Tears

Interview: Tears. Navnet på endnu et musikalsk projekt med afsender: Jeppe Grønbæk. Med Casio-keyboardet i hånden, fortæller den nyslåede popkriger om nyt blod i en stagnerende by, banaliteternes nødvendighed og ABBA. Et øde værtshus og en jukebox blev scenen for hvor vi mødtes med fortællingens hovedperson.

 

På et mennesketomt – man fristes til at sige -forladt – værtshus i Aarhus, gemt bort fra byens øvrige scenarier, mødtes jeg med Jeppe Grønbæk, ophavsmand for båndaktuelle Tears. Her, i timen over øl og en jukebox, fik jeg foræret muligheden for at komme nærmere ind på dette stadigt unge projekt, aktiveret af den ustandseligt ydedygtige ejermand, som allerede tæller afgåede såvel som bestående konstellationer, herindunder: Pleasure, Perennial Flax og Urban Achievers.

Efter flere vellykkede forsøg på at berige danskernes – og især aarhusianernes – rockkanon, har Jeppe nu valgt sig et nyt udtryk, nye potentialer. Pop er nøgleordet, og samtidig indgangsvinklen for interviewet, som nogenledes formede sig som følger:

Gettin’ real

Efter tømt kredit på jukeboxen, er der nu lagt scene for aftenen. Akkompagneret af dybgrønt glas, spørger jeg ret ind til Jeppes udvikling igennem rækken af afsluttede projekter, til i dag at ende i Tears, til hvad episodens hovedfigur tilføjer:

”Det er selvfølgelig altid blevet tydeligere med tiden, hvad det er man gerne vil spille, men det var først med Perennial Flax, jeg opdagede ideen og konceptet i at gøre tingene selv”, fortælles der indgående inden der ekspedit opfølges med: ” og selvom singer/songwriter-udtrykket ikke var noget der umiddelbart interesserede mig, passede det mig bare fint: jeg bruger meget tid alene, og jeg bruger meget tid på musik.”

Selvom dette projekt på flere måder åbnede en ny tilgang til dét at formidle et udtryk på op, forklarer Jeppe hvordan han først var nødt til at droppe ”forceringen” før han kunne føle sig tilpas:

”I Tears handler det i mindre grad om at formidle et udtryk, men mere bare at lave sange fordi det er fedt. Ingen diktatur. Gettin’ real, du ved….”

Som Jeppe forklarer, har de mange projekter igennem de seneste par år altid haft ”den gode melodi” i fokus, men først i popmusikken fandtes forløsningens løsning, hvorfra det hele blev mere ”raffineret”.

Helt seriøst

Med gennemskuelige skridt fortæller jukeboxen os den historie, vi selv har skabt, mens Jeppe fortæller sin, om hvordan, det han betegner som sin ”nok dårligste udgivelse nogensinde”, skulle vise sig at være stedet, hvorfra han indså, at han vel egentlig sagtens kunne skrive ”en sexy popmelodi”:

”Pludselig sad jeg med Casio-keyboardet i hænderne, og så var det bare nemt derfra”, siger han og tilføjer hvordan han på en uge skrev 4 af det aktuelle bånds 5 skæringer, inden der uldent ydmygt efterfølges med: ”Det er nok første gang, der er noget der kommet til mig helt naturligt, og når det sker, er det værd at holde fast i. Det du gør, der fungerer for dig selv, skal du holde fast i. Ellers er du en fucking retard. Helt seriøst.”

Herefter bliver der på trods af interviewets egentlige kerne – nemlig Tears – endnu engang refereret til tidligere projekter, idet der forsøges fulgt op på sidst afsluttede sætning: ” Igen: Perennial Flax var bare et stort retard-projekt, fordi jeg dybest set sad og lavede noget jeg ikke syntes var særlig fedt. Jeg står selvfølgelig 100% inde for det, men rent musikalsk og personligt, var jeg bare et andet sted end nu”.

Denne – mere eller mindre – selvindsigtende aversion bliver belejligt forsødet af den konfliktsky jukebox, der ved assisterende hjælp fra ABBA, vender hele sceneriet om i ren og skær jubel grundet det nu afspillende nummer:

”Så sexy! ABBA. Det er på mange måder dét jeg stræber efter: dét at lave den gode popmelodi, men stadig at kunne eksperimentere med det. De er de eneste, der gør det rigtigt”.

 

Nyt blod

Ovenpå den bramfri ABBA-begejstring, spørger jeg udvidende ud til andre inspirationer, der har betydet begyndelse og beståen for Tears:

”Det, at Marco (Several Things) og jeg lærte hinanden at kende, har betydet sindssygt meget for mig som musiker,” hvilket respektfuldt fortsættes med: ”Several Things er vel nok mit største forbillede musikalskset. Han gør bare noget helt unikt.”

På baggrund af erklæringerne, pointerer han synkront betydningen i at disse udefrakommende størrelser påvirker landets indspiste musikscener ved noget irritabelt at indrømme:

”Der er virkelig brug for nyt blod,” hvilket først efterfølges på den anden side af en inhalering: ”Jeg elsker selvfølgelig at spille i mange bands, men det er efterhånden frustrerende ikke at kunne tage til en koncert med et fedt band, uden man kender dem personligt. Derfor bliver jeg bare inspireret, så snart der kommer nye kræfter”.

Plads

En af de essentielle afvigelser fra de resterende projekter Jeppe har, og stadig optræder i, er hvordan, der for ham nu er plads til både at gøre det hele, men også det minimale. Det er ikke længere en nødvendighed at skulle pakke sig sammen til at trave i øvelokalet for at skabe, og at der heller ingen grænser er udtryksmæssigt:

”Jeg er allerede begyndt at lege med samples. Lidt hip hop rent faktisk” og selvom disse fra ejermanden selv beskrives som ”det dårligste, klammeste, ulækreste hip hop”, er det pladsen til at gøre det alligevel, som fremstår ham tiltalende: ”Jeg skriver ikke sange til et bestemt projekt længere. Det kan være hip hop, og det er stadig Tears”, siger han og afslutter sigende: ”Dét vi kender som Tears nu, er ikke nødvendigvis det vi vil kende som Tears i fremtiden”.

Kærlighedens facetter

Efter frugtesløse forsøg på at tvinge Roxy Music i værtshusets højttalere, sætter vi os optanket ved bordet igen, hvor blomster som emne i en fejlslået snak omdannes til banaliteter:

”Jeg synes, der er noget kraftfuldt i at være så simpel som mulig”, siger Jeppe i det han pointerer, at det ikke længere giver ham mening at bruge billedsproget som et selvskjulende redskab, til hvad han tilføjer: ”Fx, giver det mig bare mere, når jeg kalder en sang My Love has Caught Me Jerking Of, uden at det behøves at være kryptisk gemt”.

Som en blottende refleksion over egen udvikling, siges der hjerteligt, men fast: ”Hele ideen med Tears, og der hvor det afviger mest fra Perennial Flax, er at der ikke er noget behov for at fremstå sygeligt prætentiøs. Ikke, at det skal forstås som en kritik af nogle andre, jeg kan bare ikke overskue det mere,” og inden vores plan for jukeboxen får befaling om en fuldbyrden i det stadigt øde lokale, afsløres fællesnævneren for Jeppes hjertebarn i en smukt samlende afrunding:

”I Tears er kærligheden den primære drivkraft, og for at jeg kan tage det seriøst, er der nødt til at være plads til at berøre alle kærlighedens facetter”.

Ved Wuthering Heights slukkes diktafonen.

 

Lyt her til en rockversion af nummeret “33”, hvis original er at finde på det Posh Isolation-udgivne bånd af samme navn:

 

// Buster Ask

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s