Ledefremvirkende vinterlyd: 3 indslag

flying-saucer-attackNovember tæller nu i skrivende stund godt sin 20. solskinstime, og heller ikke kalenderens
nedtællende karakter tyder på, at særlig mange flere har tænkt sig at ramme os herhjemme. Vinterens tågeslør skygger for forhåbningerne om at se længere ud end en mørk eftertid. Behageligt – og behændigt – kan det være at barrikadere sig mod et sådant attentat, men før eller siden vil panseren dog knække og den sæsonale sortsyge flyde, og selvom denne kan føles nødvendig at bekæmpe, er der indimellem noget tilfredsstillende ved at vande denne lede og synke længere ned i kulden. Læs med og lær 3 musikalske indslag at kende, som alle ingen interesse har i at hele din vinterdepression.

Elizabeth Fraser:

Sangerinden, som af flere har fået smidt den astronomiske titel, Voice of God, efter sig, har præcis
den etheriske kølighed i sin vokal, som berettiger et sådant udsagn. Med sin duggede sopran, har hun i utallige konstellationer, lagt sig sfærisk ovenpå diverse lydspor og klædt den på med sin nærværende melankoli. Selvom disse konstellationer både tæller soloprojekter og nyere gæsteoptrædener, er det især i hendes sagnomspundne musikkorps, Cocteau Twins, at hun forstod at fuldkommengøre sin ambrosiske klang. Særligt indeholder nummeret Lorelei, en vis vinterlig følelse, når den anført af en nærmest julelig klokke marcherer taktfast frem i forløbet. Synkront i tid afholdte hun sig heller ikke fra at medvirke på selskabskammeraterne, This Mortal Coils, mesterlige hit, Song to the Siren, som ligeså elegisk følger dig igennem frostmånederne.

Essentielle albums:

Cocteau Twins – Heaven or Las Vegas, This Mortal Coil – It’ll End in Tears


Mørk midthalvfemser-boom bap:

Få år efter, at Wu-Tang Clan for første gang indbød verden ind i deres egenartede kammer af (for en gangs skyld) underholdende skits og samurai-samples, udsendte medlemmet GZA en langt ondere, men noget mindre opsigtsvækkende udgivelse, som i langt højere grad egner sig til kuldens bitre kynisme. Liquid Swords er navnet. I modsætning til mange andre Wu-rappere, har GZA en speciel evne til at fremstå som ren, rå Wu-kraft. En nærmest sværdsvingende kraft, der lyder som en styrtsø af rullende kravlenissehoveder. Ikke kun i New York var der kuling over midthalvfemsernes hip-hop. Selvom sydsatsgruppen OutKast senere blev kendt for et helt andet og noget mere humørsygt take på genren, nåede de med albummet ATLiens at give os en iskold lydlussing. Uden tvivl den plade, som egner sig bedst til sneglende at cruise igennem decemberafteners tilføgede snelandskaber.

Nødvendigheder:

Genius/GZA – Liquid Swords, OutKast – ATLiens, Ras Kass – Soul on Ice


Eremit-shoegaze:

Hvis det du i vintermånederne hungrer afgjort mest efter er at vandre hvilefuldt rundt og iagttage
hverdagen gå mere og mere i stå, er det især i denne sektion af indlægget, du bør lytte ekstra godt efter. Disse værker som her præsenteres, er alle værker som på hver deres måde forsøger at beskrive en indgroet stemning af håbløshed. Når Flying Saucer Attack melodiøst supplerer den konstante summen igennem hele albummet Further, virker det snarere end en rastløshed overfor ensomheden, som en accept af den. Hvad den netop gør bedst, er dens måde at virke ubevægeligt følsom på, på en brutal bekostning.

Nødvendigheder:

Flying Saucer Attack – Further, Slowdive – Pygmalion, Bark Psychosis – Hex


God Fornøjelse!

– Buster Ask

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s