ’Ægtepar danner band’, så er din efterfølgende tanke nok enten: ’Voldsramt hustru’ (Sonny og Cher, Tina og Ike) eller ’hippiepar med guitar og banjo’ (John og Yoko, The Oh Hello’s etc.). Det glæder os at præsentere undtagelsen, der bekræfter reglen: The Besnard Lakes. Montreal-bandet er dannet i 2003 af ægteparret Jace Lasek og Olga Goreas, og de laver drømmende shoegaze’t post-punk. Bandet har i år fejret deres tinbryllup (ti år), så det er absolut ikke for sjov, de så længe har valgt at være ved hinandens side. Gennem årenes løb har den internationale musikverden også anerkendt bandets originalitet, hvilket eksempelvis førte til en nominering i 2010 ved Polaris Music Prize. I marts var de forbi SXSW og har turneret flittigt siden da, så mon ikke stemmerne og grabberne er godt opvarmet og klar til at rive det københavnske publikum med, når de gæster stengade den 17. maj.

_______________________________________________

UNKNOWN MORTAL ORCHESTRA (NZL/US) + THE WHITE ALBUM (DK)

Vega, tirsdag d. 21. maj, entré: 120 kr plus gebyr.

At være hypet er ikke udelukkende en dårlig ting, hvilket netop indie-hypen om Unknown Mortal Orchestra meget troværdigt beviser. Med frontmanden Ruban Nielson som kreativ direktør startede det newzealandsk/amerikanske band i 2010 med en finurlig lille manøvre; nummeret ’Ffunny Ffriends’. Sangen blev uploadet på Bandcamp uden yderligere information om, hvem, hvad eller hvor. Det fængende popnummer stod mutters alene, og bloggere og musikskribenter verden over var alle ved at rive samtlige hårstrå ud af deres hovedbund, for hvem stod bag? Efter en passende mængde tid kunne Ruban endelig stå frem og erkende, at nummeret var af Unknown Mortal Orchestra. Noget af et sats fra Rubans side, som klart (og heldigvis) viste sig at være det hele værd. I hvert fald står den pt på tour i øst, vest, syd og nord, hvilket betyder, at vi får fornøjelsen af UMO i Vega på en ellers kedelig tirsdag i maj. Aftenens opvarmning er danske The White Album, som drysser med lune folktoner og emmer af sweater-hygge.

____________________________________________________

BEACH FOSSILS (US) + FEW (SE)

Stengade 30, tirsdag d. 21. Maj, entré: 80 kr.

Et brokvarter væk sker der andre spændende ting i vores kære by denne ordinære tirsdag aften. Beach Fossils er endnu engang i Danmark (sidst var i 2010) med den nye plade ’Clash The Truth’ i ryggen, der har haft fornøjelsen af input fra The Mens producer Ben Greenbergs. Denne gang har strandfossilerne haft intentioner om at skabe et mere punket og aggressivt udtryk end tidligere. Umiddelbart er produktionen anderledes og knap så sovekammer-DIY-agtigt, ja, men punket er måske at slå søm i med en lidt for stor hammer. Sidst indiegruppen var i landet havde de en vild energi og charme på scenen, der uafhængig af punk eller ej gjorde koncerten til en lækker oplevelse. Så trænger du til en aften med alt fra stille hovednik til pulserende trampen med den ene fod, er Beach Fossils en sikker vinder.

_____________________________________________

MUDHONEY (US) + THE TREATMENT (AU) + TOTAL HEELS

Loppen, fredag den 24. maj

Det mest legendariske stadig eksisterende Seattle-band og OG alternativ rock-pionerer Mudhoney gæster København som eneste sted i Skandinavien. Siden 1988 har kvartetten knust tung blues og garagepunk i en morter af primal-energi med Seattles fineste pladeselskab Subpop i ryggen. Gruppen har altid haft et distanceret forhold til trends og hype i musikbranchen. Da Seattle for et par årtier siden var det hippeste i rock, sang gruppens altid syrlige forsanger Mark Arm: Everybody loves us, Everybody loves our town, That’s why I’m thinkin’ lately, Time for leavin’ is now. Men Arm og co. blev hængende, og bandets 9. galdefyldte album Vanishing Point er just udkommet. Niveauet er stadig tårnhøjt og anmeldere på Pitchfork, NME, Drowned in Sound, Dusted Magazine, BBC Music m.fl. er enige i den sag.

Med denne aften er de australske garagerockere The Treatment og den dansk/amerikanske punk-americana fusions-duo Total Heels. Sidst nævnte spiller hen på natten efter Mudhoney, så det bliver en all nighter på Loppen.

_____________________________________________

PURLING HISS (US) + THE SHRINE (US) + HAND OF DUST 

KB18, søndag den 26. maj, entre 60 kr.

Forventningerne til amerikanske Purling Hiss er høje. Ikke fordi de er et nyt band, men fordi deres tredje album Water On Mars tyder på at blive et af de bedre. Purling Hiss har været i studiet med Adam Granducial fra The War On Drugs, og han har tøjlet Philadelphia-trioens vilde fuzz-guitar til fordel for et mere tilbagelænet slackerudtryk. Er du til collegerock, Kurt Vile, alt det 90′er stads og langt hår, så er den her koncert vejen frem.

Beskidte, uopdragne og larmende. En kort og præcis karakteristik af aftenens første amerikanske band, der blander old school heavy med garagepunk, billige øl og skateboarding anno 1985. Du bliver ikke klog af at høre The Shrine, men med garanti underholdt.

Daniel Johnston er manden på fotoet øverst

//Lappland

I starten af april i år blev det offentliggjort, at Jay Arner var det nyeste skud på stammen på det mindre Vancouver-pladeselskab, ‘Mint Records’. Præsentationen indeholdt ord som ‘witty’ og ‘humble’, alt i alt en personkarakteristik der fik mig til at tænke på Mr. Darcy fra ‘Pride and Prejudice’. Så med et forbehold af anseelig størrelse fortsatte jeg undersøgelsen af manden med karaktertræk fra det nittende århundrede.

Det skulle dog ret hurtigt vise sig, at Jay langt fra minder om Mr. Darcy (medmindre han er reinkarneret som en synth-elskende popartist). Jay Arner har ligesom så mange andre (Mac DeMarco, Ariel Pink etc.) valgt at trække op i de gamle kitsch-tråde, hvor synth’en fastsætter melodien, der helst kører i ring hele nummeret igennem, trommen banker monotont afsted, og lejlighedsvist bryder keyboardet med en langstrakt tone eller to. Hele følelsen bag musikken er umiddelbart enkel og ligetil.

Og dog. Lige med Jay’s musik – til forskel for meget andet i denne genre – synes der at titte en fortvivlet ligegyldighed frem, hvor tekststykker som ‘I kept going‘, ‘you don’t know me‘ og ‘it’s so boring‘ i sangen ‘Street Freaks’ minder én om, at tilværelsen til tider er som en rundkørsel af kedsomhed, der ingen ende vil tage. Netop denne dysterhed gemt i en ellers glad popsang er, hvorfor jeg mener, at Jay Arner bringer et alternativt stykke musik frem i lyset, som er værd at bruge tid (og tekst) på.

Afslutningsvist vil jeg videregive ordet til Jay selv. Nedenstående tekst er copy pasted fra Mint Records, og det er Jays egen introduktion af sig selv og hans musik:

Hi, this is Jay, it’s 2013 and this is my artist statement.

I have music playing in my brain all the time. Sometimes something catches my attention and I do my best to follow the melody along and turn it into a song. I can’t say what it sounds like to other people, but to me my music sounds like the inside of my head. Claustrophobic but cavernous, no easy resolutions, confabulated music history.

I’m a naturally shy person; I’ve always submerged my identity in the idea of a band. But I also recognize the value of making myself uncomfortable (personal growth), so I’m shedding the pretense of being anything but myself. I wrote, recorded, and performed all of my first record. The cover is a giant fucking photo of my face and the album is called Jay Arner.

__________________________________________________

/Kim