Useless Eaters

577891_375537959156498_293358494_nDagens fortælling handler om Useless Eaters – og endnu mere præcist om manden bag projektet, Seth Sutton. Det er en historie om en rejse, der starter hos familien, derfra bevæger sig til selvstændig tanke og teenage-streger for slutteligt at ende ved en musikalsk mentor af anerkendt størrelse. Lad os blot kalde det en oplevelsesrejse, der blander tilfældighed og ihærdighed, men mest af alt handler det om musik, og det starter her: 

Efter en del rejsen rundt i først Tyskland så senere Virginia, slog Suttons familie sig ned i Memphis, Tennessee, da Seth stadig var helt ung. Memphis og familien – herunder især faderen – havde allerede fra barnsben af en kæmpe betydning for Seths senere færden i punkens verden. Faderen, som arbejdede i US Air Force, var på ingen måde hverken en  militant eller dominerende faderfigur overfor Seth og hans bror, og han brugte uanede mængder af sin tid på at lære de to små knægte at elske punkens forfædre; The Clash og The Ramones. Faderens kærlighed til punkmusikkens ærlighed blev snart ihærdigt delt af den unge Seth, som selv fandt tiltrækning i en mere specifik form for punk; nemlig hardcore punk som eksempelvis Bad Brains.

Der var ingen tvivl om, at musikken var lige så lokkende for Seth, som duften fra et bageri kl.7 om morgenen er for en sukkerafhængig, og han bevægede sig snart ud på eventyr i byens gader og stræder for at finde pladebutikker, der kunne tilfredsstille hans umættelige trang til nye musikalske inputs. Som for så mange andre blev The Reatards og the Oblivians en stor inspiration for Seth, men han fandt også nydelse i helt andre ting som eksempelvis jazz og blues, og han indså, at hans præferencer rakte længere end kun punk, som han til tider fandt begrænsende og ufleksibel. En aften sponsoreret af en hulens masse pot skulle blive Seths endelige åbenbaring. Han hørte her den mest fantastiske plade, som fuldstændig klargjorde hans vision for den musik, han selv ville lave. Pladen var Sun Ra.

Seth kom ud af starthullerne og begyndte at optage musik hos en ven, som havde udstyret – eller i det mindste noget af det. Der gik ikke længe før Useless Eaters fik en ganske anseelige mængde opmærksomhed i Memphis, og selveste Jay Reatard tog Seth under sin vinge og lod ham være opvarmning for nogle af hans shows et par år før, han dødede. Jays produktivitet og hans ‘I don’t give a shit’-attitude smittede af på Seth, som den dag i dag hører Jays stemme råbe demonstrativt i baghovedet, hvis han lader sig gå på af småting eller får lavet for lidt musik.

Seth har selv udtalt, at han har svært ved at definere Useless Eaters som punk. Det giver jeg ham ret i. Der er en ærlighed og en eksplosivitet ved musikken, som er – jo, punk – men der er så mange andre elementer i musikkens opbygning, der er tydeligt inspireret af pop, noise, garage og indie og en masse mere. Han virker til at have mange forskellige stemmer i sit indre, og det betyder, at alle numre er en ny rundtur i Seths mangfoldige univers. Nedenfor er der tre bud på den forskellige lyde, der kommer fra Useless Eaters:

/Kim

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s