I skyggen af større

Mellemstunder sker det, at kunstnere skaber værker der på en gang virker tidsskelsættende, imens de samtidig besættende bjergtager den brede befolkning af musiksultne publikummer. En triumf, ganske vist, men ikke altid retfærdigt overfor kunstnernes øvrige udgivelser.Lappland hjælper dig derfor med at belyse de værker, som i skyggen af større, ikke har fået som retmæssigt.

 

 

My Bloody Valentine “Utilslørede elskovshymner”:

Ikke mange bands kan retmæssigt brovte af at have skabt et album så epokegørende for dens tid og synkront så altafgørende for eftertidens musikalske forløb. Det kan veteranerne i My Bloody Valentine, der i 1991 med mærkepælen Loveless notorisk, nærmest tvingende, fastslog hvordan shoegaze og sitrende popmusik måtte lyde. Loveless triumferede, og gør det endda endnu mere i dag, men fremstår samtidig fuldstændig fordunklende for bandets øvrige diskografi, især er det de tidlige udgivelser, som har måttet stå i skyggen af den stolte storebror, og dermed ikke indkasseret deres tilkomne glans.

Ærgerligt er det, når bandet godt 4-5 år forinden udgivelsen af Loveless udsendte nogle af tidens mest livnende popforfriskninger, som for mig fremstår som nogle af mest utilslørede elskovshymner. Især er det den guddommelige EP-tridente Sunny Sundae Smile, Strawberry Wine og Ecstasy som afslører My Bloody Valentine som de utvivlsomme herskere af forelsket popmusik, når de kan få, ja, sæd i ansigtet til at lyde som en besættende bejlen.


Pavement “Charmerende rodefornøjelse”:

Alle ved (og ellers burde de), at Gold Soundz måske er verdens bedste sang, hvis ikke den er det, er den i hvert fald verdens bedste sang at være redningsløst teenage-forvirret til. Denne ungdommens lovsang, sammen med den evigt fede Range Life, er at finde på albummet Crooked Rain, Crooked Rain, hvilket er hvorfor jeg tror, at Pavements oversete mesterlighed Wowee Zowee aldrig evnede at modtage samme massive popularitet, hos publikum såvel som kritikere: den mangler en Gold Sound’ish sang. Ærgerligt er det, når nu albummet er så sprængfyldt med lyriske finurligheder, både de sarkastisk lavmælte, men også de der tør handle om det der er større.

Når nu der lægges ører og opmærksomhed til albummet virker det forståeligt nok, at den ikke fremstår ligeså klassisk i sit udtryk, en egenskab som fx Crooked Rain, Crooked Rain i nogen grad besidder. Wowee Zowee derimod er på mange måder et symptomatisk Pavement-album. Et Pavement-album der lyder præcis som hvad der kunne forventes af et Pavement-album. En charmerende rodefornøjelse; sporadisk og legesyg.


Minutemen “Lektion i overlegenhed”:

Når jeg nu fremhæver Minutemens eksplosive mini-album Buzz or Howl Under the Influence of Heat, er det ikke for at tage noget som helst af den ære efterfølgeren, som derimod er alt andet end mini, Double Nickels on the Dime fortjent har fået. Dette bestialske kolossal-album er en lektion i overlegenhed, og i modsætning til de samtidige fagfæller Husker Du’s konceptuelle og fortænkte magnum opus, Zen Arcade, vil Minutemen bare gerne ryste din røv og kradse i noget tråd. Og det gør de, og de gør det godt. Præcis af samme årsag er det, at det mere beskedne tilløb, Buzz or Howl… er så sindsudvidende mageløs. Selvom alle tre spillere losser bolden så kilometerlangt ud af parken på Double Nickels…, er det ikke med den samme beslutsomme overmagt, som ses på atomudladningen Buzz or Howl Under the Influence of Heat. 15 minutters lydlig legestue.


Buster.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s