Blasted Canyons

blasted-canyons-590x396San Francisco Bay flyder over! I hvert fald hvad garagerock angår. Foruden en håndfuld efterhånden velkendte slyngler danner San Francisco og omegn ramme om en milelang række unge og gamle musikere, der laver bands og samarbejder på kryds og tværs i en sådan grad, at det kan være mildest talt svært at følge med – ikke desto mindre appellerer kvaliteten heraf til, at man gør sit absolut ypperste for at holde trit.

 

At San Francisco Bay området har været omdrejningspunkt for en betydelig del af USA’s toneangivende bands er gammelt nyt. Nogen vil huske koryfæer som The Grateful Dead og Jefferson Airplane, andre vil fremhæve senere punk pionerer som Dead Kennedys og Flipper. Men der er absolut ingen grund til at begrænse sig til den historiske del, når San Francisco skal placeres på verdens-rock-kortet. I øjeblikket huserer blandt andet en voldsom garageorienteret bølge i S.F. anført af navne som Ty Segall, White Fence og Thee Oh Sees, og det lader til at jo dybere man dykker, des større bliver bølgen.

En af de mindre eksponerede perler i rækken af byens spirende hystader er Blasted Canyons. Nærmest ud af ingenting udgav denne trio – bestående af Matt, Adam og Heather (Wax Idols) – deres selvbetitlede debut album i 2011 og fulgte sidste år op med EP’en 2nd place. På skift høvler de tre igennem på henholdsvis keyboard, guitar og trommer og rammer en lyd der nogenlunde imødekommer mange af garage-forskrifterne, dog peppet op med et stænk psych og lidt rock ‘n’ roll. Sangskrivningsmæssigt rummer bandet imidlertid et overskud, der rækker ud over de gængse tommelfingerregler om letkøbte kompositioner og kliché. Den begrænsede instrumentering kompenseres der for med energi, dynamik og pletvis pige/dreng duet, og man glemmer hurtigt, hvor spinkel en besætning der egentlig er tale om. En triumf der i høj grad må tilskrives producer Matt Hartman, der i 90’erne havde sin gang hos støjpopperne Henry’s Dress.
Hvor debut albummet var råt og lige-i-ansigtet, er der med EP’en givet mere plads til melodierne, der har fået et smådystert præg – og ellers fortsat hæsblæsende fart over feltet.

“Holy Geometry” er fra EP’en 2nd Place og “Death and a Half” fra den forudgående fuldlængde.

Sidder man med blod på tanden og tilsvarende dårligt overblik over den San Franciskanske scene, kan man med fordel slå et smut forbi positivedestruction, der selvproklameret er San Franciscos eneste rock ‘n’ roll blog. 

 

Tobias

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s