Udgivelser på listeform

Så mange udgivelser at man bliver rundtosset.

Vi har siet strømmen af lyd og vasket nogle guldklumper frem, som vi har sat på listeform. Fundene har vi kaldt for Årets Udgivelser – Top Fem x To

To lister – en fra hver af Lapplands bloggere. Så vidt vides skal listerne læses sådan, at øverste udgivelse på hver liste er favoritten og så fremdeles ned af. Ja, vi kunne også have nummeret dem.

_______________

Troels’ liste:

_______________

Broken Water – Peripheral Star

Perennial Death

Af alle årets udgivelser er det en EP med blot fem numre, der har begejstret mig mest. Fra et af den alternative rocks absolutte arnesteder, universitets byen Olympia – en anelse syd for Seattle, kommer de to piger og en fyr, der tilsammen udgør Broken Water. De debuterede i 2009 med LP’en Whet, og i samme udsyrede støj-grøft ligger EP’en Peripheral Star. Med en nerve og vedkommenhed sjældent hørt udspiller de fem numre sig mellem mudrede riffs og blide melodier, som på nummeret Heart Strings. Efter den punkede Stop Means Stop viser den langsomme støj-udladning Kansas hvordan larmende udknaldet støj spillet på en elektrisk guitar kan være fucking smukt. Broken Water er nok ud af en tradition, hvor bands som Dinosaur Jr, Sonic Youth og Melvins har trådt en tydelig sti, men med Peripheral Star viser de sig som fornyer af lyden.

_______________

The Men – Leave Home

Sacred Bones

Debutten fra New Yorker trekløveret er en håndfuld genrekonfetti kastet op i luften til et punk-show. Fra postpunk, over shoegaze og støj til seriøs ond hardcore og elektriske krautrytmer når The Men rundt om en del. Dette rod burde ikke på fornuftig vis kunne forenes på én plade, men det er altså hvad der sker på Leave Home. Forkærlighed for upoleret lyd og fuzzy guitar kitter pladen sammen, der også kendetegnes af en foruroligende rastløshed og energi. Vokalen er desperat og desillusioneret som kun en ung mand, der har mistet troen på fremtiden kan fremfører den. Leave Home er en brutal størrelse her og der, men emmer mindst ligeså meget af fængende guitardrevne melodier og medrivende støj. Det er en hovedløs tour rundt i punkens subgenre, og rastløsheden har aldrig føltes bedre.

_______________

Iceage – New Brigade

Tambourhinoceros  

Ærlighed er nøglen på New Brigade – den meget omtalte debut fra de københavnske postpunkere. Punken er blevet erklæret død, utidssvarende og slidt utallige gange, men det synes, ikke at være kommet Iceage for øre. De virker ligeglade med hvad andre bands går og roder med og giver på New Brigades et uimponeret snapshot af ungdommens sindstilstand. Pladen er rå og brutal, men det mest springende er den ærlighed og uskyld som titter frem. Den findes i frustrationen og angsten i forsanger Elias’ stemme på nummeret Eyes, eller når guitaren finder et naivt og poppet spor, som den følger en stund inden næste instrumentale krampeanfald som i lukkeren Youre Blessed.

_______________

Pterodactyl – Spills Out

Brah Records/Jagjaguwar

Pladen fra dette legesyge og spøjse band fra Brooklyn udkom i 11 time, men har til gengæld holdt min pladespiller som gidsel siden postbuddet afleverede Spills Out for et par uger siden. Lettere nørdet og umiskendelig rytmisk vender bandet tilbage med en opfølger til det ligeså eminente Worldwild fra 2009. Denne gang er der skruet en smule ned for de støjende guitarer og lyden er mere ren. Ikke poleret – bare mindre smadret. Det giver i midlertidigt mere plads til en balanceret lyd, hvor de støjrockede virkemidler og det altid super kreative trommespil ikke hindrer melodierne. Vokal arrangementerne på Spills Out er virkelig effektfulde ført an af forsanger Joe’s lyse halv-nasale stemme, der med et strejf af melankoli fører lytteren ind i Pterodactyl’s naive sci-fi univers.

________________

Atlas Sound – Parralax

4AD

Eneren, særlingen og vidunder barnet Bradford Cox har under sit alias Atlas Sound udgivet sit femte album på blot et år. Alle medier har taget godt i mod det, jeg elsker det, du elsker det.

Bradford Cox er en indie-helt og alle ved det.

 

_______________

Andreas’ liste:

_______________

Cymbals eat Guitars – Lenses Alien

Barsuk

Det er noget af en heftig suppe Cymbals eat Guitars koger på deres anden plade, Lenses Alien. Ingredienserne er hovedsagligt alt det bedste fra 90ernes slackede indie rock, såsom Built to Spill, Modest Mouse og Pavement, også lige tilsat et lille skvæt prog rock, bare for at give det hele et ekstra pift. Den komplekse 8½ minutter lange symfoniske åbner, Rifle Eyesight, er i min bog næsten i sig selv nok til at bringe førstepladsen hjem for årets plade 2011, men i det hele taget er dette et album der hænger overordentligt godt sammen, og bør høres som en helhed. Jeg var imponeret efter debutten, Why there are Mountains, men det er først nu jeg er overbevist. Det er ikke et ”mesterværk” på samme måde som Keep it like a Secret med Built to Spill, eller The Lonesome Crowded West med Modest Mouse, men hvis jeg skal pege på en værdig arvtager til denne lyd i samtiden, så er Cymbals Eat guitars mit bedste bud.

_______________

White Denim – D

Downton Records

En konsonant er titlen på White Denims tredje album. Minimalistisk og simpelt, hvilket dog er alt andet end hvad man kan sige om selve indholdet på pladen. Med et virtuost greb, vælter White Denim frem og tilbage imellem soul, kraut, prog, jazz, psych og funk, alt sammen med en kaptajns overblik og kontrol. Trommeslageren, Joshua Block, spiller sjældent en straight rytme, men holder til gengæld et konstant flydende groove over de mange forskellige tidssignaturer. Imens løber de to guitaristers fingre nærmest om kap med hinanden, hvilket dog stadig giver plads til ikke så lidt detaljer og fills fra bassist, Steven Terebecki. Texas kvartetten kan virkelig finde ud af at spille, og de skulle vist også have isoleret sig i et halvt år, inden de indspillede D, for at øve stort set konstant. Hvad enten det er Allman Brothers riffet på den tungt groovende ”Back at the Farm”, den super fjollede fløjte solo på bossanova tracket, ”River to Consider”, eller den nærmest math rockede ”Anvil Everything”, så er den her plade fyldt med musikalsk legesyge og teknisk overlegenhed.

_______________

Dodos – No Color

Frenchkiss

Behagelig akustisk vellyd kombineret med et højt energiniveau, er på det fjerde album stadig formlen for Dodos. Der er naturligvis heller ikke nogen grund til at ændre på noget hvis det fungerer, og efter min menning er No Color duoens bedste til dato. Det er catchy as fuck, til tider en smule tuttenuttet, men samtidig virkelig intelligent og velskrevet popmusik, nærmest som en mere poppet og tilgængelig version af Animal Collective fra deres Sung Tungs periode. Næsten hver sang på albummet har ørehænger potentiale, og Meric Longs blide vokal skaber en perfekt synergi imellem det energiske guitarspil og Logan Kroebers tonsende trommespil. Der er nogle få gæsteoptrædener hist og her, bland andet i form af vokal og violin, hvilket sørger for noget ekstra dynamik og variation, men derudover klarer Meric og Logan sig fint alene, og det er i sig selv imponerende, at de som duo stadig kan holde energi niveauet og fange lytterens opmærksomhed på den fjerde udgivelse, eftersom den ikke rigtig tilføjer noget nyt til lydbilledet.

_______________

Zechs Marquise – Getting Paid

Sargent House

Omar Rodriguez-Lopez må næsten være samtidens svar på Jimmi Hendrix. I At the Drive In, Mars Volta og utallige sideprojekter, har han skabt sin helt egen guitarstil, med rødder i prog, math, posthardcore og psykedelisk rock, der har inspireret tusindvis af musikere verden over. Hvad mange muligvis ikke var klar over, er at han har, i hvert fald 3 familiemedlemmer, hvis musikalske evner ligeledes ikke er at kimse af, og som samtidig dyrker 70ernes prog og fusion. Med sådan et familieforetagende, må Zechs Marquise i sig selv tiltrække noget opmærksomhed, og med deres andet udspil, Getting Paid, er dette bestemt også velfortjent. Getting Paid er en funky tour de force igennem et groovende prog landskab, der får en til at tænke på King Crimson, Rush og jazz/fusion bandet The Mahavishnu Orchestra. En instrumental rock plade, der holder fra start til slut.

_______________

Pterodactyl – Spills Out    

Brah

Pterodactyl disker stadigt op for støjende, dynamiske og højfrekvente udbrud af eksperimenterende indie/art rock på deres tredje udgivelse, Spills Out. Det hele virker dog en smule mere poleret og på mange numre kunne de godt lyde som et mere mainstream indie band, ala eks. Vampire Weekend. Dette er dog overraskende nok ikke en dårlig ting, og Spills Out er et helt glimrende bud på poppet dynamisk indie rock. Det er ikke helt på højde med forrige plade, Worldwild, men forhelvede, det er jo Pterodactyl, så selvfølgelig skal den med på listen.

Giv gerne din mening til kende – hvilke plader har vi overset?

/Andreas & Troels

Advertisements

5 thoughts on “Udgivelser på listeform

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s