Årets bedste udgivelser – part 3

topfem3Det er lykkes mig at lave en liste bestående udelukkende af debut fuldlængder. Og før vi kommer til sagerne, må jeg lige bekende, at det har været urimeligt svært at skulle begrænse sig til fem styk. Der er et væld af kunstnere der i løbet af året har kastet fremragende udgivelser af sig, men som af den ene eller anden grund ikke har klaret vejen til min liste. Men det er vel også det der gør det sjovt, at man skal udelukke. Jeg prøver:

 

5) Town Portal – Chronopoly 

Subsuburban

TOWN PORTALEn svær ting at forholde sig til omkring dét at skrive om musik, er den balance der gerne skal mestres, når dem der skrives om rent faktisk er mennesker man kender. Troværdigheden kan let blive sat over styr, og det hele kan hurtigt komme til at virke lidt indspist. For mit vedkommende bliver udfaldet ofte, at jeg bliver overforsigtig. Ikke desto mindre har denne udgivelse, som involverer mennesker jeg kender, formået at vokse så meget på mig, at alt andet end en plads på denne liste ville være en løgn. Den er et instrumentalt overdådighedshorn af elementer fra en bred vifte af (rock)musikarter, overlegent udført af et band med enorm teknisk og kreativ snilde. Hverken underspillet eller overgjort. Bare lige i skabet.

____________________________________

4) Parquet Courts – Light Up Gold

Dull Tools / What’s Your Rupture? 

light up goldLight Up Gold er i sin helhed ret ny for mig. Den kom listende ind fra siden og væltede, flabet som den er, den egentlige fjerdeplads af listen. Den er et perfekt eksempel på, at man ikke altid behøver mere end højst nødvendigt, så længe det man har er ubetinget godt. Lyden er ørkentør punk med både hurtige og sløve sange, samt en nærmest overmenneskelig sans for hooks – som det kendes fra frontmand Andrew Savages tidligere foretagende, Fergus & Geronimo. Og så er der i øvrigt ikke en eneste dårlig sang på hele pladen.

____________________________________

3) Cold Pumas – Persistent Malaise

Faux Discx / Italian Beach Babes / Gringo Records 

persistent malaiseDet er længe siden, at jeg har set så meget frem til et debutalbum, som jeg gjorde til Cold Pumas’. Pladen er på flere måder ikke rigtig hvad jeg forventede. Men for hver forventning den ikke har indfriet, har den budt på nye og hidtil ukendte sider af Cold Pumas. Cold Pumas er stadig ubestridte mestre i repetitiv postpunk. Men hvor denne postpunk på tidligere udgivelser var mekanisk og støjende, er den nu blevet mere følt og melodiøs. Trommeslager og sanger Patrick Fisher indrømmer i et interview, at albummet rent lyrisk kommer omkring omtrent det samme som Bon Iver gør på sin debut ‘For Emma, Forever Ago’ (forlist kærlighed), hvilket muligvis bærer en del af forklaringen på den ‘nye’ lyd. Et yderst anbefalelsesværdigt album, hvis man værdsætter det underspillede og synes England havde de fedeste bands for 30 år siden.

____________________________________

2) Metz – Metz 

Sub Pop

metzMetz fik i første omgang ram på mig i kraft af deres insisterende måde at støje på. Der kan nævnes en masse andre bands, som nok i virkeligheden støjer mere. Men der lader med Metz og et fåtal af andre bands til at herske en bevidsthed omkring de virkemidler der tages i brug. Jeg forestiller mig at Metz har tegnet en streg, som angiver hvor langt der kan gås i udformningen af deres støjrock. Hvis man holder sig i for sikker afstand til stregen, er der ikke særlig meget smæk på. På den anden side af stregen bliver det til støjmæssig alvor, men der er samtidig også en afgrund ned til den visse rockdød. Så hvad Metz – i min forestilling – gør, er at de står helt ude på kanten af afgrunden, lige på stregen, og balancerer i en dundrende rock rus. Hvilket umiddelbart bidrager med en mærkelig, lidt udefinerbar nerve. Så selvom denne debutplade af og til lyder nærmest poppet af en støjrock plade at være, og selvom inspirationskilderne er tydelige, så har den i kraft af ovenstående langt mere moment end de fleste andre plader der larmer. Nirvana møder Young Widows. Det er guf!

____________________________________

1) Chris Cohen – Overgrown Path

Captured Tracks

11183_JKTChris Cohens debutplade i eget navn er alt hvad den kunne være. For de, der skulle have haft nogen forventninger til den, er den det nedbarberede udtryk, som man igennem hans tidligere projekter har vidst han kunne bære, og som undertegnede i virkeligheden har længtes efter at høre altid. For de, der med Overgrown Path for første gang stifter bekendtskab med Chris Cohen, er den en magisk plade fuld af pop, vellyd og mystik, som er perfekt at miste sig selv i på en mørk vinterdag. Hvad der medvirker til at udløse førstepræmien er, at den føles så enormt levende – dette på trods af at Cohen selv har indspillet alle instrumenter lag på lag. Den er upoleret til perfektion. En behersket, dog legesyg pop plade der simpelthen synes umulig at sætte en finger på.

 

Tobias

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s