Housewives

Housewives-2Der findes bands, der er betænksomme og imødekommende overfor de lyttende, dem der lader som om, de ikke er det (men er det alligevel), og så findes der bands som Housewives. Her er ligegyldigheden overfor den lyttendes velvære så indtrængende og nonchalant, at den i sig selv bliver fokus for al opmærksomhed. Så find dig godt tilrette på tilskuerrækkerne og acceptér, at hverken fællesklap, dur-akkorder eller skønsang bliver en del af, hvad Housewives har på menuen. 

Deres seneste LP ‘Work’, udgivet i slutningen af oktober, blev til på en fransk gård. Efter sigende et ret så afsondret sted, hvilket jeg kun kan gætte mig til, er en omstændighed opstået af strategiske årsager, da larm, som en hovedingrediens i musikken, højst sandsynligt ikke var gået i spænd med potentielle naboer. Pladen er skabt halvt af instrumenter, vi kender, og halvt af fundne genstande på føromtalte gård: maskiner, udstyr brugt til landbrug samt optagelser fra naturen på stedet.

Resultatet af det hele? Råb, skrattende larm, dissonante og repetitive guitarfigurer og menneskelige fejl. Der ryger en akkord eller to til tider, men trancen brydes ikke, og det gør derfor ikke andet end at minde lytteren om, at det er mennesker og ikke maskiner, der står bag. Aggressivt, ja. Hadsk? Nej. Mere uinteresseret i at stryge dig med hårene; stryge dig overhovedet for den sags skyld.

Jeg havde fornøjelsen af at se den britiske kvartet til Le Guess Who festivalen i Utrecht denne weekend. Og som de fleste af os ved, kan udfaldet af en live-optræden falde til én af to sider: Den gode og den dårlige. Eftersom jeg har valgt at bruge skriveplads på Housewives her, håber jeg ikke, der kan herske nogen tvivl om, hvilken af siderne de fire gutter landede på.

At se dem live var som at se et forbipassende Intercity Lyntog på de mest øde steder af den jyske landshalvdel. Det skal forbi, og det skal ske fandens hurtigt. Ingen stop mellem numrene for at give tid til en velfortjent vejrtrækning, samle os måbende tilskuere op eller lade os komme os over den håndflade, der lige har plantet sig på vores kinder. Derimod en brutal og kompromisløs drift fremad som kun lader sig styre af sin egen vilje efter at sigte mod det fuldendte udtryk. Og i mål kom de – og publikum ligeså, halsende bagefter med begejstrede klap og tilråb.

Lyt til ‘Work’ her og hold øje med, om de kommer til en by nær dig. Det her er altså en kold skulder, du gerne vil have:

/Kim Ambrosius

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s