Past Lives

Hvad blev der af de hysteriske drenge i The Blood Brothers? Jo efter ti år og fem albums knækkede Blood Brothers over i to. Den ene halvdel med den flamboyante punktøs-hjerteknuser Johnny Whitney i spidsen dannede Jaguar Love sammen med J. Clark fra Pretty Girls Makes Graves. Matador Records var med på ideen, og efterfølgende udgav bandet et par helt forfærdelige albums med endnu være covers.

Betydeligt bedre er det gået den anden halvdel af Blood Brothers. Under navnet Past Lives har de taget en anderledes og underspillet retning. 

Da teenagebandet The Blood Brothers fra Seattle først gjorde sig bemærket, var det for deres hyperaktive og skingre udgave af arven fra Fugazi og Drive Like Jehu blandet med tempo og vokal inspireret af bands som The Locust. Med andre ord var det posthardcore og screamo skåret på en så tilpas moderne måde, at mange kunne være med. Filosofien syntes at have været less is a bore. Det var ikke sparret på noget i lydbilledet; spastiske guitarer i alle retninger for slet ikke at tale om vokalen, hvor Johnny Whitney og Cody Billie slås om at være mest overvældende øreflænsende.

Men med Blood Brothers opløsning fik Cody Billie anderledes meget plads i front for Past Lives, som han dannede med Mark Gajadhar, Morgan Henderson og Devin Welch  – alle tidligere blodbrødre. Her har man ikke håret blæst tilbage, når pladen render ud, men sidder nærmere tilbage med en ikke helt forløst nysgerrighed.

Past Lives udgav kort efter The Blood Brothers EP’en Strange Symmetry og i 2010 udkom deres første og hidtil eneste fuldlængde Tapestry of Webs på Seattles Suicide Squeeze.

Tapestry of Webs er bemærkelsesværdig for dens underspillede jazzede artrock, hvor små krummelurer, som pludselige kantslag på trommerne eller en kringlet guitar-struktur, præcis er nok til at skabe komplekse og sublime lydlandskaber. Kun i få øjeblikke slippes beherskede elementer af hidsig punk løs, men desto bedre er effekten. Hvor Blood Brothers var som at se Requiem for a Dream i dobbelt tempo i en styrtende flyver, er Tapestry of Webs mere som at se en Jim Jarmusch film – i en flyver der bare flyver almindeligt.

På nummeret Deep in the Valley rammer Past Lives med enkelt trommespil, behersket elektrisk støj og tilbagelænet men tydelig bas den henslængte lyd, som kendes fra engelske The XX inden næste nummer, K Hole, netop er et eksempel på, hvor effektiv hidsighed kan være i små doser. Det flamboyante er i den grad nedtonet, men der er stadig en ”hip” lyd over Past Lives, som nemt kan associeres med The Yeah Yeah Yeahs og Pretty Girls Make Graves. Past Lives formår at blande disse med lyden af fx sen Fugazi (da de blev mere art-rockede) og dermed skabe noget forholdsvis tidløst.

Spænding kan altså opbygges ved hjælp af tilbageholdenhed og underfundighed – selv indenfor subgenre af aggressiv og energisk musik. Også uden det bliver u-hipt. Det synes at være dagens lektie.

Lyt til nummeret Past Lives fra Tapestry of Webs herunder.

//Troels

.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s