Swell; 41

swellVi tæller ikke engang fjorten dag siden sneen sidst sås drysse sin knapt så kærkomne karakter herhjemme. Alligevel, er det svært ikke at hævde, at solen og dens tilhørende magelige temperaturs inficerende manen ikke har bragt og lagt en gedigen lune landet over. Endelig. Usædvanligvis får dette lov til at stå på synderligt længe, før jeg kommanderende giver stemningen endnu et opadvendt nyk. Armerende blusser jeg op på solskinspladerne, og forlanger sommeren at holde vejret. Tilladelse til stop gives først når pladerne er sluppet, hvilket er hvorfor jeg har valgt at forlænge sommeren ved tilføjelsen af endnu en solens toneafgivende ledsager.

At vælge imellem en vilkårlig Pavement-plade er ikke nogen tungnem løsning, og selvom disse næppe bliver bedagede med tiden, er afveksling sjældent særlig usundt. For ikke at bevæge os uoverskueligt langt fra Pavement, og dermed forhindre potentiel afskrækkelse, har jeg fundet Swells midt-halvfemser, sommerberuselsesklingende 41 frem.

Selvom Swell på mange måder optages af samme – i mangel på bedre ord – sløsethed overfor musikkens teknikalitet som Pavement, oplever jeg Swell helt grundlæggende afvigende ift. netop dem. Hvor Pavement forsøger at tilsløse og omdefinere amerikansk musikhistorie, er der hos SSwell-wellwell et større slægtskab til de mere forherligede, britiske bands. Oftest ses første eksempel udført, hvilket giver det en for-friskende herlighedsværdi når jeg fx på nummeret Song Se-ven opsporer efterladenskaber fra udtryk a la Echo & the Bun-nymens. Bedst fungerer det når disse spor forbliver luftige og tilslørede. Når de får lov til at indslynge sig i søer af lemfældigt charmerende guitartåge, og man i Here It Is opildnes ved lyd-en af ivrigt glidende fingrer der fremfusende – næsten snub-lende – overgriber hver akkord på guitarens arbejdsledige hals. Heldigvis for pladens homogenitet, overskygger disse passager de lidt for stilbevidste og næsten The Wall-æstetiske perioder, som upassende modargumenterer imod den umid-delbare higen efter at spille musik for spillets skyld.

Naturligvis hædres musikere også for deres virtuositet og spillemæssige begavelse, men oftere ser jeg langt større yndighed og tiltrækningskraft i musikere som ikke styres af manglen herpå. På dette er Swell helt arketypiske, dels i deres stædighed omkring brugen af standard funktrommer, men mestendels i deres lidt skødesløse og skulderrystende forhold til sammenspillets stramhed. Et udtryk som tænkeligt indpasser sig sommerens gentagende dagsberuselser ganske glidningsfrit.

Så når du – naturligvis efter mange timer – har skrålet nok i kor med Stephen Malkmus, kan du passende forsøge dig med Swells solskinsforstærkende, sommerfortsættende herlighed af en plade.

Buster Ask,

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s