The Evens

the_evens_at_regent_hall_by_tom_bronowskiAmerika’s vredeste teenager kaldte Pitchfork den nu 50 årige Ian MacKaye fornyeligt. Fra de tidlige dage i Teen Idles og Minor Threat til posthardcore velsignelsen Fugazi har MacKaye været en central figur indenfor punk og hardcore miljøet både musikalsk og politisk.

Og det er han stadig.

Sammen med sin kone Amy Farina (tidligere The Warmers) danner de to par i duoen The Evens, der før jul udgav deres tredje og særdeles anmelderroste album The Odds. Men for både Ian Mackaye og Amy Farina har musik aldrig handlet om succes målt i salg af plader, koncertindtægter eller merchandise. Musikken er et et opråb, et pædagogisk projekt, en opfordring til samfundssind. Puritaner eller idealist – Ian MacKaye og viv skruer imponerende velfungerende post post-hardcore sammen. 

Alt omkring mr. Ian MacKaye er gennemsyret af en streng do it yourself og non profit etik. Koncerter, udgivelser, distribution klares uden om mellemmænd, for det handler om selv at have kontrol og om at tage de rette valg. Sådan er det stadig – også med The Evens. Her koster en billet stadig 5 dollar, når duoen gæster byen, og der spilles helst ikke på gængse spillesteder men i stedet steder, hvor der ikke sælges alkohol, så selv de yngste må komme indenfor.

Der er med andre ord ingen slinger i valsen – heller ikke i den musik ægteparret MacKaye og Farina sammen skaber. Den er simpel og effektiv, uden unødvendig pynt, og virker på mig som en videreudvikling af den lyd Fugazi sluttede af med på albummet The Argument i 2001. Trommespillet er jazzet og sprudlende med Amy Farina for enden af stikkerne, mens MacKaye lader sig inspirere af blandt andet ska i sit beherskede men stadig ulmende aggressive baritone guitarspil. Produktion er minimal, og når man hører en The Evens plade, lyder det som om, ægteparret sidder lige over for én og spiller. Både på The Odds (2012, Dischord) og Get Evens (2006, Dischord) besidder sangene så gennemførte melodier og perfektioneret beherskelse af de sparsomme virkemidler, at den nøgne produktion blot føjer til duoens velmente opsang.

Arven fra Fugazi og Embrace skinner helt sikkert igennem hos The Evens til glæde for gamle fans. Men The Evens er i sig selv velskrevet og vedkommende postpunk, eller noget post dette, der fungerer glimrende, om man kender Ian MacKaye eller ej.

Lyt til King og Kings fra The Odds (2012) og Cut From The Cloth fra Get Evens (2006) i en live version.

//Troels

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s