Årets hidtil bedste numre pt. 1

Article-949958-theeohseesI ny og næ kan det være rart at stoppe op og gøre optælling. Det kan være alt fra privatøkonomien til antal sokker i skuffen, men ikke desto mindre er det en ting, man til tider finder det rart at gøre. Lappland holder pause indtil december, og derfor vil vi gerne lave lidt optælling. Vi har haft optur over en masse fantastiske sange, så mange at det kan være svært at huske dem alle. Derfor har vi givet os selv, hver især, den opgave at udvælge vores favoritter fra årets første syv måneder. Her er både de bedste sange fra Lappland, sange vi har glemt at skrive om, og sange som vi ikke har skrevet om, fordi det var der nok andre, der gjorde. Tre playlister i alt – her er den første. De næste følger de kommende dage.

_______________________________________________________________________________________

Dark Bells – Wildflower

Med fødsel engang i det forgangne år er London-baserede Dark Bells tidsmæssigt stadig i babyalderen. Det vil sige alderen, hvor de fleste er lige ved at lære at stå og gå, og selvom det egentlig fungerer nogenlunde tilstrækkeligt i praksis, er det sjældent et kønt syn. Dark Bells er ikke offer for denne nybegynder-usikkerhed; faktisk alt andet end. Deres output er selvsikkert og viljestærkt, og der er ikke et sekunds usikkerhed omkring, hvad lyden skal være. En god ven præsenterede mig for singlen ‘Wildflower‘ for et par uger siden, og den har derefter været fast stamgæst på min playliste.

Jay Arner – Midnight On South Granville

Jay Arner er efterhånden blevet nævnt et par gange her på Lappland, så i tilfælde af at den ikke helt er feset ind endnu, får du den lige én gang til: Hør det. ‘Midnight on South Granville’ blev lagt op på Mint Records soundcloud for et par måneder siden og er en af perlerne fra det nyeste album ‘Jay Arner‘. Det er 70 % powerpop og 30 % dommedagens komme – et blandingsforhold der holder!

Bed Rugs – Blind

Siden Tobias i maj præsenterede belgiske Bed Rugs, har jeg adskillige gange tyet til nummeret ‘Blinds‘, så snart jeg har set mit snit til det. Ikke nok med at musikvideoen er noget af det mest geniale, jeg har set længe (synkronsvømmere gone psykedelisk – se her), så er sangen ydermere stereotypen på en ørehænger – altså den gode af slagsen.

Cascadia – Yours

De kalder selv deres genre for sadgaze og har dedikeret deres musikkatalog til minderne om teenageforelskelser og ungdommens besværede eksistens. Canandiske Cascadia kan støje, larme og flippe ud, og alt dette gøres helst med en knivspids melankoli, som giver kant til den endelige lyd. Vemodet får husly i de skrattende og skramlende instrumenter, som pinagtigt – og ærligt ikke mindst – kradser i din indre fortvivlelse. Når det så er sagt, må jeg ærligt indrømme, at Cascadia også bare kan bruges til at få afprøvet, hvor højt ens højtalere egentlig kan spille, før det går galt.

Natural Dreamers – Sir G

I spændingsfeltet mellem støj og stilhed har Natural Dreamers valgt at slå sig ned i midten på den gode langside. Der er lidt af det ene, så lidt af det andet. Trioen blev sidste februar sammenlignet med en legestue, hvor tre venner havde medbragt hver deres favoritinstrument, og derfra var reglen: Der er ingen regler. Natural Dreamers’ ‘Sir G’ er impulsbaserede lydbider, som på bedste puslespilsmanér er blevet stykket sammen til et spidsfindigt mesterværk.

Papir – III.IIII

Efter en mindre pause udkom danske Papir den 11. februar med endnu et nyt album kaldet ‘III’. Og som så mange af os havde håbet på, har drengene endnu en gang leveret et bundt numre, som trods utallige gennemspilninger stadig behager den grundige og interesserede lytter. Albummet fungerer egentlig bedst i sin helstøbte form, men når det nu skal være (og det skal det her), er nedenstående et godt udsnit af, hvad trioen har nørklet rundt med siden sidst.

Ruby Pins – Chameleon

Nummeret ‘Chameleon’ med Ruby Pins kunne meget vel allerede nu være på Tarantinos liste over soundtrack-muligheder til hans næste ‘kvinder-der-går-kamp-amok’-film. De gentagne guitarriffs, trommens fræsende fremdrift, og vokalens sarte, dog spydige, udfald er alle elementer, der bidrager til den støvede fornemmelse fra datidens desert-rock. Måske det bare er mig, men når jeg hører det her nummer, får jeg lyst til at sætte mig bag rattet på en gammel truck og køre ud mod horisonten. Fuld fart fremad.

Thee Oh Sees – Toe Cutter Thumb Buster

Thee Oh Sees er fandme bare godt. Sort på hvidt, ikke så meget danseri om den varme grød der. Jeg har været til et par koncerter, både herhjemme og i udlandet, og de har aldrig været tæt på at skuffe bare det mindste. ‘Toe Cutter Thumb Buster’ fra deres nyeste album Floating Coffin, udgivet i april i år, er et pragteksemplar på den energi, deres musik har, samt deres sans for detaljer, som igen og igen og igen gør mig glad i kasketten.

The Dodos – Confidence

Åh ja, The Dodos. Nej, ikke den danske dansegruppe (læs: Dodo & the Dodos), men den amerikanske duo fra San Francisco. I sin tid blev det ‘Foals’ fra albummet Visiter, som slog benene væk under mig og gjorde mig til fan. Dog gjorde opfølgeren Time To Die fra 2009 det modsatte, og jeg opgav lidt håbet om, at the Dodos var bandet for mig. Og dog. For da nummeret ‘Confidence’ bliver udgivet i maj, hører jeg noget nyt, noget mere ukontrolleret, som fik mig til at genoptage troen på projektet. Det hele gav ret god mening, da jeg senere fandt ud af, at Christopher Reimer (Women) før hans død nåede at være inde over en del af numrene. I hvert fald er det krystalklare lydbillede røget sig en tur til fordel for et lidt mere usoigneret finish, der klæder duoen ganske, ganske vel.

____________________________________________________________________________________________

Over and out, Kim

Øverste billede er Thee Oh Sees’ forsanger John Dwyer fra dette års Coachella.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s