Suishou No Fune

Da jeg var yngre, var flyvende tæpper, drager og feer alt sammen noget, som ganske givet var en del af Disneyshow, men derudover også repræsentanter for både noget nært og fjernt, noget troværdigt og utroværdigt, noget dragende og skræmmende. De gennemsyrende modsætningsforhold i disse væsener og magiske genstande baserede sig på både deres kendte dimensioner, men så også deres fuldstændig ukendte egenskaber og karaktertræk.

Tiden gik, og jeg blev ældre – og dog lod denne tiltrækning af modstridende objekter ikke til at gå til grunde, selvom den ændrede en smule karakter og manifesterede sig i musik i stedet for Disney-figurer. Måske vi altid vil være draget af modsætninger, hvor vi føler et vis kendskab, og så alligevel ikke fatter et hak af, hvad der foregår – hvad ved jeg? Og før jeg ryger ud af en filosofisk tangent, som jeg umuligt kan styre, vil jeg manøvrere skriveriet tilbage på rette spor og præsentere japanske Suishou No Fune, bandet som har katalyseret denne tankestrøm om modsætninger.

Formelt kan man skrive om bandet, at de bliver dannet i 1999 i Tokyo, da Pirako Kurenai og Kageo beslutter sig for at gå sammen om et duo-guitar-projekt (et år efter kommer der trommer på, og derudover så også et hav af andre artister, som joiner og forlader bandet igen). Kageo’s guitar etablerer for det meste de basale elementer i sangene, hvorimod Pirako fører an med en mere fri og ustruktureret tilgang til guitarspillet.

Måske er det netop her i guitarspillet, jeg finder de modstridende elementer. Måske er det bare bandet i sig selv. De kommer fra Japan, deres sange er japansk poesi, som synges – til tider mumles, til tider skriges. Der er riffs, som under vejs minder om Neil Young (tænk Dead Man soundtracket), så pludselig Wooden Shjips – og så pludselig noget helt tredje. De trækker inspiration fra ørkenrocken, som så forvandles til garage-psych. Numrene er lange og trækker ud, men aldrig kedelige eller gentagne. Forandring fryder, og det er noget, som Suishou No Fune absolut lader til at tage til sig. Selv skriver de, at deres sange findes et sted mellem: ‘Spirit, Light and Darkness, Soul, Love and Hatred, Shamanistic, Life and Death’. I rest my case.

Smid dig på sofaen, tag et kvarter ud af den travle kalender og luk øjnene, mens du lytter til Your Tears, og så ønsker jeg dig en god rejse ud i den japanske mystik, hvor modsætningerne lever i bedste velgående: 

MP3 of the Day: Suishou no Fune, “Your Tears”

/ Kim

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s