Jay Arner

jay-arner-maui-2Sidste år i august præsenterede Troels canadiske Jay Arner (læs her), og gav Jay ros for at bringe sommerdagene tilbage til trods for, at sommeren for længst var skredet. Nu, et halvt år og en pladekontrakt senere, er det på tide at se Jay i sømmene og én gang for alle få slået fast, hvad det er, den her gut kan.

I starten af april i år blev det offentliggjort, at Jay Arner var det nyeste skud på stammen på det mindre Vancouver-pladeselskab, ‘Mint Records’. Præsentationen indeholdt ord som ‘witty’ og ‘humble’, alt i alt en personkarakteristik der fik mig til at tænke på Mr. Darcy fra ‘Pride and Prejudice’. Så med et forbehold af anseelig størrelse fortsatte jeg undersøgelsen af manden med karaktertræk fra det nittende århundrede.

Det skulle dog ret hurtigt vise sig, at Jay langt fra minder om Mr. Darcy (medmindre han er reinkarneret som en synth-elskende popartist). Jay Arner har ligesom så mange andre (Mac DeMarco, Ariel Pink etc.) valgt at trække op i de gamle kitsch-tråde, hvor synth’en fastsætter melodien, der helst kører i ring hele nummeret igennem, trommen banker monotont afsted, og lejlighedsvist bryder keyboardet med en langstrakt tone eller to. Hele følelsen bag musikken er umiddelbart enkel og ligetil.

Og dog. Lige med Jay’s musik – til forskel for meget andet i denne genre – synes der at titte en fortvivlet ligegyldighed frem, hvor tekststykker som ‘I kept going‘, ‘you don’t know me‘ og ‘it’s so boring‘ i sangen ‘Street Freaks’ minder én om, at tilværelsen til tider er som en rundkørsel af kedsomhed, der ingen ende vil tage. Netop denne dysterhed gemt i en ellers glad popsang er, hvorfor jeg mener, at Jay Arner bringer et alternativt stykke musik frem i lyset, som er værd at bruge tid (og tekst) på.

Afslutningsvist vil jeg videregive ordet til Jay selv. Nedenstående tekst er copy pasted fra Mint Records, og det er Jays egen introduktion af sig selv og hans musik:

Hi, this is Jay, it’s 2013 and this is my artist statement.

I have music playing in my brain all the time. Sometimes something catches my attention and I do my best to follow the melody along and turn it into a song. I can’t say what it sounds like to other people, but to me my music sounds like the inside of my head. Claustrophobic but cavernous, no easy resolutions, confabulated music history.

I’m a naturally shy person; I’ve always submerged my identity in the idea of a band. But I also recognize the value of making myself uncomfortable (personal growth), so I’m shedding the pretense of being anything but myself. I wrote, recorded, and performed all of my first record. The cover is a giant fucking photo of my face and the album is called Jay Arner.

__________________________________________________

/Kim

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s