Kylesa + Circle Takes the Square + KEN Mode @ BETA 14/2

Lorteøens Beta har i løbet af det sidste års tid disket op for en del metalkoncerter med yderst habile internationale navne som eks. Wolwes in The Throne Room, Coliseum, etc. Denne tirsdag aften havde Beta en massiv tredobbelt pakke på programmet, med alt fra tung sludgerock, manisk screamo og metallisk noiserock. Pakken bestod af hovednavnet Kylesa, samt Circle Takes the Square og KEN Mode, hvoraf kun hovednavnet helt formåede at levere varen.

Canadierne fra KEN Mode startede aftenens, nærmest pompøse, program ud med et halv times sæt, der efter koncertens afslutning virkede en smule sært prioriteret, når man tænker på hvor lidt tid de havde at gøre godt med, samt hvor mange fede numre de undlod at spille. Det var tydeligt, at en stor del af publikum ikke kendte dette band, for selvom koncerten var udsolgt og stedet godt proppet, var der godt tomt oppe foran scenekanten, da bandet gik på. Forsanger og guitarist Jesse Matthewson lagde ydmygt ud med, ”Hi. We are KEN Mode from Winnipeg Canada”, men fik derefter et nærmest psykotisk blik i øjnene, som en massemorder opslugt i sin blodrus. Dette blik bevarede han igennem hele koncerten, imens han med savl og slim hængende fra mundvigen brølede alt hvad remmer og tøj kunne holde. Stilen var tung noise rock med en metallisk lyd, hvor især bassistens groove fik en til at tænke på Jesus Lizard. KEN Modes brutale lyd lå dog mere op ad bands som Coalesce og Black Elk, men sangene var dog en del mere straight end hos disse to. Der var energi på scenen, og KEN Mode gjorde det generelt ganske godt, men at de valgte at slutte af med det otte minutter lange og decideret langtrukne opus, Never Was, fra deres seneste LP Venerable, undrede mig en del, sættets korte varighed taget i betragtning.

Jeg må tilstå, at jeg for ca. 7-8 år siden var totalt teenage fanboy af Circle takes the Square. Det var dog dengang, og sidenhen er jeg lidt vokset fra deres skabagtige screamo lyd. Deres fuldlængde, As the Roots Undo, fra 2004 er dog stadigt et temmelig imponerende værk inden for sin genre, med nok stykker og breaks i hvert nummer til at gøre een godt og grundigt rundtosset. Jeg var derfor spændt på at se, om bandet kunne udføre de meget teknisk udfordrende numre fejlfrit live, samt om jeg overhovedet stadig kunne blive grebet af det en smule ungdommelige udtryk. Hvad det første angår, var svaret et klart nej! Bandet manglede en guitarist og var dermed på denne tour reduceret til en trio, hvilket betød, at det ellers så detaljerede lydbillede var stærkt nedbarberet. Derudover lod det til, at deres nuværende trommeslager Caleb Collins, som ellers har været en del af bandet siden 2007, ikke helt kunne følge med i tempoet, og dette forårsagede, at sangene blev spillet langsommere end studieversionerne. Slet ikke godt! Der er ikke noget pinligere end bands, der live ikke kan leve op til, hvad de leverer på plade. Hvad udtrykket angår, så var det en smule sært, for når forsanger Drew Speziale gemte skrigevokalen væk, til fordel for lavmælt og klynkende snak under bandets stille og atmosfæriske stykker, fik jeg både gåsehud og krummede tæer samtidigt. Lidt svært at sætte en følelse på, men det både rørte mig og gjorde mig pinligt tilpas på samme tid. Når alt kommer til alt, så leverede Circle Takes the Square desværre ikke varen, men på trods af det, havde de stadigt et supportende crew bestående af unge screamo kids oppe foran, som tydeligt var revet med af musikken.

Aftenens hovednavn Kylesa leverede til gengæld varen. Der blev lagt hårdt ud med nummeret ”Said and Gone” fra albummet Static Tensions. En massiv åbner, der nådesløst blæste en omkuld. Kylesa havde klart en mere kraftfuld lyd end de to forrige acts, hvilket kun blev forstærket af de to trommeslageres synkrone, men dynamiske spil. Kritiske røster har ofte påpeget overfor mig, at det at have to trommeslagere blot er et billigt og unødvendigt trick. Muligvis, men det virker altså effektivt i forhold til at tildele lydbilledet en episk karakter. På trods af, at bandet havde været på tour i næsten en måned, virkede de langtfra uoplagte, og bassisten, som jeg også kunne genkende fra bandet Capsule, forsøgte også, dog uden held, at få publikum til at bære ham rundt i lokalet. De spillede et fornuftigt udvalg af sange fra deres seneste tre plader, som varierede fra meget hårdtslående sludge metal, til mere psykedelisk og melodisk materiale. Hvis jeg skal sætte en finger på showet, må det være lead guitarist, Laura Pleasants, evner som sologuitarist. Når det kommer til de tonstunge riffs, samt melodiske tapping-temaer, har jeg ikke en finger at sætte på hende, men de få gange hvor hun forsøgte sig med en decideret guitarsolo, så var niveauet slet ikke godt nok. Hendes spil virkede her usikkert og kluntet, og var milevidt fra guitaristerne i ligesindede bands, såsom Baroness og Mastodon.

//Andreas//

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s