Årets bedste udgivelser – part 2

576525_10151116059220378_1061911506_nEfter gårsdagens brag af en liste følger mit forsøg på at lave en lignende for 2012’s bedste udgivelser. Helt generelt vil jeg sige, at min liste bærer præg af musik, som overrasker på en eller anden måde – om det så er overraskelsen ved at grave en melodi frem mellem bunker af støj, piger der spiller hardcore eller lyde, der konstant ændrer sig og holder dig på dine tåspidser.

5) Talk Normal – Sunshine

Joyful Noise Recordings

527193_10151129077112618_21926160_nAt gøre indtryk kan være en svært, især hvis man er i den situation, at man har alle odds imod sig. Grunden til, at jeg har valgt Talk Normal som min nummer 5, er fordi, at de netop har gjort indtryk imod alle odds. Jeg stiftede bekendskab med den amerikanske pige-duo, da jeg var på Roskilde i år, og jeg havde udset mig det som en koncert, der var nogenlunde (understregning af dette ord) værd at tage til. Men det var ikke uden skepsis. Jeg vidste, at de var en del af Brooklyn-DIY-klanen, de var to (trommeslager og guitarist) – og så var de piger. Og absolut ikke for at skyde med de tunge skyts efter mit eget køn, men jeg har det til tider svært med piger, som stiller sig op på en scene og spiller højt og skramlet, skriger ind i en mikrofon og derved tror, de er tha shit. Der skal bare en anelse mere til.

Så med den lille fordom in mente kan jeg videre fortælle, at Talk Normal viste sig at være alt andet end blot skrigende rock-wannabes. De var dynamiske, overraskende, oprigtige og originale – og det var dét, som jeg og en håndfuld heldige Roskilde-gængere fik mulighed for at erfare, da de nærmest spillede teltdugen af Gloria-scenen. Heldigt for mig – og denne ellers hankønsprægede liste – udgav Talk Normal i oktober skiven ‘Sunshine’, som jeg mener meget, meget rammende både understøtter mine pointer og derudover tilføjer endnu flere overraskende elementer fra power-duoen. Det er garage-noise og avant-pop med en tilføjelse af noget mere, som drillende ligger sig lige under overfalden, mens det aer dine legelystne ører. Hvis du ikke tror på girlpower, så fyr op for Talk Normal – de skal nok få dig på andre tanker.

______________________________

4) ILLLS – Dark Paradise EP

The Sound of Sweet Nothing

3399603192-1ILLLS er egentlig et band, jeg for nyligt er faldet over. Det var i forbindelse med en søgning efter et andet band, Gross Magic, som jeg holder meget af, at jeg faldt over ILLLS og tænkte: ‘Hmm. Det får sgu et lyt’. Og sikke et lyt. Med et startnummer ‘Teeth’, der for mig er et herligt mix mellem Women og Animal Collective, farer de afsted i topfart fra første sekund af en EP, hvor man kun vil have mere, mere og mere. Numrene bevæger sig ind og ud af diverse lydbilleder, som på den ene side går fantastisk i spænd og på den anden side er så forskellige, at det bidrager til en enestående dynamisk fremdrift i hvert nummer.

For mig er nøgleordet i forbindelse med ILLLS overraskelse. ‘Teeth’ formår at være så toneangivende for den resterende del af EP’en, at dens spontane og uforudsigelige karakter gennemsyrer ens forståelse af musikken, og at lytte til ILLLS bliver derfor fra start af lidt sammenligneligt med at se en gyser: Man er konstant på kanten af stolen, og fødderne tripper af spænding og nysgerrighed for, hvad det næste mon bliver?

For mig er der ingen tvivl om, at når dette endnu kun er en EP, så er der gode ting i vente med ILLLS. Jeg er i hvert fald ventende på stolekanten.

_____________________________

3) Each Other – Heavenly Spaced

1110990243-1Vi har sagt det før, og nu siger vi det igen: Each Other. Det er en Lappland-oldtime favorite, og det er det af den såre simple årsag, at det er hammer godt. I maj skrev Tobias, at Each Others numre kunne forstyrre selv den mest elementære handling så som at rejse sig og lave kaffe, fordi ‘man næsten begynder at kunne synge med, men sangen bryder ned og slutter, og man kaster sig tilbage i lænestolen i ren og skær overgivelse og lover sig selv at høre alle numrene forfra ligeså snart det er slut’. 

Præcis denne Each Other-lige lyd, der er spækket med vokalharmonier, kor, finurlige temposkift, til tider skæve melodier og en hulens masse andre ting, er til stede på Heavenly Spaced. Pladen er varierede, og der er ikke et eneste nummer, der minder om det næste. Eksempelvis er ‘Good Neighbourhood’ fyldt med de skæve melodier og en ret så monoton sang, mens ‘Ash Mood’ lader den gode, legende melodi træde forrest og få ordentlig med ørenlyd. Kort sagt er alle sange en lille perle – og det gode med Each Other er, at som altid er hele molevitten til gratis download på deres bandcamp. Glædelig jul siger jeg bare!

_____________________________

2) Paint Fumes – Uck Life

Slovenly Recordings

2630106481-1Lad mig starte med at skrive at grunden til, at dét her er nummer to, er følgende: Jeg sidder på mit arbejde i dag, i ét stort kontor hvor alle sidder sammen, tager hørebøfferne på, trykker på playknappen, ‘Uck Life’ med Paint Fumes starter – og så derfra går der ikke mange sekunder før, jeg sidder og headbanger noget så tydeligt, mens jeg fuldstændig ignorerer mine omgivelser, som forgæves forsøger at få min opmærksomhed. Se dét er god musik. Musik der har evnen til at få dig til at glemme dine omgivelser – selv når du sidder på kontoret i dødsens stilhed.

Jeg synes, at Paint Fumes er spændende og vigtige at fremhæve på netop denne liste, fordi de ikke blot er støjende for støjens skyld, men der synes derimod at være en mening bag den støjende galskab. For en som alligevel kun har hørt skramlende punk i et par år, kræver den virkelig larmende og punket lyd alligevel lidt anstrengelse fra min side. Det er ikke tilfældet med Paint Fumes – det er 100% anstrengelsesfrit. Numre som eksempelvis ‘Uck Life’ minder mig faktisk en anelse om The Strokes – så bare lige det mere skramlet, skingert og råt. Det vigtigste er for mig, at der stadig er en melodi bag – så er det velkommen til at være så støjende som det vil ovenpå det.

_____________________________

1) Tame Impala – Lonerism

Modular

548648_10151230577245777_1185147696_nSå kom listen til sit endelige og for jer, der kender mig eller ofte læser mine indlæg, så vidste I sikkert, at den ville komme. Og jeg er ked af, at det hele skal ende så forudsigeligt, men hold nu bøtte, hvor er Lonerism et godt album – og helt sikkert en værdig efterfølger på successen ‘Innerspeaker’ fra 2010. De australske gutter havde noget af en opgave foran sig, da de skulle komme igen efter deres anmelderroste debut, og jeg er af den overbevisning, at de fik gjort det til noget nær perfektion.

Jeg havde længe glædet mig til denne udgivelse, og jeg ærligt indrømme, at da rygterne svirrede om, at Kevin Parker havde udtalt, at dette udspil fra Tame Impala ville have et meget mere poppede udtryk, blev jeg lettere panisk. Netop den 60’er-inspirerede rock var dét, der havde fanget mig ved Tame Impala, og jeg var absolut ikke interesseret i, at det skulle ændre sig. Jeg gav dog drengene lidt snor og købte pladen på udgivelsesdagen. Og det var anderledes end deres tidligere – ja – men det var stadig godt, og hver gang det spilles, bliver det bedre og bedre. Eksempelvis som førstesinglen ‘Apocalypse Dreams’ og numret ‘Endors Toi’ er for mig numre, jeg kan lytte til igen og igen, og for hvert lyt bliver jeg mere og mere glad for de forvredne toner, der smyger sig ud gennem højtalerne.

Mit argument for at smide Tame Impala på listens nummer ét er, at de stod overfor en opgave, hvor mange før dem ofte har fejlet: De har lavet en opfølger på en succes, som også er blevet en succes, og de har ændret deres udtryk og stadig formået at lave musik, som giver mening for Tame Impala-lyttere. Det er sgu en etter værd for mig!

/Kim

Skriv en kommentar