Årets bedste udgivelser – Vol. 1

en halv MED SKRIFT2Vi nærmer os årets afslutning, og det markerer vi på Lappland med en form for status over 2015’s bedste udgivelser. I dag og de kommende dage vil vi poste nogle individuelle lister fra de af Lapplands skribenter, der synes, at lister har nogen værdi. Resten af holdet hader lister – og det er fair nok. For hvordan er det lige man koger et helt års udgivelser sammen på retfærdig vis uden at glemme, overse og negligere? Det er umuligt. Men lister er herlige at lave og giver muligheden for at genlytte og vurdere årets bagkatalog en ekstra gang.

I dag er det Troels W Thomsen, der ligger ud med en rundhåndet top 10. I tilfældig rækkefølge:

________________________________________________________

Gun Outfit – Dream All Over

(Paradise Of Bachelors)

gunGun Outfit er et ret mærkværdig band. Over fire LP’er har de gang efter gang overgået sig selv i, med simple midler og uden ekvilibristiske musikalske evner, at skabe nærværende og betagende rocksange i et spændingsfelt mellem 90’er inspireret guitarindie og tilbagelænet småpsykedelisk americana. Særlig Dream All Over fra dette efterår beviser sangskriverparret Dylan Sharp og Carrie Keiths’ evner til at skrive og udføre geniale, underspillede rocksange, der emmer af DIY æstetik og klinger af støvede landeveje. De to tætvævede guitarer og sangskriverparrets vokalmæssige modspil er værd at fremhæve i et lydbillede, der er blevet udvidet med citarspil på flere numre. Elementer der gør Dream All Over til en mindeværdig plade, hvor hver afspilning afslører nye lag og flere fine detaljer.

________________________________________________________

Totally Mild – Down Time

(Bedroom Suck)

Totally-MildDet lille pladeselskab Bedroom Suck har fanget Lappland’s interesse i et stykke tid med en bred palet af hjemmegjorte indierock bands. Og et af årets bedste albums kommer også fra dette australske mini-label i form af det luftige indiepop album Down Time med kvartetten Totally Mild. Tempoet er moderat, tilbagelænet og til tider sløvt. Guitarakkorderne, der får lov at hænge længe i luften, listige baslinjer og forsangerinden Elizabeth Mitchell vanvittige falsetto vokal, viser sig at være en særdeles laber cocktail. Tilsammen et sublimt popalbum med veldrejede sange, der får alle nakkehår til at rejse sig. Den bedste popplade i 2015.

________________________________________________________

Broken Water – Wrought

(Night People/Adagio830)
brokenPå Wrought mødes smukke melodier og frontal støj-grunge i en vanedannede symbiose. Sammenlignet med gruppens tidligere udspil er Wrought mere tilgængelig og nærmest poppet. Primært på grund af trommeslager og forsanger Kanako Wynkoop’s up tempo trommespil og mere venligsindede melodier. Men den sejlende, voldsomme guitarmur ligger og lurer og flår lydbilledet itu på betagende vis de helt rette steder. Min Broken Water begejstring øges også kun af, at vi på Lappland fik muligheden for at invitere gruppen til København tidligere på året til en overvældende koncert. Og Wrougt blev desuden Broken Waters sidste udgivelse, da gruppen i november meddelte, at de har valgt at gå hver til sit. Øv.

 

________________________________________________________

Institute – Catharsis

(Sacred Bones)

instiFørste fuldlængde fra Austin bandet Institute er lige hvad, jeg har haft brug for i 2015. Et snerende, beskidt punkrock album, der samtidig er spændstigt og gennemtænkt. Spændstigheden er primært bassistens værk, der sørger for groove og elastik, mens en rock’n’roll-guitar med et stæng twang sørger for tør ørkenlyd lig bandets hjemstat, Texas. Er du til Adolescents eller Mission Of Burma så er Catharsis vand på din mølle. Eller til Iceage’s nye støvede lyd. Lige meget hvad, så er Catharsis et fedt punkalbum.

________________________________________________________

Protomartyr – The Agent Intellect

(Hardly Art)

protomartyrFor mit vedkommende gav Protomartyr først rigtig mening, da de med deres nye album The Agent Intellect i bagagen gæstede Loppen, og jeg stod blandt publikum. Detroit gruppen er et spøjst samsurium af tre yngre musiker forladt for krukkede rockattituder med udseender a la kemi-studerende. Hvad der skiller Protomartyr yderligere ud, er gruppens noget ældre forsanger Joe Casey og hans usædvanlige kølige facon. Med en øl i hånden og den anden i sin tweedjakkelomme snakkesynger han sig gennem spændstige postpunkkompositioner på insisterede vis – såvel live som på pladen The Agent Intellect. Et album der kun bliver bedre med tiden. Og ser du gruppen live, er fan-faktoren næsten 100 procent.

________________________________________________________

Freak Heat Waves – Bonnie’s State Of mind

(Hockey Dad Records)

freakFra Vancouver-gruppens indierockede debut fra 2012 til dette års ambitiøse, retrofuturiske krautrock er det sket en del for Freak Heat Waves. Bonnie’s State Of Mind hedder gruppens andet album, der i tempo, sammensætning og stemning viser forcerne ved det lange format, hvor en gennemlytning føles som en nøje tilrettelagt rejse. Albummet lyder som krautrock gjorde i Tyskland i 70’erne tilsat skarpe, kølige guitarriff og spændende melodier. Nummeret Design Of Succes er i øvrigt et af mine absolutte favoritter fra dette år.

________________________________________________________

Moon City Boys – Let My Love Dance/Washing Machine

(8tta 7uor)

moonDenne anden 7 tommer fra svenske Moon City Boys er to sange af så fin og overbevisende materiale, at den ikke er til at flå af en pladespiller. Kløgtigt skåret indiepop spillet med fuld knald på instrumenterne. Det er 60’er pop, 90′ guitar guf og lidt Velvet Underground – og det er udført af fire top seje svenske piger.

 

 

 

________________________________________________________

Alex G – Beach Music

(Domino)

alexAlex G har med Beach Music bekræftet sandheden i sætningen ‘the kids are alright’ på ny. Den Philadelphia-bosatte knægt Alex G har på sit femte (!!) album vundet mit hjerte fuldstændigt. Han kan primært skrive små sange på akustisk guitar og puste liv i dem med en karakteristisk lys falsetvokal men også orkestrere et band omkring dem til at løfte sangene helt op. Melodierne er overbevisende, og ideer synes at flyde fra den 22 årige sangskriver komplet ubesværet. Højdepunktet er sangen ‘Salt’ med trommemaskine, manipuleret kor og sart vokal. Et voldsom lækkert album.

________________________________________________________

 

Flesh World – The Wild Animals In My Life

(Iron Lung)

fleshDet var eftersignende på det legendariske punk-tidsskrift Maximum Rocknroll i San Francisco at Jess Scott fra noise-pop bandet Brilliant Colors mødte Scott Moore fra queere-core bandet Limp Wrist og besluttede at mødes på halvvejen og danne Flesh World. Albummet The Wild Animals In My Life er første fuldlængde fra gruppen. Udtrykket kan bedst beskrives som tung, støjhærget dream-pop med storladen sårbarhed og en kantet DIY lyd. Albummets sange er virkelig fine hver for sig og giver jævnligt gåsehud. Sat sammen til et helt album står det frem som et af årets bedste med stoiske melodier og usleben lyd.

________________________________________________________

 

Built To Spill – Untethered Moon

(Warner Bros)

built-to-spill-untethered-moonSom det skovmandsskjortebærende rockmenneske jeg er, hvor femøren for alvor faldt, da Modest Mouse udgav The Moon & Antartica, har Built To Spill klart en stor plads i mit hjerte. På gruppens 9. album fra i år er jeg atter blevet bekræftet i gruppens fortrinligheder. Martsch og co. har lavet et klassisk Built To Spill album, hvor skæve guitarmelodier vokser frem og stikker af i lange støjende passager, mens Doug Martsch evigt varme vokal pakker alt ind i fortrøstningsfuldhed. De fleste sange er ret up-tempo og energiske og uden for megen indadvendt emo-hed, som har været min eneste Built To Spill anke gennem tiden. En af de absolut bedste Built To Spill plader, og derfor selvfølgelig også et af årets bedste udgivelser.

________________________________________________________

Andet nævneværdigt

I år har også budt på fremragende danske plader. Især Yung Ep’en These Thought Are Like Mandatory Chores (Tough Love/ Fat Possum) byder på uforglemmelige sange og viser en ny udvikling for bandet med mere eksperimenterende sange som nummeret Offshore. En 2015 favorit sang. Også Tilebreaker EP’en har ligget mange timer på min pladespiller. Sidste skæring , den let svævende Row Boat, er noget af det fineste rock musik, jeg har hørt længe. Danmark er lille, og derfor kommer man hurtigt til at kende sine yndlingsband så godt og se dem så mange gange live, at det kan være svært at vurdere deres musik i forhold til udenlandske artister. Så derfor figurerer Yung og Tilebreaker hernede i denne lille top-ti tilbygning.

Viet Cong pladen fra januar skal også nævnes. Det er længe siden, at jeg har set så meget frem til et album, og måske derfor blev jeg en smule skuffet. Nogle helt vilde sange, bevares, men også en lidt stivbenet plade uden den organiske lækkerhed som som ‘Cassette’ EP’en besidder.

Sun Comming Down med Ought er også en sprød sag, som jeg desværre ikke har fået lyttet nok til. Det samme kan siges om Diät – Possitive Energy og Royal Headache’s – High. Jenny Hval fortjener at blive rost for hendes ambitiøse popkompositioner på pladen Apocalypse Girl. Cairo Pythian pladen Touched giver mig altid en trang til at feste på hedonistisk vis og besidder nogle at årets mest solide bangers.

Det var det. Jeg har sikkert glemt en masse. Godt nytår.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s