Koncerter i marts

Ex HexEn dyb indånding er nødvendig, for marts måned bliver intens. Vi har forsøgt at forudsige, hvilke koncerter du ikke må gå glip af i årets første forårsmåned, og det er ikke så få. Guiden indeholder blandt andet fejring af en scene i fuld flor, koncerter i Lappland, opvisning i dunderrock og forførende amerikanske guitarhelte.

 

Yung + Total Heels (DK/US)

Stengade, onsdag den 4. marts, entré: 80 kr.

yungEfter et releaseshow på EP’en ‘Alter’ i London og et udsolgt support-gig for Metz i samme by fortsætter en travl uge for det fremadstormende aarhusianske band Yung. Onsdag den 4. marts giver de sammen med ligesindede Total Heels koncert på Spillestedet Stengade. Er du til garagepunk med følelserne uden på tøjet, er denne aften et must.

_________________________________________________________________

Useless Eaters (US)

Loppen, den 5. marts, entré: 100 kr. + gebyr (m. Ex Hex)

Institut for (X), Godsbanen, Aarhus, den 6. marts, entré: 60 kr. (m. Fright Eye + J.E. Useless)

useless eaters2Du kommer muligvis til at kunne genkende et ansigt på scenen disse aftener; nemlig Seth Sutton, der har siddet bag trommerne til de mange Pow!-koncerter, der har fundet sted i DK sidste år. Med Useless Eaters har han vovet sig frem forrest på scenen bag mikrofon og guitar og i et lidt mere udtrådt antræk. Sutton er lærling af selveste Reatard og har længe lavet musik med ønsket om at komme udover bestemmelsen af hans musik som blot punk. Sidste år udgav Useless Eaters albummet ’Bleeding Moon’, som fik følgende bemærkning med fra Pitchfork: ’It’s a diverse record, for sure, and a damn good one at that’. 

Både København og Aarhus får besøg af Sutton plus band, hvor københavnerne skal opleve dem med de amerikanske Ex Hex (medlemmer fra bl.a. Wild Flag og Aquarium), og aarhusianerne med favoritterne Fright Eye og J.E. Useless.

_____________________________________________________________

Purling Hiss (US) + Tex Fuller

Stengade, fredag den 6. marts, entré: 80 Kr.

purlingAmerikanske Purling Hiss er ikke helt nye i indierock-verdenen. På få år har de sluppet 5 albums, hvor af det seneste, pladen Weirdon, især er værd at dvæle ved. Tidsmaskinen er blevet indstillet på 90’erne, og inspirationen må hedde J Mascis, Meat Puppets og Pavement. Guitaren hyler, og omkvædene er stensikre, når Purling Hiss føjer nyt til, hvad man kunne kalde klassisk amerikansk indierock. Det er svært ikke at blive revet med! I mindre skala men med nogenlunde samme udgangspunkt opererer danske Tex Fuller, der varmer scenen op med slackerstøj og fine melodier.

_________________________________________________________________

Narcosatanicos + Ærkenbrand + Tempelnat + Hunger

Radar, Aarhus, lørdag den 7. marts, entré: 60kr.

Narcosatanicos_B2A3464Aarhus lever højt på sit punk renommé, men den mere psykedelisk orienterede del af Århus og omegns rockstyrke vinder også stadigt større indtog i ind- og udland – og med rette. Narcosatanicos må siges at være løbet med den hidtil bredeste eksponering, men kvaliteten er umiskendelig for stort set hele slænget, der medlemsmæssigt boltrer sig på kryds og tværs og i øvrigt huser navne som Hahn Kult. En hel håndfuld af disse kan opleves på Radar første lørdag i måneden. Narcosatanicos behøver snart ingen introduktion, men for de uindviede kan de kort beskrives som overlegen dommedagspsych-/støjrock. Ærkenbrand er en duo fra Djursland med Antonius Lovmand Marcussen (også fra Hahn Kult) i front. De spillede en mildest talt imponerende koncert til sidste års Mastermind Fest og har en svært beskrivelig lyd, der på forunderlig vis åbner porte til helvede uden vitterlig brug af støj. Desuden spiller Christian Qvortrup (ligeledes Hahn Kult) solosange under aliaset Tempelnat og Hunger agerer Aarhus-ensemble med kvindevokal som omdrejningspunkt.

_________________________________________________________________

Mønsterrapporten + Sista Bossen (SE)

Køkkenet over KB18, lørdag den 7. marts, entré: 30 kr.

10967256_10153029209162299_1267884004_oLapplands hjemmebane ligger i et kontorfællesskab over KB18 i Kødbyen. Her har vi lørdag den 7. inviteret et par bands forbi til en eftermiddagskoncert med catchy punkrock som overskriften. Mønsterrapporten spiller underlig dansksproget hurtigrock med syng-med-appel og umiddelbar charme. De er som en burger klokken tre om natten – svære ikke at holde af. Det samme kan siges om Sista Bossen fra Malmö. På syngende sydsvensk skyder de punkede powerpop sange af sted i salver, og det er svært at stå stille i mens. Dørene åbner kl. 15 med første band ca. 16.15, så kom tidligt. Mere info her.

_________________________________________________________________

Dean Blunt (UK)

Jazzhouse, fredag den 20. marts, entré: 130 kr.  

dean-bluntI marts måned har den frembrusende radio The Lake overtaget det københavnske spillested Jazzhouse, og i elleve dage står den på musikalske opdagelser i hver ende (og alle mellemrummene) af spektret. På dag nummer to byder de britiske Dean Blunt velkommen på scenen. Blunt har med sit anerkendte og anmelderroste album ‘Black Metal’ fra sidste år virkelig fået møvet sig ind i på musikverdenens nethinde, hvor størstedelen af tilhængerne lovpriser hans originale tilgang til samples og alternativ pop. Derudover har Blunt også fået etableret sig lidt af et ry for sine live-shows, der efter sigende skulle være fyldt med røg, strobe-lys og klokkeklar lyd, mens manden bag holder sig fra rampelyset.

______________________________________________________________

Less Win + Tex Fuller + Pleasure

Køkkenet over KB18, lørdag den 21. marts, entré: 40 kr.

less winIgen overtager Lappland køkkenet over KB18 med noget af det fineste fra den danske undergrund på programmet. Less Win behøves efterhånden ikke megen introduktion og har fornyeligt ageret support for Iceage på et udsolgt Jazzhouse. Guitarindie af den amerikanske 90’er skuffe er Tex Fuller’s metier, og de smider labre riffs og melodier af sted i ét ruf. Sidst men ikke mindst er Pleasure på plakaten, der er et ivrigt spillende trekløver fra Århus med medlemmer fra Tears, Tile Breaker og Yung som spiller indierock med nik til Storbritanien. Rygterne går om en debutudgivelse under udarbejdelse.

Igen er det er et eftermiddagshow. Dørene åbner kl. 15 og første band spiller kl. 16. Husk kontanter.

_________________________________________________________________

Indisciplinarian label night: Fossils + Piss Vortex + Anti Ritual

Stengade, torsdag den 26. marts, entré: 60 kr.

Radar, fredag den 27. marts, entre: 80 kr.

Labelnight-hjemmesideDet danske pladeselskab Indisciplinarian står bag nogle af tidens mest kompromisløse smadderrock udgivelser herhjemme. Tre af selskabets mest prominente bands deler scenen på Stengade til en opvisning ud i grænsesøgende rock. Piss Vortex tramper gerne genrekonventionerne ned, når de leverer knusende progressiv rock uden lige. Fossils bryder med deres tromme/bas konstellation forestillingen ned om, hvad der er muligt på blot to instrumenter. De to herres uhyggeligt sammenspillede noiserock er en fornøjelse live. Sidst men ikke mindst spiller Anti Ritual. Deres genrebastard af hardcore, sludge og black metal er en progressiv mavepuster på allerbedste måde. Husk ørepropper.

_________________________________________________________________

Raum Eins 5 år: Young Dinosaur + Erotic Harry + Just + Clarissa Connelly 

Trøjborg Beboerhus, fredag den 27. marts, entré: 40 kr. 

raumDet virker snart – hvis ikke allerede – forældet og indholdsløst at snakke om den aarhusianske rock-/punkscene som blomstrende håbefuld. Vi bevæger os midt i en blomstring, hvor også internationale musikmedier erkender den jyske flor. Derfor ses det også kun relevant, at vi nu får lov til at fejre én af de vigtigste faktorer i snakken om denne bys blomstring, nemlig: Raum Eins. 27. marts åbnes de symptomatiske døre for Trøjborg Beboerhus endnu engang op, når en lille håndfuld nye, både lokale og nationale musiknavne, såsom det aarhusianske label Brystets egen Erotic Harry, agerer fødselsdagsband for det altid toneangivende koncertfænomen. Kom og tilkendegiv et tiltrængt tak.

_________________________________________________________________

Manuel Göttsching (DE) 

Jazzhouse, fredag den 27. marts, entré: 160 kr. 

ManuelSelvom at mange kritikere sandsynligvis ikke vil direkte hylde denne booking, og måske endda anklage den for ikke at harmonere med stedets profil, bør og må man kunne se udover dette og sande hvor stor en præstation det er at kunne præsentere en af musikhistoriens mest stilskabende protagonister. Efter at have triumferet som guitarist i det epokegørende kraut-rock band, Ash Ra Tempel, hvor han igennem 1970’erne var med til at opsætte grænser for rockmusikkens udtryk, valgte han ydermere succesfuldt at prøve kræfter med de elektroniske miner, hvor værket E2-E4 i dag står som en uundgåelig milepæl herindenfor. At han nu står til at videregive sin magi i det danske, er en uudslettelig sejr for hele koncertnationen.

_________________________________________________________________

/Lappland

Øverst: Ex Hex

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s