Maj måneds koncerter

daniel-johnstonIgen er det sandt. Der er så mange gode koncerter forude, at vi også her på Lappland er en smule rundtossede. København har det helt vildt, og vi guider dig til de bedste, de mest overraskende og – mest bare – de koncerter vi selv skal opleve i maj måned. God fornøjelse!

HEAVY DAYS IN DOOM TOWN PART ll

Ungdomshuset Dortheavej 61 – åbningsaften på Stengade, 2.-5. maj, pris: 475 kr. for fire dage, 100-150 kr. pr. dag

For anden gang løber den københavnske doom/sludge/stoner-festival Heavy Days in Doom Town af stablen. Allerede i morgen, torsdag den 2., åbnes festivalen på Stengade, inden det intense program for alvor går i gang på Ungdomshuset. Øverst på plakaten er de engelske doomlegender fra 70’erne og 80’erne Pagan Alter, amerikanske Cough – et sludge/doom band, der bedriver klassiske heavy riffs og psykedeliske udladninger i et slæbende tempo, tyske Kadaver med 70’er heavy-lyd og det engelske sludgeband Conan.

Heavy Days in Doomtown har booket i alt 32 bands, sørget for kultfilmsbiograf på biblioteket klods op af Ungdomshuset, vegetarmad på grillen, kunstudstillinger, billige øl i lange baner og meget andet. Hvis du som jeg ikke er fuldblods heavyhoved, men bare gerne vil snuse lidt til genrene og støtte et fedt arrangement, så tag til Nordvest i weekenden. Min personlige anbefaling skal lyde på Portland-bandet Danava, der også gæstede KB18 i efteråret. Gruppen nyfortolker klassiske heavy og progrock-dyder fra de sene 70’ere, tænk Black Sabbath og Led Zeppelin, på overmandende medrivende facon.

_____________________________________________

MOUNT EERIE (US) 

Huset KBH, Lørdag d. 11. maj, entre 100 kr.

Nye musikalske indtryk er allesteds nærværende, og personligt tygger jeg mig glædeligt igennem en god stak nye bands hver eneste uge. Men det er umuligt at tage det hele ind, give alt en fair chance, undgå at være overfladisk. Med Mount Eerie er sagen en anden. Hans helt unikke blanding af akustisk nedbarberet folkrock, hvor stilheden er lige så vigtig som de støjudladninger og dronede passager skovmanden fra Seattle-egnen også gør brug af, får lytteren til at fordybe sig. Man lades uden valg.

Phil Elverum er ansigtet bag Mount Eerie. Hans musikalske og litterære univers tager udgangspunkt i modsætningerne mellem hans lille hjemby Anacortes, og urlandskabet der omgiver den med bjerget Mount Eerie i centrum. Phil Elverum udgav først sprælsk og legesyg lofi-indie under navnet The Microphones, men skiftede ham til Mount Eerie i 2004. Sidste år udgav Mount Eerie hele to albums, det smukke afdæmpede Clear Moon, som Pitchfork valgte som Best New Music, og den mere ruskende Ocean Roar, som Drowned In Sound gav topkarakteren 10/10.

I den forbindelse var Phil Elverum på dansk jord sidste efterår, hvor han optrådte solo på Loppen. Denne gang kan han opleves med band på Huset KBH den 11. maj og til Pop Revo i Aarhus dagen før.

_____________________________________________

DANIEL JOHNSTON (US)

Vega, onsdag d. 15. maj, entre 200 kr.

Hi, How Are You? Daniel Johnston flyttede til Texas i slutningen af 70’erne og begyndte at optage simple singer/songwriter sange på kassettebånd, og dele dem ud til folk han mødte. Med barnlig naivitet, som en Forrest Gump med en ustemmet guitar, har Daniel Johnston skrevet absolut ærlig spartansk lo-fi musik gennem årtier og har inspireret et væld af musikere. Han er en af USA’s mest underfundige kunstnere og kan dårligt sammenlignes med nogen anden. Hans mest ikoniske udgivelse er Hi, How Are You fra ’83, der var et ud af tre bånd, han udgav det år. I dag lever han både som musiker og kunstner med en imponerende mængde kreativ output bag sig. Jeg er ikke Daniel Johnston kender, men hans særprægede facon og hjerteskærende ærlighed har skaffet ham en meget dedikeret fanskare. Eftersigende bliver man fan efter at have set Daniel Johnston live, og det kan du på Vega den 15. maj, så noter dig det.

_____________________________________________

THE BESNARD LAKES (CAN) + BLAUE BLUME (DK)

Stengade 30, fredag d. 17. maj, entré: 100 kr.

Hvis nu man siger: ’Ægtepar danner band’, så er din efterfølgende tanke nok enten: ’Voldsramt hustru’ (Sonny og Cher, Tina og Ike) eller ’hippiepar med guitar og banjo’ (John og Yoko, The Oh Hello’s etc.). Det glæder os at præsentere undtagelsen, der bekræfter reglen: The Besnard Lakes. Montreal-bandet er dannet i 2003 af ægteparret Jace Lasek og Olga Goreas, og de laver drømmende shoegaze’t post-punk. Bandet har i år fejret deres tinbryllup (ti år), så det er absolut ikke for sjov, de så længe har valgt at være ved hinandens side. Gennem årenes løb har den internationale musikverden også anerkendt bandets originalitet, hvilket eksempelvis førte til en nominering i 2010 ved Polaris Music Prize. I marts var de forbi SXSW og har turneret flittigt siden da, så mon ikke stemmerne og grabberne er godt opvarmet og klar til at rive det københavnske publikum med, når de gæster stengade den 17. maj.

_______________________________________________

UNKNOWN MORTAL ORCHESTRA (NZL/US) + THE WHITE ALBUM (DK)

Vega, tirsdag d. 21. maj, entré: 120 kr plus gebyr.

At være hypet er ikke udelukkende en dårlig ting, hvilket netop indie-hypen om Unknown Mortal Orchestra meget troværdigt beviser. Med frontmanden Ruban Nielson som kreativ direktør startede det newzealandsk/amerikanske band i 2010 med en finurlig lille manøvre; nummeret ’Ffunny Ffriends’. Sangen blev uploadet på Bandcamp uden yderligere information om, hvem, hvad eller hvor. Det fængende popnummer stod mutters alene, og bloggere og musikskribenter verden over var alle ved at rive samtlige hårstrå ud af deres hovedbund, for hvem stod bag? Efter en passende mængde tid kunne Ruban endelig stå frem og erkende, at nummeret var af Unknown Mortal Orchestra. Noget af et sats fra Rubans side, som klart (og heldigvis) viste sig at være det hele værd. I hvert fald står den pt på tour i øst, vest, syd og nord, hvilket betyder, at vi får fornøjelsen af UMO i Vega på en ellers kedelig tirsdag i maj. Aftenens opvarmning er danske The White Album, som drysser med lune folktoner og emmer af sweater-hygge.

____________________________________________________

BEACH FOSSILS (US) + FEW (SE)

Stengade 30, tirsdag d. 21. Maj, entré: 80 kr.

Et brokvarter væk sker der andre spændende ting i vores kære by denne ordinære tirsdag aften. Beach Fossils er endnu engang i Danmark (sidst var i 2010) med den nye plade ’Clash The Truth’ i ryggen, der har haft fornøjelsen af input fra The Mens producer Ben Greenbergs. Denne gang har strandfossilerne haft intentioner om at skabe et mere punket og aggressivt udtryk end tidligere. Umiddelbart er produktionen anderledes og knap så sovekammer-DIY-agtigt, ja, men punket er måske at slå søm i med en lidt for stor hammer. Sidst indiegruppen var i landet havde de en vild energi og charme på scenen, der uafhængig af punk eller ej gjorde koncerten til en lækker oplevelse. Så trænger du til en aften med alt fra stille hovednik til pulserende trampen med den ene fod, er Beach Fossils en sikker vinder.

_____________________________________________

MUDHONEY (US) + THE TREATMENT (AU) + TOTAL HEELS

Loppen, fredag den 24. maj

Det mest legendariske stadig eksisterende Seattle-band og OG alternativ rock-pionerer Mudhoney gæster København som eneste sted i Skandinavien. Siden 1988 har kvartetten knust tung blues og garagepunk i en morter af primal-energi med Seattles fineste pladeselskab Subpop i ryggen. Gruppen har altid haft et distanceret forhold til trends og hype i musikbranchen. Da Seattle for et par årtier siden var det hippeste i rock, sang gruppens altid syrlige forsanger Mark Arm: Everybody loves us, Everybody loves our town, That’s why I’m thinkin’ lately, Time for leavin’ is now. Men Arm og co. blev hængende, og bandets 9. galdefyldte album Vanishing Point er just udkommet. Niveauet er stadig tårnhøjt og anmeldere på Pitchfork, NME, Drowned in Sound, Dusted Magazine, BBC Music m.fl. er enige i den sag.

Med denne aften er de australske garagerockere The Treatment og den dansk/amerikanske punk-americana fusions-duo Total Heels. Sidst nævnte spiller hen på natten efter Mudhoney, så det bliver en all nighter på Loppen.

_____________________________________________

PURLING HISS (US) + THE SHRINE (US) + HAND OF DUST 

KB18, søndag den 26. maj, entre 60 kr.

Forventningerne til amerikanske Purling Hiss er høje. Ikke fordi de er et nyt band, men fordi deres tredje album Water On Mars tyder på at blive et af de bedre. Purling Hiss har været i studiet med Adam Granducial fra The War On Drugs, og han har tøjlet Philadelphia-trioens vilde fuzz-guitar til fordel for et mere tilbagelænet slackerudtryk. Er du til collegerock, Kurt Vile, alt det 90’er stads og langt hår, så er den her koncert vejen frem.

Beskidte, uopdragne og larmende. En kort og præcis karakteristik af aftenens første amerikanske band, der blander old school heavy med garagepunk, billige øl og skateboarding anno 1985. Du bliver ikke klog af at høre The Shrine, men med garanti underholdt.

Daniel Johnston er manden på fotoet øverst

//Lappland

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s