Kompilationer; et udpluk af velorganiserede sammenblandinger

Den kendes i flere former: det sammensatte album. Fra de kriminelt tankeløse a la greatest hits-formerne, hvor ikke megen overvejelse omkring stilistik og et sammenfattet udtryk er at spore, til de sommetider milepælsopbyggende, der mastodontisk fordunkler og overbyder en fuldkommen diskografi. Den første kategori bør ikke tilkomme sig yderligere uddybning, hvorimod den efterfølgende gemmer på nogle sært indtagende og besættende eksempler. Jeg har forsøgt at sammenfatte et udpluk af disse, som hver især rummer sin forskelligartede ånd.


Flere kunstnere; Scared to Get Happy: A Story of Indie Pop 1980-1989 (2013):

Første eksempel – og det ubestridt mest omfattende – skal forklares på baggrund af den angstpåkalende, 5 timers-lange kompilation Scared to Get Happy. Med undertitlen A Story of Indie Pop 1980-1989, er det afslørende hvad denne uigennemtrængelige tåge af sange egentlig prøver at evaluere på. Opsamlingen indeholder et forståeligt broget kuld af 80’ernes mest plinge-lingende pop-præstationer, i et overambitiøst forsøg på at betvinge frem et altomsluttende billede af en ganske særlig tidsspecifik lomme. Men kan man overhovedet indfange og herefter forklare en genrebetegnelse som fra dens fødsel aldrig har kendt sit eget omfang? Dimensionerne er for vidt strækkende, og ligesådan bliver prøven i at indkoge dem. Hvad man ikke kan tage fra den, er dens umiddelbare uendelighed, som i evig vildrede bliver dens force. Sandt at sige indeholder Scared to Get Happys uigennemtrængelige tåge flere timers fornøjelse, og bedst fungerer den når den gives lov at fiksere sin enestående legemløshed og sangene i ren shuffle-filosofi overtager hinanden i det ubegrænsede. Jeg vil evigt lade enden stå uberørt.


Flere kunstnere; I Can’t Give You the Life You Want (2015):

Hernæst føres fortællingen fra det overambitiøse til det overdrevent stilfokuserede. Hvor Scared to Get Happy er den slags opsamling der beretter og dækker fortællingen om en svunden æra, er I Can’t Give You the Life You Want i højere grad et stilistisk selvbevidst forsøg på at give et motivisk billede af et lydligt ophav. Ophavet her er det engelske, mørkeromantiserende label med det stemmende navn Blackest Ever Black, og på trods af alsidig genrediversitet udgivelsen igennem, er den fra sin synth-udsvævende dream pop-begyndelse hos Tropic of Cancer, over i 500 Stamps skærende drone-punk, samt svenske Bremens forstenende space rock, altid fuldkommen opvisende i musikalsk dømmekraft. Den røde tråd er vævet i neon.


Disco Inferno; The 5 EP’s (2011):

Til sidst har vi det klassiske koncept, hvor det er kunstnerne selv der komponerer en række af numre, som forud for kompilationen ikke har været tænkt ind i hverandres tilknytning. Mange tilfælde kunne fremhæves, men ét sidder fuldkommen urørligt på toppen. Her snakker vi om Disco Infernos The 5 EP’s og deres enestående sample-shoegaze, som ulig genren summer af beruselsens livsmod. Selvom bandets resterende og egentlige tænkte udgivelser også bør bemærkes, er det alligevel denne her tilfældighedens triumf som fordunkler alt hvad de førhen har genereret. Fantastisk og desto mere inspirerende er det hvordan så betænkeligt mange numre uhensigtsmæssigt former sig til et kohærent værk på trods af tid og steds diakronisme. At disse formfuldendt bedårende skæringers fødsel har været hinanden uafhængige, kan være svært fatteligt. Længe leve det opbrudte album.


Buster,

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s