RELAXIN’ with Lolina

Selvom det i dag overvejende er den kommercielle og rigt sælgende popmusik, der mest af alle rummer at turde udfordre sin egen stramme forståelse og beståen ved at rykke på nogle af de forventede bredder den historisk er blevet overdraget, betyder det ikke, at genrens små bidragydere ses interesseløse. Under dæknavnet Lolina præsenterer popmusikkens lo fi-fyrstinde, Inga Copeland,  nu brudstykker af regulære hits, gemt i sædvanlige snørklerier. 3 numre og nødvendig dissonans, begge en del af den nye EP RELAXIN’ With Lolina:

 

Med et godt afsæt fra sin særegne toenighed med Dean Blunt i Hype Williams, har Inga Copeland nemlig udsendt sine – som jeg lytter til dem – bedste bud på regulært fængende, ørenedsmeltende hits. Under aliaset Lolina, som første gang luftedes til en koncert i London tidligere på året, tvinger hun nedover mig eller en hvilken som helst anden lytter decideret besættende melodistumper. Relaxin’ with Lolina, hedder den kun 3-numre lange EP, og selvom alle sangene herpå tilgodeser radiomuligheder med deres fordøjende længder, er der nogle andre ting som indikerer, at vi stadig er langt derfra.

Inga Copeland bliver nok aldrig kommerciel i ordets nuværende forstand, og lad det for guds skyld ikke være en bestræbelse. Ikke fordi, den kommercielle popmusik fejler noget. Tværtimod. Nærmere fordi, det netop ved Copeland er alle disse fiffige skævheder der forstås som slagstyrken. Denne i skønt kontrasterende symbiose med hendes fornemmelse for den umiddelbare popmelodi.

Vekslingen er hvad der bevæger mig. Måden hvorpå denne over tid både syn- og diakront bruger de modstridende virkemidler til at dramatisere og farve lydbilledet. Hvis man fx helt overodnet og kortfattet skulle sætte ord på EP’ens to første numre, Lolina og Miss Understood, ville jeg kalde det temapop: et gentagende, melodimæssigt tema, både vokalt og instrumentalt, der ses sig bærende for hele konceptet. Når det skrabede, skitserede tema ikke længere spilles på tunge, forventelige synthezeisers, men nærmere noget der lyder som John Cages Prepared Pianos, ses vekslingen og dens virkning tydeligst. Det er først når hun tør dvæle i dissonansen, at fidusstadiet passeres. Her, i al sin ærlige quirkiness, stråler Lolina.

 

//Buster

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s