Februars koncerter

hoax (1)Årets første rigtige koncertmåned er i fuld gang. Februar byder på flere særdeles interessante initiativer i København som Frost Festival og D O K U M E N T #1 ud over den sædvanlige mængde lækre koncerter lige uden for din hoveddør. Bliv klogere på den kommende måneds musikalske eskapader her.

THE FELINES + HENRY THE RABBIT + THE VAMBOURINES

Lygten Station, lørdag den 2., entre: 50 kr. 

Allerede på februars anden dag er der ikke blot en enkel koncert, men derimod et helt arrangement, man kan bruge sin lørdag aften på – også så for den sølle sum af 50 kr. Især Felines (som jeg kender bedst) er et syn samt lyt værd. De tre piger udgør en powertrio af dimensioner, og især et nummer som ‘Daddy Walk’ illustrerer til punkt og prikke, hvad damerne her står for. Det er catchy, larmende, skraldet, simpelt og stærkt influeret af musik fra fordums tid. De slog pjalterne sammen i 2010 og har siden da spillet adskillige koncerter både i DK og rundt omkring i Europa, så forvent absolut toplevering fra Felines denne aften.

Derudover kommer Henry The Rabbit, som efter sigende skulle været kommet helt fra det ydre rum for at spille musik for klodens befolkning akkompagneret med en ukulele og en bærbar, og The Vambourines, som spiller god gammeldags rock’n’roll med guitar, trommer og vokal. Der er ikke meget at finde om disse tre bands, men vi har lidt på fornemmelsen, at dette arrangement kunne være en usleben diamant, der næsten kun kan overraske, forbløffe og underholde.

_____________________________________________________________________

HOAX (US) + ICEAGE + TUMOR WARLORD

KB18, fredag den 8., entre 40 kr

Kan du lide din moshpit brutal, så er denne aften på KB18 perfekt. Amerikanske HOAX har deres egen hype i den punkverdenen, både for deres kompromisløse, skraldede hardcorepunk og for deres særdeles voldelige sceneshow. En diagnose af bandet vil sandsynligvis indeholde vendinger som ‘bekymrende selvskadende adfærd’, ‘abnorme vredesudbrud’ og ‘udadreagerende adfærd af særlig farlig karakter’. Efter et par koncerter i New York er Iceage tilbage i København, hvor de denne aften giver endnu en forsmag på, hvad albummet You’re Nothing byder på, når det udkommer den 19. februar. Klokken 21 sharp starter aftenen med Amagers punkweirdos Tumor Warlord, der spiller dansable dystopisk postpunk.

_____________________________________________________________________

SPILLEMÆNDENE + MADS BELDRING + DEN FJERDE VÆG + BJERGTAGET

Huset KBH, fredag den 15.

Dette er en aften, hvor alle de, der som jeg, har hånet dansksproget musik med Tue West, Nephew og Rasmus Nøhr som empirisk belæg, må skamme sig, sige undskyld og forevigt bære en Thomas Helmig t-shirt som straf. Den intelligente og overraskende dansksprogede rockmusik træder i karakter på Huset, hvor Spillemændene, Mads Beldring, Den Fjerde Væg og Bjergtaget vil spille et kort sæt hver, mens hele herlighed optages for senere at blive udgivet som en kollektiv live-plade. Ideen udsprang af en artikel i Information, hvor Ralf Christensen beskrev disse fire bands som en hybrid af Dansk Folkemindesamling og Pitchfork – et nyt ståsted for nysgerrig dansk musik med afsæt i den danske kulturarv og Brooklyn.

_____________________________________________________________________

MAPS & ATLASES (US)

Loppen, torsdag den 21., entre 95 kr

Chicago kvartetten Maps & Atlases slog igennem i min omgangskreds med EP’en You And Me And The Mountain, der med legende lethed blandede mathrockens krøllede sangstrukturer med lethjertede popmelodier. I dag, to album senere, er Maps & Atlases nærmere et komplekst indierock-orkester, der inkorporerer detaljer og figurer fra et væld af genrer. Ud over kringlede guitarriff og en kæk claves er Dave Davison’s lyse nasale vokal et særligt kendetegn for bandet. Hans stemmeføring kunne beskrives som lys soul-mumlen, der ikke desto mindre fungerer perfekt til dette sympatiske band. Forvendt en opløftende koncert på Loppen den 21. februar.

_____________________________________________________________________

HOMEWRECKER + THE ROAD TO SUICIDE + ORACLE O.

Huset-KBH, torsdag den 21., entre: 30 kr. for studerende, ellers 50 kr.

Split Screen Music står denne aften for at holde arrangement båret af de tre S’er: Syre, Støj og Støvet. Med andre ord: Forvent masser af psych, desert-rock og larm. Homewrecker, The Road To Suicide og Oracle O. er alle relativt nye på den danske musikscene, men har indtil videre klaret sig ganske, ganske godt. Eksempelvis har TRTS charmet sig til en opvarmningstjans for amerikanske Tamaryn, når der er koncert på stengade den 8., og Oracle O. har lavet musikvideo sammen med danske superinstruktør Eva Mulvad (se her). Alle tre bands tager udgangspunkt i psych-rocken men på hver sin måde, hvor eksempelvis Homewrecker står for den mere kraftladet og kontinuerlige desert-vibe, mens Oracle O. benytter sig af fremdrevne rytmer og leg med bølgende opbygninger, der eksploderer i følelsesladede højdepunkter. For os er der ingen tvivl; disse tre bands er kommet for at blive, så gør dig selv den tjeneste at få det set, mens billetterne stadig kan købes til billige penge.

_____________________________________________________________________

D O K U M E N T #1

Mayhem og Hovedbiblioteket, fredag og lørdag den 22.-23., entre 50kr & 50kr

Københavns Hovedbibliotek vil i samarbejde med det danske label Posh Isolation dokumentere den nye københavnske punkbølge, der gennem et par år har fået omverdenen til at holde et ekstra godt øje med København. Arrangementet er delt i to. Første aften finder sted på Mayhem i Ragnhildgade hvor Lower, Lust For Youth, Zero Figure og Forza Albino spiller, og dagen efter på Hovedbiblioteket i Krystalgade spiller Iceage, Damien Dubrovnik, Hand of Dust og Age Coin. Lars Kjelfred, bibliotekar på hovedbiblioteket, skriver:Alt bliver optaget og dele her fra vil sammen med diverse svært tilgængelige b-sider, kassettebåndsudgivelser etc. udkomme på en dobbelt LP til efteråret. Vi kalder det folkeoplysning’. Læs mere om arrangementet på https://www.facebook.com/events/409627359120046/ og https://www.facebook.com/events/258561927607496/

_____________________________________________________________________

DAN DEACON (US) + THULEBASEN

Jazzhouse, torsdag den 28. februar, entre 130 kr

Det er originalernes aften på Jazzhouse, når Frost Festivalen præsenterer amerikanske Dan Deacon og danske Thulebasen. En original skal i denne sammenhæng forstås som en person, der griber en sag an på nyskabende og nysgerrig vis uden skelen til, hvad andre tænker eller siger. Dan Deacon er sådan en person. Hans hyperaktive popmusik er en mosaik af 80’er arkadespil, nøje afhuggede støjstumper, indiepop i en ADHD-drengs krop og melodisk overskud i milevis, der tilsammen bliver til et glas musikalske lykkepiller. Lykkepiller behøves alt at dømme ikke live, når Deacon bag et væld af maskiner og indhyldet i ledninger, inviterer publikum med i musikken, der bakkes op af to live-trommeslagere. Forinden er det de danske originaler i Thulebasen, der udfordrer livekoncerten som ide ved at improvisere lystigt henover deres rumskibsflyvende kraut-spetakel af et rock-samsurium.

Den blodindsmurte fyr øverst er forsangeren fra Hoax

//Lappland

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s