Kitchen’s Floor

Kitchens floorIndtil for få uger siden var det slidte værelse på billedet hjem for Matt Kennedy. Et soveværelse, spartansk studie og arnested for kornede popsange, der matcher de jordslåede gardiner. Australske Matt Kennedy dyrker det triste og morbide og tilsætter underlige halvglade melodier. Folk har kaldt musikken melankolsk nedturspop. Selv kalder han det Kitchen’s Floor. 

Ideen var simpel, da Matt omkring 2007 startede sit projekt Kitchen’s Floor. Han ville lave fængende popmusik på skrammel-instrumenter. Fra sit beskedne værelse i Brisbane, gerne til ud på natten med billig rødvin i årene, tog de skramlede snøvlesange form. Stemningen i hans korte sange er om ikke melankolsk, så tynget af en vis mistillid til omverdenen, som det fremgår i dette citat fra bloggen Weirdo Wasteland:

“I haven’t been to Uni, I don’t work, I’m on welfare and I really like that. I don’t have any ambition to get a career or play the game. I don’t see any point in that – I just do what I enjoy doing. We all die in the end, that’s the ending of every story – it’s about just being aware of that and making the most of it and not forgetting that core truth.”

Popmusik behøves ikke være ureflekteret og hul, fortæller Matt. Selv kredser hans musik om hverdagens kedsomhed, huller i hjertet og depression. Formen er flosset low fidelity pop, der leder mine tanker hen på Beck’s første slacker plader, gammel Lou Reed og amatørismen hos Beat Happening.

Den 5. januar postede Matt på Kitchen’s Floor’s facebookside, at nu var han flyttet ud af sin trækasse af et værelse efter syv og et halvt år. Godt for ham tænkte jeg og ledte efter nyt om hans musik – uden at blive klogere. Et par af hans ældre singler er blevet genudgivet, og Kitchen’s Floor spiller stadig live. De jordslåede gardiner blafrer stadig.

Indtil der kommer nyt fra Brisbane’s sortsynede bysbarn, er det værd at dvæle ved singlen Bitter Defeat (2012) og livepladen Live at Real Bad (2013), som begge ligger herunder. Liveplader er ellers ikke min kop te, men den her er fed, fordi de overstyrede mikrofoner og publikums småsnak klæder Matt Kennedy og udstiller det deprimerende i hans univers.

//Troels

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s