Årets bedste, pt. 2

safe_imageI dag og de næste dage vil hver af Lapplands skribenter liste musikalske højdepunkter op fra året 2014. I dag er det Buster Ask, der kigger et år tilbage, og opsummerer på hvad, der i følge ham, har rørt sig mest.

 

Når jeg kigger tilbage på musikåret 2014, er der flokkevis af minder – positive minder vel at mærke, vedrørende hvad der musikalsk set har rørt sig rundt omkring i verden. Ikke alene herhjemme, har Danmark på trods af dets beskedne indbyggertal formået at udvise enorm stor musikalsk diversitet og godvilje. De danske labels har stået tåtrippende i kø efter hinanden, for rastløst at give bud på hvad de hver især mener bør udgøre det danske år 2014 set ud af en musikalsk brille. Labels som Infinite Waves, Janushoved og Blodrøde Floder har vakt en førhen underudviklet interesse for dansevenlig, dansk elektronik, hvor min største forelskelse herhjemme dog har tilhørt aarhusianske .Tears, som om nogen har en vis forståelse for velskrevne popperler, perfekt (og rundhåndet) doseret med rigelig weltschmerz.

Min bevågenhed udenrigs har mestendels bestået af aldrende, men aldrig bedagede, legender og nye, løfterige individualiteter. Svært er det at undgå monster-udgivelsen Benji, hvor, ført an af kæmpebabyen Mark Kozelek, Sun Kil Moon allerede tidligt på året satte barrieren højt for årets udgivelser. Madlib og Freddie Gibbs ville dog også lege med, og kunne sagtens, hvorfra de opsamlede lang tids samarbejde på den sindssygt stilrene Piñata. Nok om veteraner, for hvad 2014 også lærte os, var at selvmedlidende eremitmusik var hot, hot, hot. Først måtte jeg falde for Amen Dunes’ beskedent velsammenskruede Love, som nåede at komme dybt ind under huden på mig inden Alex G ubeskåret fejede alle projekter om at lytte til noget andet end hans anthem-fyldte genistreg, DSU, væk i et godt stykke tid.

Når alt dette er sagt, var der alligevel noget som kendetegnede 2014 mere end noget andet, jeg overhovedet har nævnt endnu. Det forgangne år har i nogen grad været særmærket af deciderede udødelige hip hop-bangers, der på den ene eller den anden måde, har været enten innovative, overrumplende eller uforudsigelige. Alle har de efterladt en med spørgsmålet: Hvor kom det lige fra? Dette, vil følgende liste forsøge at forklare nærmere:

 

Årets bedste ”hvor kom de fra?”-hip hop numre:

  1. OG Maco – U Guessed It

OG Maco. Et barmavet, brølende eksempel på, at sporadisk simplicitet ikke er ens betydende med lapperi. Atlanta-rapperen og hans sang er frekvent recenseret for ikke at tage genren seriøst, men helt ærligt, så er det her totalt stilstramme udtryk på alle måder mere forfriskende end så meget andet. Ikke på trods af det det skrabede klaver-beat, men i kraft af det.

  1. Rae Sremmurd – No Type

Da sydstats-brødreparret, Rae Sremmurd, valgte at slå hovederne sammen med allestedsnærværende producer Mike Will Made It, gik internettet amok. Ingen vidste helt hvem de to unge knægte var, men pludselig var de ikke blot et internetfænomen. For Rae Sremmurd er det ingen skam at lyde ung, tværtimod bliver det konceptuelt dyrket.

  1. Father ft. ILoveMakonnen & Key – Look At Wrist

Med sit Atlanta-crew, Awful Records, fører Father an for, hvad der flere gange er blevet sammenlignet med Odd Future. Når det er sagt, finder jeg personligt langt mere at komme efter på det stilmæssigt fritliggende mixtape Young Hot Ebony, end jeg gjorde på nogle af OF’s udgivelser. Her er stilen køligt mådeholden, med overflødigheder absolut uvelkomne. Universet fremstår dog altid facetteret, og det i kraft af Fathers fornemmelse for at berige udtrykket med vokale aversioner, fremfor at tillægge det direkte til beatet.

 

  1. Pusha T – Lunch Money

Selvom 2013 på mange måder var Pushas år, kunne han alligevel ikke modstå fristelsen for at sætte sit majestætiske aftryk på dette år også. Igen tog han Kanye i hånden for at rykke på grænserne for hvordan kommerciel rapmusik bør lyde. Lunch Money er sangen som aldrig kulminerer. Sangen, hvor omkvædet er ovre inden man forstod det var i gang.

 

  1. Vince Staples – Blue Suede

Efter at have medvirket på forskellige Odd Future-udgivelser viste 2014 os, at dette var året hvor Vince Staples selv skulle prøve kraft med egen udgivelse. Selvom EP’en Hell Can Wait måske står for mig, som årets mest konsistente hip hop-sending, overskygges de resterende numre alligevel af den no nonsense, ny klassiske, Blue Suede.

 

 

  1. Big Sean ft. E-40 – I Don’t Fuck With You

Selvom jeg meget lidt interesse har i at tage fortjenesten væk fra Big Sean selv, findes dette nummers mesterlighed dog i produktionen. Her kan der roligt snakkes om et clash of the titans, når årets it-producer, Dj Mustard, teamer op med vor tids nok mest stilskabende musikalske ener, Kanye West. Hvad de fik smedet sammen var magisk, og hverken Big Sean eller genfødte E-40, evnede at pille ved dette.

 

  1. Travi$ Scott ft. Big Sean – Don’t Play

Som en splejsning af Kanye anno 808’s & Heartbreaks, Kid Cudi og vor tids trap-tendenser, fremstår Houston-rapper, Travi$ Scott, som en ubetinget friskhed. Scott er en helstøbt størrelse, med en naturlig, musikalsk individualitet og et perfekt øre for samplingens potentialer. Selvom Travi$ Scott nu kun er en årets bedste sang og et par mixtapes gammel, har han i 2014 fejet det meste konkurrence væk.

 

  1. Rich Gang ft Young Thug & Rich Homie Quan – Lifestyle

Mange ville måske mene, det oplagte svar til hvem årets hip hop-duo er, ville være Run the Jewels. Personligt, er jeg indehaverske af et helt andet svar: Young Thug og Rich Homie Quan. Genialt var det, da Birdman valgte at slå dem sammen på mixtapet Rich Gang: Tha Tour, pt. 1, men der gik kollektiv nedsmeltning i lortet da singleopfølgeren, Lifestyle ramte. En selvtilfredshedshyldende hymne, stærkt forannævnt af Young Thugs innovative diktion.

 

  1. Bobby Shmurda – Hot Nigga

Det er troligt, at Bobby Shmurda og nummeret Hot Nigga, måske kraftigst vil blive memoreret for dens dertilhørende dansetrin og virale værdi. Dette kan aldrig tages fra den, men vigtigt er det også at huske på, hvor opstrammende stærkt et nummer det. Shmurda er koncentreret, hvilket det kræves for at gøre et nummer uden et decideret omkvæd til at uundvigeligt megahit.

 

  1. YG – 2015 Flow

Netop som jeg sad og skulle gøre status over året, valgte YG og DJ Mustard lige at vende hele lortet på hovedet, og dette endda på trods af at have udgivet et årets vigtigste udgivelser(My Krazy Life) i forvejen. Som en reaktion på at være overhalet af kollegaerne i årets Grammy-nomineringer, valgte YG kort tid efter at udsende årets mest fokuserede desperatlussing. YG er sulten, galhovedet og mest af alt udtømmende skarp. 2015 Flow tilhører ligeså meget dette afrundende år, som dets efterkommer. YG slutter året af, ved at sætte standarden for det næste.

 

Buster

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s