Fred Neil anbefales

13238412I den seneste tid har jeg været ramt, hvilket sker fra tid til anden, og i sig selv ikke er nogen større nyhed. Alligevel, har denne periodes besættelse dog haft en tilbagevendende karakter. En slags cirkulær besættelsesbevægelse, hvor nye sub-besættelser regelbestemt frembryder og arronderer til den overordnede. Dette indforståede overtag har stået på siden årets grålige afsæt, og ikke længere fortjener den kun at erobre mig og mine musikalske hjertelag.

Længe har jeg gået med overvejelserne omkring hvorfor jeg bør anbefale og berette om Fred Neils selvbetitlede album, Fred Neil, og har – mere eller mindre frugtesløst – ledt efter et fokus, en særegen signifikans, et aspekt, som skulle have til formål at give anbefalingen en mere forførerisk relevans. Tit markerede jeg værket for klassisk – næsten for triviel – men gang på gang, ville pladen mig mere end hvad jeg umiddelbart havde foreskrevet den, og først da sub-besættelserne blev utællelige og trættende repeterende var det, at pladen egenhændigt havde bevist sin egen signifikans: at dette skulle findes i dens egen stædige uimodståelighed.

Dét er hvad jeg nu efterlades med: en uskrevet anbefaling, der utålmodigt spørger mig hvad det er Fred Neil – på udgivelsen fra ’67 – gør, som er så uimodståeligt. Inden jeg vil begynde at be- og forsvare denne replik, må det først forstås hvem Fred Neil egentlig var. Før amerikaneren i midten af 1970’erne forsvandt, og senere døde i 2001, nåede den Ohio-fødte folk-sanger og sangskriver at udgive en håndfuld album, samt singler, som dog under andres navne gjorde sig mere synlige end i Neils eget. Før et potentielt gennembrud havde sin virkelighed, forsvandt han fra musikken, hvilket efterfulgtes af en karriere indenfor bevarelsen af delfiner – en art som han fandt stor fascination i.

Med hensyn til min egen besættelse, skulle delfinerne også vise sig at have en vægtende rolle her, da albumåbneren, The Dolphins, skånsomt fremlagde Neils croonerkaramelliserede majestætvokal og hans fingerfletfremkaldende 12-strengede guitarmagi i starten af januar. På mange måder, er dette et skoleeksempel i hvordan man høfligt, uden at virke berøringsangst, åbner en musikalsk fortælling op. Sagtens kunne jeg fornemme, at der var noget at komme efter, men med min umiddelbare angrebsvinkel kunne jeg ikke greje, hvad Neil gjorde hverken anderledes eller bedre end så mange af hans samtidige slægtskaber. Dette sandedes først da min optagethed omstøbtes til besættelsen, hvorfra nogle ting som forinden havde vist sig uklare, gradvist synliggjordes. Hvor datidsformens folk-musik tit havde en lyrisk monumentalitet og en tilbøjelighed til at kommentere på det større livs forskrækkeligheder, oplevede jeg Neils greb herpå som værende sympatisk medhørig overfor musikken og instrumenternes karakter i sig selv. Mit problem med en musiker som Dylan kan netop være hans – som den opleves af mig – desperation og bestandige trang til at ville ændre verden, hvilket hos Neil er en mere indre kamphandling, hvor der i modsætning til Dylan aldrig opereres med ultimativer. I stedet for at definere og bevise livets absurditet, opstår den i undringens gry: ”I’ve been searching for the dolphins in the sea / And sometimes I wonder, do you ever think of me?”

Man føler sig altid taget af i selskab med Fred Neil, hvor coveret bliver en direkte repræsentativ kommentar til musikken: i ren hengivenhed lægger man troligt kinden til Neils tilstedeværelse. Her mødes man af sympatismefloder i et konstant nærvær, idet oprigtigheden kontrolleres i et direkte forhold til Neils tilbagelænede udtryk. Hermed skal der lyde en anbefaling af folkens enlige slacker, for hvem musikken aldrig var svaret, hvilket er hvorfra jeg tror, at netop dette album drager sin nævneværdige velmagt.

Buster Ask,

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s