En tak til ekstra lækre udgivelser

I går var der post fra CIMG_0447anada. Et tapeindfedtet, improvisationsbrev med et lyserødt lysende Bruised Tounge-stempel på dens bagside. Efter et par minutters febrilsk flåen overvandt jeg det modstandsdygtige klisterbåndsballade og fik min præmie: et ligeledes lyserødt lysende bånd. Selvom hele svineriet vejede det halve af et løg, nød jeg nænsomt at bryde plomberingen, som hensynsfuldt var lagt henover den billige plastikkassettes gab. Oplevelsen med Un Blondes Tenet, gav mig en uforudset lyst til at rode min pladesamling igennem, for derefter at minde mig selv om, hvorfor udgivelser som fysisk gør dét ekstra, er sjovere at høre.

 

Selvom musik teknisk set er en fylde frekvenser, som ligeså vel kan opleves igennem din computers lydport, som på en kulsort vinylskive, er der en grund til at der gentagende akkvireres en rimelig procentdel af min, i forvejen beskedne, månedlige indtægt på LP’er og hvad der ellers byder sig. Ikke, at det ikke kan være en overjordisk oplevelse at høre sine yndlinge boomet igennem de bramfri hvide, in-ears, dyrker jeg ikke desto mindre at ritualisere min lytteoplevelse og hvad denne indebærer. Hele processen fra at stå og rode pegefingeren hårdhudet i støvede mælkekasser, til at gnide folien itu på sit cowboybukselår, for til sidst at aflevere den under nålen. Indlagt sidder man beredvilligt eftermiddagen ud, imens coveret vendes og drejes. Især de udgivelser, hvor coveret lige bliver vendt og drejet et par omgange yderligere, fortjener min tak. Om det så (bare) er en pink, plasterlignende plombering som tilsættes. Her skal lyde en hyldest til en lille håndfuld udgivere, som gider gøre sig besværet:

 

Vulgar Deformity:

IMG_0445Selvom det lille aarhusianske label ikke har mange kroner at gøre med, ift. mange af deres øvrige kollegaer, forstår de om nogen at gøre sig be-mærket igennem deres ellers selektive liste af udgivelser. Blandt andet, har de tidligere haft en gratis båndtriade til rådighed, samt kreative for-pakninger i indbundne konvolutter. Eksemplarisk, står debutudgivelsen til det nu afdøde HC-band, Emenkaya, dog som det mest betagende tilfælde. Her er det ikke det stemningsfyldte frontbillede som trækker opmærksomhed, men derimod en suspekt, sort kuvert fyldt med askelignende, fortovsgråt pulver (Sandsynligvis, referende til teksten fra Skinnerne Synger: “lig i bunker // ovnene flammer // asken falder, som sne på jorden). Selvom, der var besværligheder med, at denne støvform indimellem listede sig ud af kuverterne og patinerede de resterende bestanddele, ændrer det ikke på, at det er lidt spændende at have en sådan omgang til at ligge og rode ved sin plade.

 

Arca – &&&&&:

IMG_0443Før Arca begyndte at lege superstjerne, først for Kanye West, for dernæst at overtage verden esk-orteret af FKA Twigs, udsendte han et kortfattet, men efterhånden stilskabende mixtape. Ikke før dens popularitet var enorm, og efterspørgslen ligeså, valgte den venezuelanske producer at slukke tilhængernes tørst med en udgivelse som ved første øjekast så noget triviel ud. Først når man får pakket selve skiven ud af dens lomme forbløffes man. Med de motiviske &-tegn ridset ned i den blanke lak, ærgres man over, at den ikke kan spilles med dén side opad. Oveni købet, kvitterer Arca endda også med et printerpapir i A4-størrelse, hvorpå han afslutter med et thank u.

 

Festa Desperato – Psi Vatikánu:

IMG_0441Da jeg i sommeren 2012 gæstede byen Prag og den besøgsværdige pladebutik Rekomando, drejede jeg hjem med en interessant plade rigere. Efter at være faldet i en længere samtale med den ovenud gode indehaver, katalyseret af de ens Cola Freaks-t shirts vi begge bar, blev jeg introduceret for en række lokale, musikalske projekter. Heriblandt, ét hvis collagefrembragte cover med paven på toppen af stablede kranier, imponerede mig med dens A1-store fold-ud plakat. Jeg lod mig forføre og betage af dens noget obskure billedarbejde, hvor man i timevis kan drukne sig i nazistiske symboler, dommedagsprofetier og brændende kors.

 

Khal Allan – Tuder & Høvding:

IMG_0439Selvom det aldrig rigtig var meningen, at klippe-klister-coveret til Khal Allans dæmpede mesterværk, Tuder & Høvding, skulle være så originalt, som det endte med at blive, har jeg ikke desto mindre, af den grund, flere gange haft pladen gennemsøgt og ransaget for at lede efter flere personlige tilføjelser. Dét som gør netop denne udgave af pladen så fed, er hvor forbilledligt direkte relationen mellem afsender og modtager fremstår. Om det er de små håndskrevne post-its, fyldt med undskyldninger omkring først det ene, og så det andet, eller om det derimod er det POSCA-hærgede, iturevne Billie Holiday-sleeve, som igennem dette forvandles til Khalerns eget, vides præcist ikke.

Buster Ask

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s