Begrænsningens Frihed

MiroVi har ad talrige år overværet musikere og grupper, der vælger at frigøre sig pladeselskabernes dikterende magtgreb for at give slip og tage kontrol og befaling over egne projekter. Det er ikke længere de store mastodontiske selskaber, som maler nutidens lydlige landskab med krav og fordringer, men derimod musikerne selv. Dels har det givet musikerne et større ansvar overfor deres respektive projekter, nu hvor det kun er dem selv, der sætter forlangender og grænser, og dermed givet dem en mægtigere kunstnerisk frihed.

Interessant bliver det, når man kigger på, hvad der definerer identiteten hos begrebet ”kunstnerisk frihed”. På den ene side er frihed muligheden til at gøre større og mere omfangsrigt. At skabe et nærmest ekspressionistisk lydbillede, hvor fagterne er astronomiske og lagene ubegrænsede. Det lyder på mange måder fristende at få lov til bundløst at klistre på og på.

Frihed er dog ikke kun dette omfangsrige uendelighedsplastring, men også dens rene kontrast: at begå sig så begrænset som muligt.

Valget er tilstedeværende i begge poler af friheden, hvor du i begrænsningen får lov til at gøre absolut lige så lidt, som du lyster.

Jeg vil i løbet af teksten fremhæve projekter, hvor jeg finder friheden til begrænsning present.

Da:

I 1989 dannede bandkammeraterne Laura Balance og Mac McCaughan pladeselskabet Merge Records. Begyndelsesvist var formålet ensidigt at udgive deres egen, Superchunks, og venners musik. Siden er det blevet til talrige tidsdefinerende album, men også McCaughan selv, fik lov til at prøve egen velmagt af. Dels i klassiske bandkonstellationer men senere også egenhændigt, med projektet Portastatic, hvor netop tidens formmæssige forestillinger blev omvekslet til fordel for en mere behersket og begrænset opsætning. Hvad der ellers mindede meget om samtidens betegnende musik, var McCaughans sangskrivning, men fremfor at lave endnu et forsøg på et firemandhøjt rockband, valgte McCaughan primært at fremstille sangene enligt med restringeret akkompagnement. Især på debutalbummet, I Hope Your Heart is Not Brittle, forstår McCaughan at nerverigt, gramt musik, ikke behøves udblæst i tordendundrende forvrængning.  

En ting som ægteparret Lydia Tomkiw og Don Hedeker også havde grejet, og drejet ned i projektet Algebra Suicide. Dogmatisk, nærmest The Jesus and Mary Chain’sk, bevæger de sig aldrig uden for trommemaskinens flade, underløbende karakter, imens en varsom guitar listeligt pulserer sig ind over det drabeligt dominerende tekstunivers. Tomkiw og husbonden var hurtigt ind og hurtigt ud af 80’ernes konkurrerende new wave-scene, og selvom de måske anses som used-to-be-hot, er ’88 kompilationen, The Secret like Crazy, i dag, stadig total udødelig.

Nu:

I Aarhus har ydedygtige kræfter også fundet trommemaskinen og dens særegne art frem, og i modsætning til den stigende mængde garageinfiltrerede bands, som blomstrer i den danske grund, har Jeppe Grønbæk efter års erfaring her indenfor udskiftet øvelokalet med sovekammeret og gået i krig med et mere lavmælt udtryk i enmandsprojektet .TEARS. Anført af trommemaskinen og den gode melodi fægter den unge musikant sig mod det beskedne mål: bramfri popmusik, som hvis Douglas P. var forsanger i Orchestral Manoeuvres in the Dark med Paddy McAloon som sangskriver.

En rejse til den amerikanske vestkyst fortæller også, at det ikke kun er i det rockede spektre af det musikalske univers, at den frie begrænsning lever højt.

Med et broget hold af rappere i front, har producer DJ Mustard skabt et insisterende, afpillet musikalsk udtryk. Ratchet er navnet. Især i samarbejde med Compton-rapperen YG, har Mustard på albummet My Krazy Life, indrettet en helt særlig musikalitet som på en gang er nyskabende i forhold til samtidens strømninger i kulturen, men samtidig sjældent består af andet end fire spor.  På et af albummets blodigste bangere, BPT, udgør en g-funket akkordbrydning ellers bunden, beskedent hjulpet på vej af et tørt håndklap, en sulten YG og en sjælden modstemme.

Til dels kan det tærede og diskrete udtryk forekomme nærmest henslængt og spontant, men det magiske er jo netop nedskæringen. Udvælgelsen i at finde den perfekte akkord, indstilling eller installation.

Fra Lappland Zine II

//Buster

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s