Kal Marks

1014140_694854703865366_1662322679_nGanske hastigt bevæger vi os mod højtidernes højborg, en begivenhed som blandt andet bringer musikalsk diktatur i det offentlige rum. Og ja, det er da selvfølgelig svært, når julemanden ikke har været forbi med gaver, eller der ikke er kommet sne endnu, men de fleste af os kan nok godt blive enige om, at problemernes grad af alvor til nøds florerer ved overfladen. Så hvis du er frisk på en tur helt ned i dybet, hvor menneskets forfald endevendes, og magtesløsheden dyrkes, kan jeg stærkt anbefale at drukne julens tilbagevendende pestilenser med amerikanske Kal Marks.

 

 

 

 

I dag er der præcis en måned til juleaften. En markering der tvinger uundgåelige associationer til julens allerhelligste som mandelgaver, konfekt, flethjerter, kulde og jule-hits. Ja, jule-hits. De der gentagne plager der brager ud for fuld udblæsning hver gang, du træder ind i en butik for at få den uoverskuelige mængde af gaveindkøb lidt af vejen. Til tider føles det som om, Mariah Carey, Barry White og Wham er indgået i en noget skizofren sammensværgelse med ét eneste formål: At drive dig til sønderrivende galskab.

Nok julesnak. Lad os komme frem til den egentlige pointe: Kal Marks. Egentlig alt andet end jule-hits potentiale – i mange henseender det komplet modsatte – men de har fat i den lange ende, hvad angår ørehængere. Selvsagt er vi ude i en helt anden tilgang end førnævnte hovedartister bag de årlige landeplagere, men det er der stadig. Det gode hook, der går lige den tappende fod, det vagt rokkende hoved samt hukommelsen.

Vi befinder os i bunden af tønden, skraber i de nederste lag af et mørkt materiale. Musikken dikterer det, teksten fortæller det. Allerede fra start af understreger titlen ‘Life Is Murder’ fra sidste års udgivelse, at Bostons Kal Marks ikke har et ønske om ubemærkede pointer (bandnavnet er vist også et tydeligt vink med en vognstang på den front).

Nothing is fair in this world anymore‘ starter titelsangen ud. Et udsagn der kommer til udtryk i musikkens gentagne melankolske mønstre med kampklare trommerytmer i ryggen. Bøj hovedet, overgiv dig til emo-tilstanden og glem julehymnernes lalleglade budskaber. Sammen med Kal Marks er vi alle sammen mere eller mindre i en tilstand af komplet håbløshed, hvilket overraskende nok – for mig i hvert fald – skaber et tiltrængt åndehul fra julens ellers anmassende positivisme, hvor problemerne topper, når julemanden ikke har pakket drømmefyren under træet.

Den 2. december udkommer ‘Just a lonely fart’, hvor kun nummeret ‘Zimmerman’ er tilgængeligt indtil videre. Lyt her:

/Kim

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s