Koncerter i april

Melt BananaOvenpå dagens gækkerier og usandheder om One Directions opløsning og Danmarks pludselig håb om en plads ved VM, er det vist på sin plads med lidt sandfærdig information, selvom kalenderen viser 1. april. Spøg til side ser denne måned rimelig tiltrækkende ud, når der bliver budt på alt fra lo-fi støjpop og garage-drøn til noisepunk og pionerende helte. Glædelig midt forår, folkens! 

___________________________________________________

Lee Ranaldo and The Dust (US)

Vega, København, torsdag den 3. april, entré: 180kr. 
Studenterhuset, Aalborg, fredag d. 4. april, entré: 150kr. 

leeSonic Youths svar på George Harrison – Lee Ranaldo – gæster både København og Aalborg med sit band The Dust. De udgav albummet Last Night On Earth i oktober, som viser en mørkere side af Ranaldo and The Dust end hidtil set. Inspiration til albummet skulle hovedsaligt være opstået, mens Ranaldo sad isoleret fra orkanen Sandy, hvorfor temaer som fortvivlelse og afmagt træder klart igennem. Bag navnet The Dust gemmer sig bl.a. Sonic Youth trommeslager Steve Shelley og den garvede guitarist Alan Licht, med hvem Ranaldo skærer guitarklinger til stor og underspillet forløsning.
For de dedikerede betaler det sig at slå et smut forbi Støberiet i Blågården på onsdag d. 2., hvor Lee Ranaldo fortæller anekdoter fra sine mere end 30 år i spidsen for skæv, standardsættende rockmusik under intime forhold.

_________________________________________________

Fluorescent Heights (SE) + Eerie Glue

Køkkenet over KB18, lørdag den 5. april fra 15-19, gratis

10013777_10152254479917299_439618253_nDen 5. april holder vi på Lappland i samarbejde med pladeselskabet Subsuburban og  Fællesantenne, en koncerteftermiddag i køkkenet ved vores kontor over spillestedet KB18. Temaet er lo-fi, kaffe og kage og billige øl. Svenske Fluorescent Heights har skabt et særligt lo-fi lydunivers, hvor stumper af støj møder udflydende melodier. Det lyder som om, det er optaget dybt nede under vandet, hvor svævende gobler og sjældne fisk svømmer dovent omkring. Henrik hedder fyren bag, og han er ikke bare vild dygtig, men også rar og god til at spise kage. Støjpop trioen Eerie Glue har gang i mange projekter. Fornyeligt udgav Art is Hard en pizzasingle med gruppen, og næsten samtidigt udgav det engelske pladeselskab Icecapades en split med tre underspillede smadderpop sange, der er svære at ryste ud af hovedet. Tænk midt 90’er altrock, britpop og bare gode sange. Vi glæder os!

_________________________________________________

Tim Hecker (CAN) + Dean Blunt (UK)

Atlas, lørdag d. 5. april, entré: 150 kr.

Tim HeckerDer sker ting i Århus i disse år, og anderledes bliver det ikke den første lørdag i april 2014. Flux Festival, som i sensommeren sidste år berigede Århusfolket, og de som ellers valfartede til, med et af årets mest vidunderlige musikalske begivenheder, har i samarbejde med Radar og Atlas fået lokket to af tidens tungeste drenge i musikgamet til byen. Det handler om ingen ringere end Tim Hecker og Dean Blunt. Begge artister udsendte anpriste albums sidste år, hvor sidstnævnte, Blunt, endda supplerede til sit med mixtapet Stone Island. Det er med disse to, samt det nyligt udgivet mixtape Skin Fade og Heckers over 15 soloudgivelser, senest albummet Virgins, at de to agtede pionerer lægger vejen forbi Århus d. 5. april. Forvent organiske, åndrige maskinrytmer hos Hecker, samt Blunts særegne melo-crooner-mystik. Alt dette på samme aften, og hele herligheden skal koste dig 150 kroner.

Hvis ikke du opholder dig i Århus i weekenden spiller Tim Hecker, dog ikke akkompagneret af Dean Blunt, men derimod britiske Pokk!, også i København dagen før. Her er det på Jazzhouse, det går ned.

_________________________________________________

Gardens & Villa (US)

Ideal Bar, mandag den 7. april, entré: 112 inkl. gebyr

Gardens-and-Villa-031Amerikanerne Gardens & Villa er kendt for deres legende, naive lyd, der på trods af et simpelt melodisk udtryk aldrig keder. I februar udkom deres nyeste album ’Dunes’, der med stjerneproduceren Tim Goldsworthy (Cut Copy, Massive Attack etc.) bag er en velfungerende siamesisk tvilling bestående hovedsagligt af delelementerne synthpop og electronica. Når Gardens & Villa rammer dansk grund er de cirka et par uger inde i deres Europa-tour, og hvis man kan tillade sig at dømme ud fra, hvad andre har kommenteret omkring deres optrædener indtil videre, kan Kbh vist godt forvente sig et mindeværdigt show denne mandag aften.

_________________________________________________

Yung + Fright Eye + Bed Bugs

Køkkenet over KB18, onsdag den 16. april, entré: 40 kr.

1904210_1478734665675699_1504792317_nAftenen inden påsken går ned, er der garage og punkrock fra Aarhus fineste kælderkolde bands. Igen foregår det i køkkenet ved Lappland & Subsuburban kontoret over KB18 i Kødbyen. På den interimistiske scene med en billig bajer i hånden kan du opleve Yung, der med det ene ben i 90’er grungescenen og det andet fanget i en sump af catchy garage spiller op. Trioen har en EP på vej, som vi her på bloggen glæder os svært meget til. Fright Eye er fuldstændig maniske på en scene, og deres paranoide hypergarage er bestemt værd at opleve. Mere sortseende er Bed Bugs, der skuler mod Englands postpunktradition udført i midtempo med overraskende melodistumper undervejs.

_________________________________________________

The Felines (DK) + Ekkofabrikken (DK)

Drone, torsdag den 17. april, entré: gratis

429692_400696149944260_1591407021_nHvis man nu ikke er helt nede med Jesus og fejringen af den sidste nadver Skærtorsdag den 17., kan man jo tage ud og høre højlydt rock i stedet. Drone har i hvert fald sørget for, at det er et alternativ til familiemiddagen og snak om, hvad det nu egentlig lige er, vi fejrer i påsken. Trioerne The Felines og Ekkofabrikken lægger lyd til denne aften i blasfemiens tegn, hvor garage rock og syretrip er det eneste, vi har lyst til at mindes og hylde.

_________________________________________________

Horrible Houses (SE) + Halasan Bazar + Grævling

KB18, onsdag den 23. april, entre 60 kr

HorribleSvenske Horrible Houses med mere end 10 år på bagen har ikke tænkt, at det første visit i Danmark skal gå unoteret hen. Halasan Bazar og Grævling sætter gang i en aften med psykedelisk pop og listige melodier. Og listige melodier har Horrible Houses masser af. Det er indieguitarpop som kun svenskere kan lave det – knivskarpt og stadig med plads til snerren og bid.

_________________________________________________

Eagulls (GB) + Gäy (DK)

Stengade 30, onsdag den 23. april, entré: 50 kr. 

eagulls-20131Det hænder, at tingene til tider ganske enkelt flasker sig, og det er lige nøjagtigt, hvad der er sket for britiske Eagulls. Der er snak i krogene, og rift om koncerterne. Sidste år beskrev vi musikken som ’anderledes fuld af finurlige guitarmelodier og medrivende hooks, der på skramlet vis leder tankerne hen på Pavement, Wipers, Replacements og mere nutidigt Janpandroids og No Age i godt humør’. Med andre ord en blanding der mildest talt rejser en noget høj forventning. Danske Gäy supporter denne aften.

_________________________________________________

Melt Banana (JAP)

Huset KBH, torsdag den 24. april, entré: 120 kr

MeltI Japan er de gode til at tage ting, og gøre dem mere fucked up end de allerede er. Eksemplificeret i Melt Banana. Duoen spiller kompromisløs hyperaktiv noisepunk med elementer af grindcore, elektronisk musik og pop. Der er ikke så mange at sammenligne dem med, men at de har turneret med Mr. Bungle og Fantômas viser lidt om hvilken type band, der er tale om. I visse sange spiller Yasuko Onuki på, hvad der ligner en futuristisk controller til et spilkonsol, og generelt er Melt Banana ikke bange for at være totalt far out.

_________________________________________________

//Lappland

 

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s