What’s Up?

lHvad ville der ske, hvis Zach Hill (Hella, Death Grips) fik et barn med El Guincho’s maniske tvillingebror, og dette barn siden blev adopteret og opfostret af Ian Willams (Don Caballero, Battles) og David Longstreth (Dirty Projectors), der i mellemtiden havde slået sig ned på Trinidad & Tobago, hvor de delte hus med Delicate Steve? Eller rettere, hvordan ville dette barn lyde?

 

Med en klart defineret vision inspireret af den skiftende årstid i hjembyen Sacramento, Californien rekrutterede Robby Moncrieff i 2008 trommeslageren Teddy Briggs og bassisten Brian Marshall. De tre besluttede at danne et rockband og indlogerede sig ovenpå et lokalt kunstbrugerhus under navnet What’s Up?. Her indspillede trioen syv numre, der tilsammen kom til at udgøre det eneste trykte bevis på What’s Up?’s eksistens, nemlig debutpladen ‘Content Imagination’ fra 2009. Og hvilken fest.

Ivrige melodifigurer stryger hen over en eng af skramlede trommer og strukturangivende baslinjer. Åbningsnummeret “Yes”, der fremstår som albummets mest poppede eller i hvert fald lettest tilgængelige, starter ballet med et ordenligt skud solskin lige i pulsåren. Der går ikke mange overraskede blink med øjnene, før man gennemskuer, at der er jævne doser rytmisk kompleksitet forbundet med What’s Up?’s lydunivers. Til gengæld sørger Teddy Briggs med sit eksotisk pulserende trommespil for at forenkle udtrykket, således at man som lytter hele tiden er med på vognen og på trods af Moncrieffs vidtfarende guitarspil faktisk kan nikke genkendende med på de tilbagevendende melodier.

Udover legesyge og sans for melodi var Moncrieff optaget af selve indspilningsfacen. Hvad end målet for What’s Up? har været at lave en mathrocktrio, et eksperimenterende danseband eller noget tredje, kan det være svært at definere bandets egentlige lyd. Nok lyder trommerne smadrede og instrumenteringen er lige efter rockbogen, men undlader man at forsøge at gennemskue rytmedrillerierne og i stedet giver sig hen, kan man næsten ane et skær af noget caribisk, og den 12-strengede guitar får sågar enkelte steder en næsten steelpan-agtig klang. Brugen af overstyrede synthesizere bidrager yderligere til den lettere afvigende lyd, og på hjemmesiden amazon er bandet, lettere misvisende, set kategoriseret som electronica.

Andet nummer byder på mere solskin og kompleksitet. Der bliver også skruet en anelse op for tempoet, og Moncrieffs tid i bandet The Advantage – der udelukkende beskæftiger sig med coverversioner af temaer fra gamle nintendo spil – kan anes i de naivistiske melodier. Det er som om elementerne fra åbningsnummeret er bevarede men intensiverede, og det er her jeg vil vove mig ud i at introducere modenhedsprincippet:

Modenhedsprincippet er et begreb der er opfundet specielt til denne lejlighed og som tager udgangspunkt i bananen. Bananen er en frugt der er vellidt af de fleste, men hvis optimale modenhedsgrad har været diskuteret omtrent lige så længe som vi har kendt til frugten. Bananens kendetegnende sødme intensiveres, jo længere frugten får lov at modne, og det er ganske individuelt, hvor sød man foretrækker sin banan. Ligesom enigheden omkring bananens eksistensberettigelse, kan mange også nikke genkendende til, at solbefængte melodier og snedig rytmik kan være enormt medrivende og have en stærk effekt på vores humør. 

bananas

Det gælder for de syv numre på ‘Content Imagination’ som det gælder for de syv bananer på billedet til venstre. For hvert nummer der rundes, intensiveres oplevelsen. Så hvor langt af vejen man kan følge med, afhænger af hvor moden man kan lide sin banan. Eller hvor intense man foretrækker sine solskinsmelodier. For nogen vil lytteoplevelsen i sin fulde længde unægteligt blive lidt af en mundfuld.
Men hvis man – som jeg – har en svaghed for modne bananer, venter der sig med ‘Content Imagination’ noget af et ædegilde. Pladens tredje skæring, ‘Fool’s Gold’, er tilbagelænet og velskrevet og udgør en dejlig, småpsykedelisk afveksling fra de to hektiske forgængere. Som man bevæger sig videre føles pladen lidt som en varm jungle af banantræer, der bliver tættere og tættere af mere og mere modne bananklaser. Man spiser sig dybere og dybere ind i bananjunglen, og godt som man er ved at drætte omkuld af bananforgiftning, kan man ane en lysning forude. Man vakler de sidste skridt og falder sammen i ekstase og overmæthed ved lysningens åbning, hvor man bliver mødt af en gruppe indfødte, der – dansende i slow motion til det transcenderende slutnummer “The French Song” – omsorgsfuldt prajer i retning af en bunke bananblade, hvor man kan ligge og restituere.

What’s Up? eksisterer desværre ikke længere, og information om bandet er meget sporadisk. Ikke desto mindre er den højst anbefalelsesværdige ‘Content Imagination’ ude via ObeyYourBrain og kan købes på vinyl på bl.a. NormanRecords eller i digital form på itunes. Robby Moncrieff og Teddy Briggs er desuden begge aktive med soloprojekter og diverse samarbejder.

 

Tobias

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s