En række bud på årets bedste udgivelser pt. 1

Glædelig jul…

Igen er der strøget det meste af et år forbi. Midt i juleræset med årets afslutning indenfor rækkevidde virker det naturligt at se en smule tilbage. Vi vælger et ganske jordnært emne for vores evaluering, nemlig hvilke udgivelser i 2017 vi har sat mest pris på. Hver skribent fra Lapplandblog kommer med sit bud i listeform i ganske tilfældig rækkefølge. Kim Ambrosius og Troels W Thomsen starter ud.

Er der et hul i dit julehjerte over, at denne blog ikke opdateres for alvor mere så lad Lappland Live være et plaster. Vi har allerede flere gode shows klar i 2018. Det er første er 3. februar, hvor Tilebreaker og Less Win giver koncert med nye sange på setlisten.  En måneds tid senere, den 2. marts, gæster det fritsvævende americana band Gun Outfit (US) byen i samarbejde med Lappland, og her spiller Mikkel Silkjær Holm fra Yung support under sit solo alias Holm.

…og godt nytår!

Kims liste

Chad VanGaalen – Light Information

Med sit 6. album, ’Light Information’, kaster VanGaalen sig endnu engang ud i et mesterværk af alt-rock, der balancerer knivskarpt mellem hans velkendte lyd og nye eksperimenter.

Man Duo – Orbit

Man Duo er finske Jaakko Eino Kalevi og Long-Sam’s venne-projekt, som leverer varen med elektroniske guldklumper én efter én. Selv Sean Nicholas Savage er fan og dertil til at finde på albummets tredje track ’The Middle’.

Omni – Multi-Task

En af de plader, jeg har glædet mest til i år, samt den mest afspillet på mit anlæg. 1:1 til forhåbning og levering.

(Sandy) Alex G – Rocket

Han udgav (selvfølgelig) en plade igen i 2017. Og endnu engang skuffede han (selvfølgelig) ikke. I foreningen af klokkeklare hits og indadvendte, instrumentelle, nervepirrende legestykker står (Sandy) Alex G stærkere end nogensinde før.

Gold Class – Drum

Storladen postpunk med gennemborende tekster er, hvad australske Gold Class gør bedst, og ’Drum’ er ingen undtagelse. Sammensætningen af maniske trommer, ørefængende guitarriffs samt inderlig vokal er endnu engang trumfkortet, der bærer deres anden udgivelse helt til dørs.

King Krule – The Ooz

Det her er en blanding af lidt af hvert, afstemt på den helt rigtige måde. Gør dig selv en tjeneste og lyt til det hele – ikke kun ’Dum Surfer’.

Kelly Lee Owens – S/T

En af årets mere uventede yndlingsskiver kommer fra 29-årige Kelly Lee Owens, som med sin selvbetitlede debut skærer helt ind til benet af simplicitet, der virker øjeblikkeligt. Hvis det her er nyt for dig, foreslår jeg at gå direkte til et af pladens – hvis ikke nærmeste årets – skarpeste tracks, ’Anxi.’, med Jenny Whal som feature.

Infinite Bisous – W/ Love

Hvis dine teenageår kunne synge, ville det her være resultatet. Tilpas akavet på en bittersød bund, præcis som vi alle husker årene med bøjle og førstegangs hjertesorger.

Lina Tullgren – Won

Debutalbums kan være en svær kunst at mestre, men det er ingen sag for Tullgren. ’Won’ er perfekt afbalanceret i grænselandet mellem fængende rock-melodier og pludselige overraskelser.

Mauno – Tuning

I min optik avler Canada altid et par eller 10 interessante ting om året, og i 2017 er Mauno én af dem. Firkløveret fra Halifax laver afhængighedsdannende pop-rock, hvor man får fornemmelsen af, at hver eneste sang er blevet enebarnsforkælet i årevis.

Dag – Benefits of Solitude

Dag lavede i starten af året et album om at bo på kanten af verden, bogstavelig talt. ’Benefits of Solitude’ handler om livet i den australske bush, og charmerer fra top til tå med sit ærlige og afklædte udtryk.

Brooch – Blood Spitting / Broken Glass 

Kort men godt og et pragteksemplar på, hvordan tingene til tider ikke behøver at være sværere end som så for at fungere lige som det skal.

H. Hawkline – I Romanticize

Fans af Cate Le Bon, vær opmærksomme her. H. Hawkline, ligeledes fra Wales, laver musik, hvor det teatralske leger med poppen, alt i alt et udtryk der gør sig ganske ideelt ud fordelt på 10 tracks og 45 minutter.

Fog Lake – Dragonchaser

Årets hårdtslående mavepuster, der efterlader dig med den form for sørgmodighed, du gerne vil efterlades med.

_________________________________

Troels’ liste

Ulrika Spacek – Modern English Decoration

Virkemidlerne bruges helt perfekt på andet album fra britiske Ulrika Spacek. Der er skulderhøje mure af støj, simple og insisterende rytmer, subtile melodier og en lækker Thom York-klingende vokal, der tilsammen giver en lyd, der både er betagende og cool.

Fever Ray – Plunge

Karin Dreijer’s alias Fever Ray har forladt sin gotiske ham fra debutalbummet for hæmningsløst at omfavne lyst og kærlighed på denne vilde plade, der har mere tilfælles med tidlig The Knife end tidlig Fever Ray. To The Moon And Back må være et af årets bedste numre.

Milk Music – Mystic 100’s

Endelig kom Mystic 100’s – andet album fra Olympias Milk Music. Et band som jeg har dyrket med en fanboys iver siden Beyond Living EP’en i 2011. På Mystic 100’s danner nådesløs vildskab og meditativ selvindsigt yderpunkterne på en vild rockplade, som jeg kommer til at høre igen og igen de kommende år.

Bed Wettin’ Bad Boys – Rot

Ind fra højre i årets sidste uger kom ‘Rot’ fra Australske Bed Wettin’ Bad Boys. Bag det tåbelige navn gemmer sig melodiøs punkrock hen ad landsmændene i Royal Headache med en solid underspillet sangskrivning a la amerikanske The Woolen Men.

Mount Eerie – A Crow Looked at Me

Sorg og død beskrives nøgternt, nøgent og metaforløst på denne næsten ubærlig smukke plade fra Phil Elverum.

(Sandy) Alex G – Rocket

Alexander Giannascoli aka Alex G skriver underfundige nedtonede rock, pop og folksange med et skarpt skær af hjemmegjorthed. Rocket-albummet har en klar americana vibe over sig. Violinen og spartanskheden leder tankerne hen på The Moon and Antartica med Modest Mouse mens støjstykker med Death Gribs’sk galskab forsikrer os, at vi er i 2017.

Priests – Nothing Feels Natural

Debutalbummet fra Washington DC’s Priests er kantet, hidsig og groovy, ikke ulig deres mentorer i Fugazi. Balancen mellem det punkede dissonante og det melodiøse er ramt præcist, hvilket gør Nothing Feels Natural til en dejlig dynamisk plade.

The Courtneys – II

Trommerytmen er stort set den samme hele vejen på Vancouver-bandets anden plade ‘II’, men det understreger blot gruppens charmerende ligefremme sommersange. En plade til nedrullede vinduer og anden løssluppenhed.

Gun Outfit – Out of Range

Out of Range, femte plade fra Olympia/L.A. gruppen Gun Outfit, er en hyldest til det mytiske Californien, landet fuld af mælk og honning, som Steinbeck i sin tid også beskrev. Der er en herlig rastløshed og nysgerrighed på pladen. Det skinner særlig tydeligt igennem på sangene, hvor gruppens kvindelige forsanger Carrie Keith tager teten. Et støvet soundtrack til at rejse i fysisk og mental forstand.

0% – God Hates Young People

Sangskrivningen på debutalbummet fra 0% er overlegen og leveringen er dejlig upyntet og solid med nik til legendariske 80’er SST bands.

Tex Fuller – My Slow Life

Remme og tøjler er spændte til bristepunktet på My Slow Life og forsanger Søren Porsmoses vokal er konstant på nippet til at sprænges. Det er al sammen med til at gøre Tex Fullers nye album til et af vinterens mest vanedannende. Alle med hang til fræsende 90’er guitarrock og 80’ernes protogrunge, lyt med.

Lød – ‘Folder’ og Visitor Kane – ‘Easy Concern’ har også gjort mit 2017 betydelig bedre, men da jeg er engagereret i Part Time Records, lader jeg disse stå på sidelinjen, mens jeg taktfast klapper og hujer.

____________________

‘En række bud på årets bedste udgivelser Pt. 2’ kommer om et par dage.

 

 

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s