Alex G – DSU: En opdagelse.

For en mindre uges tid siden sad jeg, som flere gange før og prøvede at navigere mig rundt i den virtuelle internetgalakse af disse dages lydsammensætninger. Undertiden direkte sorteringstortur. I dette rod af klassificering, konstaterede jeg hen ad vejen, hvordan jeg konsekvent eftersøgte sider igennem, for at finde de respektive projekters dato for udgivelse. I ren og skær begær efter aktualitetsværdi. En ung fyr fra Philadelphia satte pause for min rigide forfølgelse. Her lagde jeg for anker, og blev i løbet af ikke så lang tid, slemt forelsket i min nye opdagelse.

Efter at have skamhørt udgivelsen på kryds og tværs og gennemledt information om denne charmante musikant, viste det sig, til min store fortrædelighed, at hvad der stod som udgivelsesdato d. 6. november blot var en genudgivelse. Som en personlig demonstration, vælger jeg ikke desto mindre nu at fuldføre den anbefaling, som jeg i første omgang havde sat mig for at etablere. Dels fordi, det slog mig hvor ubeskåret intet betydende udgivelsesdatoen er for musikkens kvalitet, men mest af alt fordi, albummet DSU af talentfulde Alex G fra Philadelphia er årets bedste ingen elsker mig-indieplade.

Første gang udgivet i sommers, udsendte Alex G sit femte album, efterfulgt af fire selvudgivne, umastererede værker. Et femte album som minder mig om, hvorfor det er, at 90’ernes collegeslackede lo fi-indie er en af musikhistoriens mest charmerende milepæle. Heldigvis for udgivelsen forstår den, at det sjældent nytter sig at ekkoe ansvarsløst, hvor Alex G også hurtigt afslører sin unge alder, da man i nogen grad også fornemmer resultatet af mange timers 00’er-følepops hengivenhed på diverse teenageværelser. På det sløret snøvlende nummer Rejoyce, bliver vokalen pitchet på nærmest Broken Social Scene’sk manér, hvor nummeret tillidsfuldt fremstår som et efterskrift for Anthem for a Seventeen Year-Old Girl.

Klangfuldt deevolutionær, forsøger Alex G gentagende at smide brudstykker og fornemmelser af melodier ud i albummets sfære. Sjældent får de lov til at udvikle sig yderligere. Et album fyldt med gode ideer, og selvom det indimellem går langsomt, er det nærmest forpustende at bevæge sig fra det shoegazede pophit After Ur Gone i albummets start, til den juvenilt jazzede afslutter Waiting For You. Den samme følelse som fyldes, når jeg fx lytter til J Dillas kanoniserede Donuts-plade.

DSU er en lektion i hengivenhed. Som hvis en brændende besættelse blev omsat til lyd. Der er så meget selvmedlidende guitarføleri på albummet, at det er svært at forestille sig, hvordan Alex overhovedet har tid til at samle sig om det skolastiske arbejde ved siden af al den itubrudte elskov som terapeutisk må behandles i sangene. Black hair it’s swimming in my head / black hair it’s bigger than death.

Alex G, som Elliot Smiths reinkarnation, opfostret af Stephen Malkmus, elev hos Alex Chilton med Built to Spill og Ariel Pink på iPod’en, en grædende guitarhelt.

Lyt til DSU i sin helhed gennem Alex G’s egen bandcampprofil:

Buster Ask

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s