Scott & Charlene’s Wedding

scott-and-charlenes-weddingDa der blev lagt mixtape op i sidste uge, fangede amerikanske Hang Time mig. Naiviteten og tilgængeligheden i musikken påvirkede mig i en så høj grad, at jeg pludselig havde glemt de halvdeprimerende omstændigheder, jeg befandt mig i; som eksempelvis at foråret ikke var kommet endnu, selvom kalenderen nu viste marts, og at jeg sad på kontoret til endnu en 8 timers lang arbejdsdag. Efter et par gennemspilninger (eller ti) besluttede jeg mig for, at jeg finde noget lignende, jeg kunne skrive om i denne uges post. Fordi det er stadig minusgrader, og der er stadig lange arbejdsdage, så lidt godt til øre og sind må være på sin plads.

I den forbindelse faldt jeg over Scott & Charlene’s Wedding. Først var jeg ikke helt sikker på, at jeg var det rigtige sted. Navnet smed mig fuldstændig af sporet, og jeg var sikker på, at når jeg nu trykkede ‘play’, ville jeg blive blæst omkuld af en pladderromantisk hitparade (groteske karaoke-udgaver af sange som ‘The Way You Look Tonight’ og ‘Lady In Red’) fra Scott og Charlenes bryllup – hvem end de så var. Og dog sagde min fornuft mig – blandt andet grundet billedet af fire rimelig ligeglade gutter på Bandcamp – at det nok ikke var tilfældet, så jeg tog chancen og trykkede afspil.

Craig Dermody, manden bag Scott & Charlene’s Wedding, er oprindelig australier, og som så mange andre før ham, er han flygtet til det store æble, New York, for at få opfyldt sine drømme. På nuværende tidspunkt har jeg svært ved at spå, hvorvidt det kommer til at ske for ham og de tre andre medbragte australiere, Jarrod Quarrel, Luke Horton og Dion Nania, men der er ikke nogen tvivl om, at de har fat i et eller andet. Sangene på den nyeste udgivelse (lavet i samarbejde med bandet Peak Twins) afveksler meget i deres udfoldelser, og disse variationer klæder hinanden godt fra den ene ende af skalaen til den anden. Eksempelvis starter ‘I Wanna Die’ meget ala Nirvana, hvorimod sangene ‘My World’ og ‘Two Weeks’ lader sig inspirere af jangle pop ala Real Estate. Grunge blandet med noisy jangle pop må være det tætteste, man kommer på en genrebestemmelse af SACW.

Men genredefinition er langt fra det vigtigste, når man lytter til SACW. Ligesom med Hang Time har det en meget kærkommen egenskab, som er, at musikken siver ind og bliver hængende. I få – meget værdsatte – øjeblikke bliver den virkelige tilværelse sat på pause, og man er et sted, hvor det er sommer, varmt (!), og man arbejder absolut ikke, men hænger bare med venner og andet godtfolk. Køb vinylen via australske Bedroom Suck Record.

/Kim

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s