Årets bedste, pt. 3

10547638_709125752484555_2643552858326582067_nFøljetonen af Lapplands ‘Årets bedste’ når i dag sin tredje levedag. Forfatteren bag er Kim Ambrosius, og her er hvad, der ifølge hende, er nævneværdigt fra musikåret 2014.

 

 

 

Jeg kan ligeså godt bekende kulør: Jeg bryder mig ikke om årslister. Hvis I er bekendte med nissehaderen, er det omtrent sådan, jeg har det med årslister. Så det her er ikke en liste. Jeg har derimod valgt at opsummere, hvad der har gjort mest indtryk på mig i løbet af året – eller i hvert fald et helt magert udkog af dette. For nogenlunde at holde indlægget på en tålelig læsemængde har jeg valgt at fokusere på de oplevelser, jeg har haft med musik i levende live i 2014. Her er der lidt om årets festivaler, årets koncerter og en masse derimellem.

Årets festivaler

Når festivals-mastadonterne er travlt optaget af intern mudderkastning, offentlig tilsvineri og skænderier om, hvem der får lov til at booke Robbie Williams, priser jeg mig lykkelig for, at der i Danmark disse år blomstrer en kultur for mindre – efter min mening bedre – festivaler overalt i landet. Festivalen er en mulighed for ikke blot legitime men sågar obligatoriske formiddagsøl, masser af tid med vennerne og selvsagt musik; helst af både den velkendte og uopdagede slags.

I år har der været mange. Rigtige mange. Selv har jeg haft fornøjelsen af at arbejde på året CPH:DOX, hvor især Solbrud slog mine sokker af med melodiøs og højtflyvende metal, og københavnske Less Win parallelt med billederne af brutale tyrefægter-kampe endnu engang beviste, at de er og bliver et af de mest solide livebands i landet. Derudover har Endless Gratitude igen igen serveret et urokkeligt stærkt og alternativt program af slagsen, mens Wasn’t Born To Follow af to omgange lokkede især amerikanske og canadiske Lappland-favoritter (bl.a. Big Ups, Ought, Pow!, Perfect Pussy) til København.

Omkring 190 km vestpå fra hovedstaden har lillebror Aarhus endnu engang vist sig at være en værdig modstander – hvis ikke nærmest overlegen. Her er Pop Revo og Flux Festival en selvsagt bemærkning værdig (og et must hver år), men jeg må dog alligevel bøje mig allerdybest i støvet for Bryggerfest, som med sit andet år i år, stablede et program på benene, der var af højeste karat. Bands som Secret Life, Yung, Infuse Huddle, Urbanoia og Cold Pumas spillede intet mindre end eminente koncerter, der gav de varme og eftertragtede sommernætter en arrogant fuck-finger. Ikke mange ting kan få en flok danskere til at bruge tiden indendøre, når det endelig er varmt udenfor. Cadeau til dem der fik det til at ske her.

Årets koncerter

Én ting er nem nok at konkludere: Der har været nok af dem. Mit koncertår blev for alvor skudt i gang, da jeg var så heldig, at jeg fik muligheden for at rejse til årets SXSW festival i Austin. Og jo, der er meget skub, kø, overrend og hype, men man kan næppe tage fra festivalen, at det er en overflod af koncerter, der giver selv den mest koncertsky person blod på tanden. Jeg fik her mulighed for at se bl.a. Each Other, et band der længe har lydt gennem højtalerne, men som jeg endnu ikke havde fået fornøjelsen af live. En fornøjelse var det, og de tre gutter lød akkurat så veltrimmede og gennemført, som jeg havde turde håbe på. Derudover gjorde engelske bands som Bo Ningen, Traams og Drenge stort indtryk i den texanske hede, og Viet Cong trumfede bragt igennem med et live-show, jeg sjældent har set så overlegent. En så fuldstændig sindsoprivende omgang live-leg og kontroltagen skal man lede længe efter. Amerikanske Flagland får en bemærk med for et vanvittigt og ikke mindst halvnøgent live-show, der ville give selv den mest ihærdige modstander af Brooklyn-scenen trippende tåspidser.

På dansk jord har der ligeledes været uovertrufne oplevelser på livefronten som selv nu, i skrivende stund, giver mig et smil på læben. Bl.a. her står Amen Dunes’ sarte søndagskoncert på Musikcaféen i Huset skarpt, det samme er gældende for Chad VanGaalen og Cousins på Ideal Bar. Her blev der leveret uforurenet kvalitet fra Canadas inderste landskaber, en oplevelse der stadig giver mig kuldegysninger ved tanken. Af danske bands må jeg nævne Gooms, som fuldstændig blæste mig omkuld, da jeg så dem første gange for kun et par uger siden. Magen til musikalsk overskud skal man lede længe efter, og jeg glæder mig allerede til, at der bliver endnu en mulighed for at fange dem IRL.

Ligesom Troels føler jeg et stærkt behov for at sige tak til de mange bands og artister, der har lagt vejen forbi vores lille gemmekrog, Køkkenet over KB18. Et sted som stadig er ved at lære at gå, men som alligevel allerede tæller koncerter med bl.a. Teen Beams, Fright Eye, Yung, Bed Bugs, Myreskær, Spines, Gooms, The Felines, The Telestar Sound Drome, Eerie Glue, Fluorescent Heights osv. Der kommer meget mere i 2015, og vi glæder os allerede!

Ovenstående er blot en brøkdel af de mange timer, jeg har tilbragt hoppende, stående og siddende omringet af alt fra skrattende støj til beroligende guitarstrøg. At året har budt på så meget godt, at det piner mig ikke at kunne få det hele med, må jo betyde, at det sgu har været et ret så tilfredsstillende år. Virtuel high-five herfra til alle jer derude, der har beriget mit år med god musik. Meget mere af det, tak.

/Kim Ambrosius

Billedet øverst er af The Telestar Sound Drome til deres release i Køkkenet 7. juni 2014

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s